Odense bør have et kunstråd. For at sikre den bedst mulige kunstproduktion - til glæde for dem, det hele drejer sig om: Publikum.

Jeg har en mission, og det er at praktisere kulturledelse med ubetinget flad struktur.

Vi har på Momentum gjort det i nu 10 sæsoner på mit mandat. Der er ikke nogen på Momentum, der skal føle, at de er "under" mig, vi arbejder skulder ved skulder.

På Momentum er kompetencerne chef. Vi er alle chefer, for alle har noget, de er dygtigst til. At løse de arbejdsopgaver man er bedst til giver arbejdsglæde, energi og lyst til dygtiggøre sig. Jeg selv er god til økonomi og så mener jeg også at ledelse i sig selv er en faglighed, der har sit helt eget kompetenceområde - og jeg har med fryd uddannet mig indenfor det felt. Kunstfagligheden er væsentlig i en kulturinstitution, der producerer kunst.

Det ledelsesfaglige er i dagligdagen lige så væsentlig - men den faglighed kan komme til kort i forhold til institutionens kunstneriske virke. Lederen kan så alliere sig med en kunstfaglighed på andre poster i organisationen. Kunstnerisk forståelse og indsigt kan komme fra alle afdelinger - i teatrets tilfælde fra bestyrelsen, administration, pr, teknik, værksteder og forhus. Vi har som ledere gavn af at være helt skarpe på, hvor kompetencerne ligger og høste der, hvor viden, interesse og kunnen blomstrer.

Når alle laver det, de er bedst til, og vi virkelig er konsekvente omkring den præmis, får vi udvundet en kæmpe kraft sammen. Det er det, vi hele tiden oplever på Momentum. En humlebieffekt, der er båret af en ufattelig arbejdsglæde og stolthed og et ejerskab til alt, hvad der produceres.

Men uanset bestræbelserne på denne arbejdsstruktur inde i organisationen, så er der alligevel en knast: Der er nogen udenfor os, som er over os, og som har magt over os, uden at de bidrager med relevant kompetence: Vores tilskudsgiver, Odense Kommune. De bør få styr på fagligheden og uddelegere vigtige kompetenceområder til kvalificerede udvalg, der kan vejlede og rådgive forvaltningen - sådan som andre kommuner gør.

At der skal afrapporteres til og sparres med en bestyrelse giver mening. De forstår muligvis ikke helt hvordan det, vi gør sker, da også de mangler den kunstfaglige baggrund. Til gengæld kan de bidrage med andre kompetencer, som vi kan bruge i dagligdagen. De kan konstatere, at vi leverer resultater og lægge mærke til, om vi gør det tilfredsstillende. Over bestyrelsen er der et tilskudssystem, som er en rendyrket magtfaktor. De har udlagt til kulturinstitutionen at mestre bedriften og få det meste ud af pengene og levere et godt produkt.

Men de har ingen åbenlys faglighed, der kan være med til at vurdere, hvem der skal have tilskud og hvem der måske ikke leverer hvad der forventes. Det er ikke den offentlige forvaltnings opgave at besidde kunstfaglige kompetencer.

En forvaltnings ansatte har - ligesom et ministerium har - en anden faglighed end den fagspecifikke. Til det fagspecifikke indsætter man fagfolk i - hvad kulturen angår - kunstråd. Således sikres den rette fordeling af midler og dermed den bedst mulige kunstproduktion - til glæde for publikum.

Odense mangler et kunstråd

Men Odense har ikke et sådant kunstråd. Danmarks store byer, Aarhus, Aalborg og København, har kunstråd. De små kommuner har ikke kunstråd, men for at overholde armslængdeprincippet og sikre at der ligger faglig bedømmelse til grund for fordeling af kommunale kulturkroner, trækker man på kompetencerne i Statens Kunstråd - for egnsteatrene i de mindre kommuner er dette således en forudsætning for at kontrakter kan indgås.

Det er en god og klog strategi, at en kommune vælger en kunstnerisk instans til at vurdere kunsten. Det er storby-agtigt at have kunstråd indbygget i eget tilskudssystem. Er Odense da ikke en storby?Når Odense således ikke har et kunstråd, hvad er det da, der afgør, til hvem og hvor meget, der gives i tilskud?

Der findes på den måde ikke et anerkendende fagligt niveau, som kan få det gode opad og det, der ikke fungerer dygtiggjort. Og har man høje ambitioner og klarer man sig ekstraordinært godt, mangler der en gulerod, for hvem kan vurdere - og belønne - det vi laver? Byen lider ved at kulturinstitutionernes produkter mangler en kunstfaglig opmærksomhed fra magtens niveau.

Inde i kulturinstitutionen Momentum giver vi kunstneren frie tøjler for at opnå optimal arbejdsglæde og tilfredsstillelse og dermed de bedste forudsætninger for at levere god kunst. Organisationen har en frihed indbygget, så folk der er ansat er selvledende og ikke overvågede. Ingen tæller timer, men alle giver mere end de skal for det fælles bedste og for stedet. Bestyrelsen anerkender at det går som det skal, vi vokser og skaber succes og får rigtig meget ud af vores tilskud og økonomien er stabil og sund. Det er jo i sig selv tilfredsstillende, men hvordan kan vi vokse og gøre mere af alt det, vi er gode til? Vi har ideer til at lave adskillige flere Momentum-formater, men hvis ikke nogle fagfolk fortæller kulturforvaltningen, at en krone er givet bedre ud her end der, så mister vi langsomt motivationen og arbejdsglæden tages fra os - oppefra.

Vores model er unik og ingen andre teatre i Danmark drives på den måde, Momentum gør. Det buldrer ind med Volumes og nye kunstnere, der får magten, med co-produktioner og gæstespil som gør, at vi hiver mange millioner kroner til Odense årligt til glæde for Odenses borgere. I teaterbranchen er vi beundrede og vi har en meget anerkendt profil og placering på teaterlandkortet. Men vi mærker ikke opmærksomheden fra vores nærmeste tilskudsgiver, og følelsen af, at det er åbenbart er lige meget, hvor meget man knokler for, at far og mor ser én og giver den ros og anerkendelse, vi føler os fortjent til, nager.

Opmærksomhed får man ved usaglige venneforbindelser i stedet for ved faglige resultater

Ønsker vi opmærksomhed fra det politiske niveau, er vi nødt til at tage helt andre end de reelle resultaters metoder i brug. Men fordi vi er dem vi er, og af den overbevisning vi er, nægter vi at give efter for et spil om opmærksomhed på de fungerende præmisser: Vi kommer ikke i de rigtige loger, hænger ikke ud med toppen af erhvervslivet, har ikke vip-klubber, er ikke bonkammerater med rådsmedlemmer fra alle partifarver, inviterer ikke til frokostmøder og andre fedterøvsarrangementer og bruger faktisk ingen tid på gammeldags servicering af tilskudsgivere. Og det er der mange grunde til - en af dem er at vi ikke tager os tiden, fordi vi har pisse travlt med at lave og vise kunst for folket.Vi taber derfor spillet om politisk opmærksomhed - og dét samtidigt med, at Momentum har en stor national opmærksomhed og er en stjerne i branchen, med et aktivitetsniveau der ligger fire gange over, hvad vi er forpligtet på i vores driftsaftale.

Hvorfor bliver vi så ved - som hamstre i et dødshjul? Hvorfor er vi så dumme? Vi bliver ved for kunstens og publikums skyld og fordi vi lever op til vores motto: Kunsten er chefen og Momentum er stjernen. Sådan et motto forhindrer i sig selv, at VIP kan eksistere og at udvalgte brugere af huset kan have privilegeret adgang og at jeg som chef vælger mig et netværk af særligt fordelagtige interessenter. Vi er vilde med det politiske niveau, men vi håber hele tiden at de selv ramler ind i os og selv lægger op til dialog. Vi har ikke muskler til at gøre os til og vi har ingen præferencer - intet omverdenshierarki, der er finere end dem det hele skal til for: Publikum.

Vi nægter at følge de herskende processer for opmærksomhed, der handler om bonkammerateri og lobbyisme og nytårskure og netværk - det er gammeldags og det er usagligt pis og mangel på papir, det er dårlig forvaltning.

Ting skal gøres af de rigtige grunde. På Momentum er det ikke kunstneren eller teaterlederen, der vil have opmærksomhed og fokus - det er værket; produktets møde med publikum. For øverst på piedestalen i vores ikke-hierarki sidder nemlig publikum. Deres glæde ved det, vi gør, betyder alt. Deres rørende varme og trofaste opmærksomhed får os til at tage en tur mere - og en til og en til.

  • fyens.dk