Klumme: Karma-Karius og Baktus

Uden sammenligning i øvrigt, så har jeres klummeskriver haft tandpine, ligesom H.C. Andersen havde det for 150 år siden. Arkivfoto: Preben Madsen

Klumme: Karma-Karius og Baktus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Min historie med tandlæger er lang og kompliceret. Men den røde tråd er vel, at jeg som de fleste andre ikke lige frem placerer mig i tandlægestolen med velbehag. På en skala for tandlægeskræk, hvor 10 er altfortærende angst, og 1 er total coolness, ligger jeg nok på seks-syv stykker.

Men alt dette skænkede jeg ikke en tanke, da jeg i ugens løb sammen med min gode og dygtige kollega Malene Birkelund lavede en rekonstruktion af H.C. Andersens gøren og laden før, på og efter den dag for 150 år siden, hvor han blev udnævnt til æresborger i sin Odense.

Jeg havde arbejdet mig gennem Andersens dagbøger og fundet ud af, at han i ugerne op til den store dag havde lidt af tandpine. Han havde været ved tandlægen og havde fået en ny overmund. Men det gjorde stadig forbandet ondt, overmunden sad dårligt, og Andersen havde både svært ved at spise og læse sine historier op. Tandpinen var en oplagt ting som en af de røde tråde i fortællingen, og det blev den da også.

Tirsdag formiddag satte jeg det sidste punktum i rekonstruktionen, der sluttede med at Andersen en god uge efter æresborgerfesten var ved tandlægen for at betale regningen på 150 rigsdaler for overmunden. Og således opmuntret gik jeg til frokost i vor fremdeles fremragende kantine.

Den første tallerkenfuld fra buffeten var vanen tro af en karakter, der kunne have fået min salig farmor til at rejse sig fra graven og udbryde: - Det er tilladt at gå to gange.

På tallerkenen var blandt andet et stykke med makrelsalat - vanen tro tilsat mayonnaise i gavmilde mængder. Og så satte jeg mig ved bordet med gode kollegaer og tog den første bid af mayonnaise-maden med makrel. Noget knasede inde i munden. Var der en hård kerne i brødet? Nej, det viste sig, at en så blød og harmløs mad på en eller anden måde havde fået en gammel fyldning i undermunden til at falde ud.

Resten er historie: Nu var det min tur til at få tandpine. Og så fulgte en tid hos tandlæge dagen efter, en kompetent behandling, og nærmest direkte fra tandlægestolen hastede jeg til fejringen af Andersen. Med en bedøvet venstre side af underansigtet og en bedrøvet tegnebog.

Karma is a bitch, som man siger, og det ikke sikkert, jeg lige med det første skriver om kendte menneskers - afdøde som nulevende - tandpine igen. Til gengæld skal der mere til for at holde mig væk fra makrelsalaten og mayonnaisen. Mere overtroisk er jeg trods alt ikke.

Klumme: Karma-Karius og Baktus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce