Klumme: Oprør mod nedrivning


Klumme: Oprør mod nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kære Odense. Havn til salg. Tab 15-30 procent - her og nu!

Vores havn og kanalen fra havet ind til havnen blev i sin tid gravet med håndskovle og trillebøre. Tohundrede arbejdere knoklede i otte år på at grave den fem kilometer lange kanal. I 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet som ikke kan overvurderes. Vi har en havn med en bemærkelsesværdig historie. I den havn, ligger en ø. På den ø, står der et stykke industrihistorie: Tre uerstattelige bygninger. De kan blive revet ned i morgen, fordi Siloøen på trods af dens store kulturhistoriske værdi, ikke har nogen lokalplan som lovgiver mod en sådan nedrivning, og på den måde beskytter deres bevaringsværdi.Med dette indlæg ønsker vi at gøre det til et offentligt anliggende at få truffet beslutning om Siloøens bygningers bevarelse - før bulldozerne trækker ud af garagen.

Om bygningerne bliver lagt i grus eller bevares må ikke foregå pludseligt i et folkeligt uopmærksomt øjeblik. Om bygningerne bliver lagt i grus eller bevares må og skal være en demokratisk beslutning af den grund, at det drejer sig om fælles kulturarv. Derfor opråb om stillingtagen, så øjeblikket ikke forpasses, og murene falder uden vores vidende.

Problemet er symptomatisk. Man river noget ned, og så opdager man bagefter, at det skulle man ikke have gjort. Nedrivning er en nem her-og-nu-løsning, på kvadratmeter, som herefter kan sælges til hvilken som helst enøjet supermarkedsbygherre. Transformation af eksisterende bygninger er på kort sigt vanskeligere, dyrere og mere omfattende og kræver omhu og en større idé; det kræver at man vil noget bestemt med stedet. Men på lang sigt er bevaring og ombygning kræfterne værd: Man får et sted, som ikke bare er et sted, men et byrum med historisk identitet, bygninger med sjæl, unikke attraktioner.

Oprør mod nedrivning. En klassisk situation. Hvorfor? Nogle vil rive ned. Nogle gør oprør.

Brandts Klædefabrik skulle have været revet ned. Nogle gjorde oprør. Hvad gjorde denne ikke-nedrivning af godt for byen? I stedet for tæt-lav boligbyggerier, renoveredes den gamle industri, klædefabrikken. I dag er området et levende bevis på hvorfor bevaring er en effektiv strategi, hvis man ønsker at skabe attraktive bydele for borgerne såvel som erhvervslivet.

Vi som borgere bør forlange af vores politikere, at der bliver lavet en lokalplan for Siloøen, og ikke blot - som det er i dag - en byomdannelsesplan:

Byomdannelsesplanen er grundloven. Et tekst, der stadfæster nogle værdier. En hensigtserklæring.

Lokalplanen er specificeret lovgivning for området - som ikke ikke må stride imod Grundloven.Byomdannelsesplanen "kan" altså ikke noget, med mindre den er udmøntet i en lokalplan. Således juraen.Vi ønsker en lokalplan for Siloøen, som gør disse konkrete, historiske industribygninger bevaringsværdige.

Vi ønsker en lokalplan for Siloøen, som stadfæster hensigten om at denne attraktive beliggenhed skal blive en destination for hele byen.Hvorfor synes Odenses politikere ikke det er nødvendigt at lave en lokalplan for netop dette unikke stykke Odense? Det er ikke en hvilken som helst plet på "Odensejorden". Det er en plet, med ekstraordinært potentiale, til at blive for havnen hvad Brandts Klædefabrik har været, og stadig er, for midtbyen: Et sted med liv, kultur, historie, stemning, vibe, attraktion. Eller, sagt mere præcist, det er dét, at stedet qua sine historiske bygninger, kan få en attraktion og en vibe, som man aldrig kan bygge sig til. Man kan ikke bygge sig til historie.

Oprindelige bydele har mere værdi. Ikke fordi murstene er bedre end nye mursten eller fordi der er mere armering i betonen, men fordi gamle bydele har historie. Alle ved det. Erhversstyrelsen ved det, og har for nylig offentliggjort denne rapport: Lokalplanlægning for bevaringsværdige miljøer i byer og på landet. De sætter endda tal på merværdien: 30% på bevaringsværdige bygninger og 15% områder med bevaringsværdige bygninger. Hvis man bor eller ejer en bygning på havnen kan man selv regne ud hvor meget nedrivning af Siloøen koster i kroner og ører. Skræller man de historiske lag af havnen, skræller man 15 % af sin boligværdi. Av. Et tab man ikke skal regne med at blive kompenseret for.

Siloøen må ikke blive en gentagelse af Kalvebod brygge. Den fremtidige Siloø må og skal blive en realisering af den vision, som allerede er skrevet ned i byomdannelsesplanen: "Siloøen skal være en destination for hele byen - året rundt". Det kalder på mere end lejligheder i hvid beton. Man skal kunne opleve noget, deltage i noget, købe noget - og helst ikke bare dagligvarer.

Hvis Odense havde været København, så var det her man havde lagt Den Kgl. Opera, sammen med arkitektskolen eller andre af byens store akademier. Man havde tænkt stort om stedet og benyttet sig af dets særegenhed.

Boliger og nye discountbutikker kan man placere hvor som helst. Men bestemte aktiviteter har mægtig gavn af at blive understøttet af et sted, et sted med historie og karakter i sine bygninger.

Det er ikke spændende at forestille sig Siloøen, som endnu en af Danmarks havne med al historie revet ned og i stedet fyldt op med stål og glas. Som Ørestaden plus vand; en bolig-ørken. Som Kalvebod Brygge, en bulldozet industrihavn, nu med sjælløse hoteller i endeløse rækker.

Det er derimod spændende at forestille sig Siloøen på denne måde: Med et industrihavnsmuseum, i forening med Museet for De Sorte Fag, med tilhørende borgersmedjer og socialøkonomiske cykelværksteder. Med Teater Momentums danseværksteder a la Københavns Dansehallerne, med et internationalt miljø af kunstnere in residence, måske i forening med Det Kgl. Teaters Balletskole, som har vokseværk og også mangler dansegulv. Med en helt ny gren af arkitektskolerne i Danmark: en arkitektskole for transformation - de skal da sidde i en transformeret bygning, ikke i en ny og glat. Med den nytilkomne Miljøstyrelse, som huser akademikere og trækker det nationalt politiske tættere på. Med et institut fra Universitetet, gerne journalistuddannelsen med dens lektorer, professorer og studerende, som på denne måde vil komme tættere på det Odense, som så hårdt har brug for deres kritiske og undersøgende tilgang til kultur-, erhvervs- og magtinstitutioner og aktiviteter. Og tænk hvis centralbiblioteket var tænkt ned på den ø - det er svært ikke at associere til det københavnske bibliotek, Den Sorte Diamant, med dens perfekte og stemningsfulde placering ved vandet.

Odenses eget og nye Storms Pakhus er endnu et eksempel på et sted, med succes; hvor mange mennesker har det godt med at opholde sig, fordi stedet bærer en historie i sine lokaler, man sidder ikke bænket i en hvilken som helst tilfældig hal. Stedet får folk til at komme; at spise og leve og lægge penge af hos de erhvervsdrivende.

Det er vigtigt i hvilke hænder byens steder og bygninger falder. Nedergade er et overbevisende eksempel: Alle elsker gaden fordi den har sjæl og identitet og skønhed og historie. Men vi ser også allesammen kun til den ene side, når vi befinder os der. For den anden side af gaden er skæmmet af kortsigtet nedrivning og en økonomiske "rationel" belsutning i 2-3 etager. Hvis ikke Knud Hage dengang havde opkøbt "den smukke side" hus for hus, havde vi ikke haft den gade i dag, som så mange af os forbinder med et ægte Odense, en by med særtræk, en by vi føler os hjemme i. Det var nogle lortebygninger dengang, forfaldne og med lokummer i gårdene. Men manden kunne se værdien i at bevare et stykke af os selv, et stykke af vores bygningsarv, og i restaureret udgave udgør de et sted, om hvilket de fleste af os føler, at Odense var ikke Odense uden Nedergade.

På samme måde er siloerne i dag nogle lortebygninger. Tomme, rå, forfaldne og ubrugelige og forlængst forbi deres funktionelle storhedsdage. Men restaurerede af en ambitiøs developer med kærlighed til havnens historie, kan de blive til - ligesom Nedergade kunne - noget helt særligt.Lokalplan og høring - nu!

Fakta
Denne uges klumme er skrevet af Silas Samuel Eriksen, Bygningskonstruktør, Groenstve / SYNTAKS / Isager Arkitekter og Mira Erik, Cand.scient.pol og Kommerciel chef, Teater Momentum

Klumme: Oprør mod nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce