Khaterah Parwani: Der kan faktisk godt komme noget godt ud af at blive forelsket i en, der hedder Brian, hvis du investerer rigtigt i det

Khaterah Parwani Foto: Bax Lindhardt

Khaterah Parwani: Der kan faktisk godt komme noget godt ud af at blive forelsket i en, der hedder Brian, hvis du investerer rigtigt i det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debattørerne Geeti Amiri, Natasha Al-Hariri, Halime Oguz og Khaterah Parwani tager rundt i landet med shoet "Den Nydanske Kvindekamp", hvor især kvinders frihed i minoritetsmiljøer tages op. Men showet er præcis lige så relevant, hvis du er en pæredansk dansker født og opvokset i et odenseansk parcelhuskvarter - faktisk har emnerne aldrig været mere relevante, mener Khaterah Parwani.

De er lige så uenige i små ting, som de er enige i de store - og omvendt. For de fire debattører Geeti Amiri, Natasha Al-Hariri, Halime Oguz og Khaterah Parwani er uenigheden en gnist mere end en ulempe. Det er også den en velsmurt motor, der sikrer, at de fire når hele vejen rundt om den debat, de alle er enige om er så vigtig: Den Nydanske Kvindekamp.

Det er titlen på det show, de fire netop nu drager ud i landet med for at gøre os alle - ikke kun minoriteterne - bevidste om fastlagte kønsroller, jomfruhinder, rygtesamfundet og retten til være oprigtigt forelsket og behovet for at kunne rumme forskelligheden.

- Det handler om at bringe fire forskellige perspektiver af den nydanske kvindekamp på scenen, så folk får et helhedsbillede af, hvad er de største dilemmaer. Og vi er fire meget forskellige kvinder, som ikke altid har været gode til at være enige. Der er nogle af os, der er meget gode venner på tværs og andre af os der er markant uenige. Der er også nogle af os, der har været uvenner på grund af noget småfnidder blandt piger. Men det interessante er at kunne acceptere og rumme hinanden, uanset om der er ting, man er uenige om. Det er vigtigt, at man rummer, at enhver kvinde definerer sin egen frihed og får lov til at have retten over sin egen krop: hvorvidt hun vil bære et tørklæde, hvorvidt hun drikker alkohol, hvorvidt kun har en kæreste og alle de ting, siger Khaterah Parwani.

Det øjeblik, jeg går ud og normaliserer, at muslimske piger har samme krav på seksualitet som muslimske fyre har dyrket gennem generationer i vesten, så går det jo ud og bryder med en hel generationsrække - en kommende generationsrække, hvor den yderste konsekvens kan være, at de forlader kulturen og religionen
- Khaterah Parwani
Den Nydanske Kvindekamp
Magasinet, Farvergården 19


21. februar klokken 20.

Entré: 200 kroner

Personlige erfaringer

Alle fire taler af personlige erfaringer, når de stiller sig op på scenen. Khaterah Parwani taler om det at blive forelsket på tværs af religioner, for det ved hun mere om end de fleste.

Hun er med kæreste Daud Aron Ahmed -hun født i Afghanistan, han i Pakistan. For mange et mere eller mindre ligegyldigt punkt i cpr-registret, men for mange andre et problem, der ikke rigtigt kan skygges af end ikke kærligheden. Især når kærligheden ikke cementeres i form af et ægteskab - som tilfældet er med Khaterah og Daud.

- Jeg har kritiseret islam hundredvis af gange, og jeg har også fået hug for det. Men det er ikke det værste. Det værste har været at sige, at jeg har haft en kæreste gennem ti år uden at være gift. Det har jeg kunnet mærke, når jeg gik på gaden. Jeg er blevet kaldt luder, jeg er blevet spyttet på, truet og alle mulige andre ting, fordi de ikke synes, at jeg har nogen værdighed. Du bryder med al tankegangen omkring en kvindes frihed. Det øjeblik, jeg går ud og normaliserer, at muslimske piger har samme krav på seksualitet som muslimske fyre har dyrket gennem generationer i vesten, så går det jo ud og bryder med en hel generationsrække - en kommende generationsrække, hvor den yderste konsekvens kan være, at de forlader kulturen og religionen, siger hun og eksemplificerer:

- Der kan faktisk godt komme noget godt ud af at blive forelsket i en, der hedder Brian, hvis du investerer rigtigt i det, og hvis du ikke vælger at ødelægge tosomheden ved at fortælle Brian, at han skal konvertere til islam og hedde Abdi eller Mohammed. Den fortælling, vi har fået i minoriteten, er, at bliver du forelsket i en ikke-muslim, så bliver du skilt, og så vil alle folk gå og snakke om dig - om at du er mislykket. Og det passer simpelthen ikke med den nye generation, jeg ser, hvor man gifter sig på kryds og tværs, og det fungerer så godt.

Fire forskelligheder
Khaterah Parwani


Født 1982 i Kabul i Afghanistan.Kom til Danmark som treårig.

Bachelor i jura.

Leder af Exitmentor

Juridisk rådgiver for Exitcirklen.


Geeti Amiri


Født 1989 i Kabul i Afghanistan.

Kom til Danmark som fireårig.

Kendt som debattør hos blandt andet Berlingskes Politiko og Ekstra Bladet.

Vært på P1's debatprogram "Geetisk Råd".

Udgav sidste år den selvbiografien "Glansbilleder".


Natasha Al-Hariri


Født i 1989 i Libanon og kom til Danmark samme år.

Uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder og udlændingeret.

Kendt i debatten for at kæmpe for kvinders ret til selv at bestemme, om de vil bære tørklæde.


Halime Oguz


Født i 1970 i Tyrkiet - kom til Danmark som femårig.

Cand.mag. i litteraturvidenskab og mellemøststudier.

Kendt i debatten for sine indlæg om social kontrol i minoritetsmiljøer.

Folketingskandidat og medlem af Landsledelsen i SF.

Gnist i forskelligheden

Nøgleordet er "normalisere". Det er det, de søger, Geeti, Natasha, Halime og Khaterah. De vil normalisere alle de ting, der faktisk allerede er normale, men som ikke italesættes sådan - og der er ellers nok at tale om, forklarer Khaterah Parwani.

- Alt fra problematikken, som vores forældregeneration kan stå med, når de bliver skilt i et miljø, hvor der er et alvorligt rygtesamfund, til en ung pige, der eksempelvis blev rygtet for ikke at have en mødom. Rygtesamfundet har et eller andet jomfruparameter, og hvad er konsekvenserne for hendes ry, det øjeblik man begynder at tale om hendes seksualitet ude i miljøet, siger hun og fortsætter:

- Så har vi Natasha Al-Hariri, der taler om retten til at gå med tørklæde, og at tørklædet i sig selv ikke skal definere hende, og hvem hun er, og at selv om hun går med tørklæde, så respekterer hun, at vi tre andre er anderledes.

For det er de, og det har været notorisk kendt, at de på kryds og tværs har været alt andet end enige i de offentlige debatter. Blandt andet havde Khaterah Parwani i en årrække blokeret Geeti Amiri fra sin Facebook-side, og de kan stadig være rygende uenige om stort og småt. Men det er kun en fordel, så længe de alle fire kan blive enige om én ting: accepten af hinanden.

- Det giver en gnist, at vi er forskellige. Jeg tror, at vores styrke er, at det er ægte. Når vi diskuterer på scenen, så er vi virkelig uenige. Og det er vi til hvert eneste møde, vi har. Men det er så fedt, at vi kan gå fra hinanden og give hinanden et kram. Og når vi hver især kommer i modvind, så står vi bag hinanden som søstre, siger Khaterah Parwani.

- Det er sgu da normalt

For det er indlysende, at man må leve en stor del af tiden i modvind, når man begiver sig ud i en storm, der hedder religion og kultur. Fra "miljøet", medier og meningsdannere til andre debattører og politikere. Det kan synes som en ulig kamp, men vigtigheden af en sejr gør den værd at kæmpe.

- Jeg tror, det er tanken om, at det hele handler om at normalisere. Om at normalisere noget, som vi allerede gør. Et eksempel: Vi taler meget om at reformere islam, og jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor muslimer har så svært ved den diskussion, når de fleste muslimer, jeg kender, lever et reformistisk liv. De kan ikke finde ud af at overholde det. De har kærester, de går til fester, de lever et ungdommeligt liv på lige fod med mange danskere. Måske er det lidt mere indskrænket på mange områder, men stadig lever de et vestligt liv på den ene eller anden måde.

- Hvis en pige går med tørklæde, så lever hun jo ikke, som de gør i Mellemøsten - de lever allerede meget reformistisk. Og jeg tror det her med at normalisere, hvad der foregår bagom, og alt det her med at vi gør ting, som vi ikke må tale om, fordi der er en eller anden skamkultur - at bringe det op til offentligheden, og sige: det her, det er sgu da normalt - vi gør det alle sammen, siger Khaterah Parwani.

Men bliver debatten aldrig så trættende, at du får lyst til at trække dig ud af kampen?

- Hundrede procent. Der er mange gange, hvor jeg virkelig trænger til et pusterum. Jeg tror, at det er lidt noget andet, når du møder konsekvenserne fra din egen minoritet, det kan være rigtig svært. Også når man bor, hvor jeg bor. Jeg bor som nabo til Mjølnerparken, så jeg bor også bare det værste sted mellem rød og sort plads. Der har jeg godt kunne mærke, at bare det at bo her har gjort en markant forskel i forhold til mit overskud til at tale om visse ting.

Er du aldrig bange?

- Jo.... Jo, helt klart. Der har været tidspunkter, hvor jeg har været bekymret og bange. Bekymringen har nok gået mest på, hvordan det påvirker min familie - ikke mindst min partner, som har det svært med, at han skal opleve de her ting på gadeplan, og han ikke ved, hvordan han skal håndtere det. Han er ikke ligefrem en, der er bange, så han står ikke bare tilbage. Han er der 200 procent, og det er det, der gør det svært. Jeg vil ønske, at han nogle gange bare trak sig tilbage og tænkte på sig selv. Men det gør, at der er perioder, hvor jeg holder mig fra at debattere bestemte emner for at give os en pause.

Ikke kun for konsulenterne

Pausen er slut. Showet "Den Nydanske Kvindekamp" blev skudt i gang for fulde huse på Bremen i København, og nu er turen så kommet til Odense, Esbjerg, Aarhus og København, og selv emner er centreret om kvinders frihed i kultur og religion, så er der masser at komme efter, selv om du eksempelvis er en bleg, dansk dreng født i et parcelhuskvarter i det sydøstlige Odense.

Vil jeg få noget ud af komme til showet?

Klart! Lige nu har vi en af de største humanitære kriser med flygtningestrømme, der snakker vi om, at de her problematikker kommer i den grad på dagsordenen, fordi vi godt kan stå over for en generationskløft igen med de nyankomne flygtninge i forhold til deres kvindesyn og deres syn på ligestillingen. Så vi er i en forandrende tid, hvor vi er nødt til at forholde os til, hvordan kan vi gøre tingene anderledes, hvordan løser vi de her problematikker. Og nu hvor vi har en generation i minoriteten, der kender til selv de små detaljer omkring forskellene, så er det vigtigt, at vi rent faktisk lytter til dem. Hvordan håndterer jeg, hvis der flytter en flygtningefamilie ind i mit nabolag, og jeg kan se, at de har nogle unge piger. Skal jeg tage kontakt til dem, er der noget, jeg kan gøre? Men også at lære pædagoger, lærere og så videre, der møder problematikkerne i hverdagen, hvordan man forholder sig til de problematikker, der kan opstå. Men vi er også der, at de næste generationer krydser veje, vores børn går hen og gifter sig på kryds og tværs, og hvordan forholder man sig til det, siger Khaterah Parwani og slår fast:

Vi er i en meget forandrende tid, og den berører alle - det skal den. Det er måske det, der er gået galt tidligere, at emnet kun har berørt integrationskonsulenterne ude i kommunerne.

Khaterah Parwani: Der kan faktisk godt komme noget godt ud af at blive forelsket i en, der hedder Brian, hvis du investerer rigtigt i det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.