De to satirikere Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der er bedst kendt for deres kompromisløse radioprogram Den Korte Radioavis på Radio24syv, er gået teatervejen.Deres forestilling Det Skide Show har delt anmelderne, og fra næste uge rykker de scenografien til Magasinet i Odense.

Anmelderne har været rivende uenige, og når parodierne er spidset til, har flere blandt publikum taget deres ting og forladt salen.

De to mænd bag det grovkornede radioprogram Den Korte Radioavis - nu Den Korte Weekendavis - på Radio24syv, Rasmus Bruun og Frederik Cilius, er gået teatervejen og har delt vandene med forestillingen Det Skide Show.

Fra næste uge rykker de ind på Magasinet i Odense, hvor forestillingen kører tre aftener fra den 19. til og med den 21. marts.

Mændene bag

Frederik Cilius og Rasmus Bruun er mændene bag programmet Den Korte Radioavis på radio 24/7.De startede Den Korte Radioavis i 2015, og har siden vundet mange priser for programmet.

Blandt andet har de vundet Årets Radioprogram og Årets satire til Prix Radio tre år i streg. Sidste år vandt de sammen "Årets komiker" ved ZULU Comedy Galla.

Frederik Cilius er født i 1986. Han er oprindeligt uddannet klarinettist ved Det Jyske Musikkonservatororium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington.

Rasmus Bruun er født i 1983 og har en baggrund som journalist og skuespiller.

Det Skide Show har spillet på Bremen Teater i København fra den 1. marts til og med den 17. marts.

Fra den 19. til og med den 21. marts spiller forestillingen på Magasinet Odense, og den 8. og 9. april på Musikhuset Aarhus.

Men selv om ikke alle anmeldere strør om sig med palmeblade og roser, er Rasmus Bruun og Frederik Cilius godt tilfredse. For det er fedt at elske noget, fortæller de. Men det er mindst lige så vigtigt at opleve noget, man virkeligt hader. Det sætter tankeprocesserne i gang, og det, mener de to herrer, er en af deres vigtigste opgaver, når de laver politisk satire.

Fyens Stiftstidende har haft besøg af de to prisvindende satirikere, der - over en kop maskinkaffe - talte om overgangen fra radio til teater, den politiske satires rolle i samfundet, og om krænkelseskultur, Kerteminderevy og kultkarakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, den frygtløse journalist, der kalder Ole Birk Olesen "et eklatant cluster-fuck" og ikke er bleg for at stille spiddende spørgsmål til mediemennesker og magtfolk:

I er bedst kendt for at lave radio. Nu er i gået teatervejen. Hvordan kan det være?

- Når man sender radio, bliver man tilgivet meget. Hvis man siger, at man sidder med en 24 kilo tung laks i hånden, så tror folk på det. De kan ikke se det, så de danner billederne selv. Det kan man ikke gøre på teater. Det er et visuelt medie. Så det er for at prøve det, siger Frederik Cilius, der er manden bag Kirsten Birgits dametøj.

- Det er ikke vores opgave at gå ud på gaden med høtyve og fakler. Det er vores opgave at puste til ilden. Så er der forhåbentligt nogle andre, der tager over.

Rasmus Bruun

Både i København og i Aarhus er jeres shows udsolgt. Men der mangler stadig at blive solgt en del billetter i Odense. Hvorfor kan I ikke fylde salen her?

- Det ved vi ikke. Det havde vi håbet, du kunne fortælle os, siger Frederik og griner.

- Men vi har hørt, at ingen kan sælge billetter i Odense, byder Rasmus Bruun ind.

- Arg, Kim Larsen kan da, siger Frederik og kigger på Rasmus.

- Og H.C. Andersen.

Frederik fortsætter:

- Men vi har jo valgt Odense, fordi der er mange, der har spurgt, om vi ikke kommer til Odense, og så tænkte vi: Jo, selvfølgelig da. Men der er åbenbart konsensus om, at Odense er megasvær at sælge i.

Det, I laver i radioen, er meget improviseret. Nu skal i pludseligt følge et manuskript. Kan det lade sig gøre for jer?

- Vi arbejder meget rock 'n' roll og hurtigt. Nu skal vi pludseligt kunne ting uden ad og huske replikker. Det er en anden disciplin, og det har været sjovt at prøve noget nyt. Men vi kan ikke lade være med at improvisere, siger Rasmus.

- På kvindernes internationale kampdag blev vi for eksempel nødt til at nævne, at det var kampdag, byder Frederik ind, før Rasmus tager ordet tilbage:

- Og hvis Dronning Margrethe når at dø i mellemtiden, vil det også blive nævnt. Det er klart. Og så har vi en bid med H.C. Andersen, der er lavet til ære for Odense.

Vil I røbe, hvad det handler om?

- Nej, for det har vi ikke fundet på endnu, siger Rasmus og griner.

- Men han skal nævnes. Selvfølgelig skal han det.

- Carl Nielsen kommer måske også med, foreslår Frederik.

- Ja, og måske kommer Ove Sprogøe lige ind fra højre, byder Rasmus ind.

- Men vi vil helst ikke røbe alt for meget. Vi vil gerne have, at publikum bliver overrasket, siger Rasmus, før Frederik griber ordet:

- Men de må også gerne gå derfra og hade det. Det er en stor gevinst at opleve noget, man hader. Det glemmer folk. Er der noget, der for alvor kan sætte gang i tankerne, så er det at opleve noget, man virkelig ikke kan lide. Man kan måske godt finde på at gå, fordi vi siger noget om Metoo, som, man virkelig synes, er grænseoverskridende. Sidste gang vi spillede, kunne jeg i hvert fald se, at der gik to på det tidspunkt.

Hvordan har I det med, at folk rejser sig og går?

- Det er da et adelsmærke, siger Frederik bestemt.

Helt ærligt?

- Det mener jeg helt sikkert, fastnagler han.

- Vi skal jo huske at krænke hinanden. Det er den måde, man rykker sig på, siger Rasmus.

- Ja, stemmer Frederik i:

- Man skal have krænket sine idéer.

Shitstormen er udeblevet

I Den Korte Radioavis er der ingen, der bliver skånet. Karaktererne Rasmus og Kirsten Birgit har fingeren på pulsen og fortæller råt for usødet, hvordan landet ligger ifølge dem. Det gør af og til, at enkelte mediefolk eller politikere bliver kørt ekstra hårdt på i perioder. Og selv om parodierne ofte bliver smækket langt ud over de flestes grænse, har Frederik Cilius og Rasmus Bruun aldrig oplevet en reel shitstorm:

- Altså vi har prøvet gang på gang at sige de frygteligste ting, men det er aldrig rigtigt blevet til en shitstorm, siger Frederik.

Er det ikke også en fordel for jer, at I kan gemme jer bag to karakterer, der ikke er jer selv?

- Det gode ved at spille karakterer er, at der er nogen, der synes, det er rigtigt, det Kirsten siger, og der er nogen, der oplever det som en parodi på de mennesker, der siger de ting, som Kirsten siger. Det er jo op til fortolkning, siger Rasmus.

Men slipper I så ikke nogle gange nemt? For eksempel kørte der sidste år en kæmpe shitstorm mod Kerteminde Revyen, der havde lavet en plakat, hvor Farshad Kholghi var malet sort i ansigtet?

- Åh nej, kommer de så ikke fra København og ser Kerteminderevyen? skyder Frederik ind.

Men det skabte virkeligt voldsomt uvejr. I har også en, der er malet sort med i jeres teater. Slipper I ikke af og til nemt?

- Folk er ligeglade. Det, man skal huske på, er, at den her folkedomstol med socialmedia-guillotiner kan lugte svaghed. Hvis de tror, de kan få noget ud af det, så gør de det. Jeg tror simpelthen ikke, at de tror, de kan få noget ud af det med os. De, der hører Den Korte Radioavis, er ikke dem, der bliver sure over, at der er en sort dreng, der har en t-shirt på, hvor der står "coolest monkey in the jungle". De tror måske, de kan ramme Kerteminde Revyen. Men altså Farshad Kholghi er jo i forvejen indvandrer. Men så var han blevet for mørk eller hvad? Det er ikke til at navigere rundt i, siger Frederik og fortsætter:

- Der er et ulmende ønske i befolkningen mod at smadre i dag. At smadre ting på de sociale medier. Lige så snart der er nogen, der træder ved siden af, så skal de bare have. Den der konstante krænkelsesparathed var der overhovedet ikke for tre år siden, da vi startede. Den var begyndt lidt. Men den totale vilkårlighed, som minder meget om et land lige efter en revolution, var der altså ikke. Folk vil bare gerne have det eksisterende til at holde op med at eksistere. Det er enormt uhyggeligt. Det er en eller anden kollektiv sindelagskontrol, siger Frederik.

- Det er automatreaktioner på ord. Bare det, at der bliver sagt et ord, man ikke kan lide, gør både konteksten og intentionen ligegyldig, tilføjer Rasmus.

Men historien ændrer sig. Der er ting, man kunne sige og gøre for år tilbage, som alle ville finde absurde i dag. Er det ikke godt, at vi rykker os?

- Jo, men der var også en gang, hvor vi kunne tegne Mohammed. Det skal vi også huske på. Jeg er da enig i, at langt størstedelen af den her bevægelse går til det bedre. Men der også bare ting, som indskrænker selve det, som er grundlaget for hele det vestlige samfund: Ytringsfrihed. Den hensyntagen og krænkelsesparathed på andres vegne har gjort, at der ikke er nogen, der kan tegne Mohammed uden at blive slået ihjel. På grund af en fucking tegning. Jeg ved godt, at man stadig kan sige neger uden at risikere at blive slået ihjel, siger Frederik.

- Ikke på de sociale medier. Der risikerer du at blive slået ihjel, tilføjer Rasmus.

- Det bringer lidt minder frem om en eller anden neo-revolution, hvor vi brænder alt det, vi ikke kan lide. Man er holdt op med at adskille kunsten fra kunstneren, siger Frederik.

Men hvor går jeres grænse. Har I overhovedet en?

- Nej, vi har ikke en grænse, siger Rasmus.

- Men det er klart en mavefornemmelse af, hvornår vi synes noget bliver usmageligt, siger Frederik.

- Men som udgangspunkt kan vi lave sjov med alt. Det handler om måden, man gør det på, indskyder Rasmus, før Frederik fortsætter

- Hvis man laver en formålsløs joke på en, der overhovedet ikke har fortjent det, så ... Rasmus afbryder:

- Men det kan også være sjovt!

- Men så er joken på dig selv, fordi du laver en formålsløs joke, siger Frederik og fortsætter:

- For eksempel havde Rasmus en periode, hvor, at hver gang han nævnte, hvad Breivik havde gjort, så sagde han: "Det var godt, det ikke var Mogens Camre". Det er jo en joke på alle dem, der siger, at Mogens Camre er lige så slem som Breivik.

- Ligeledes laver vi en joke på Ole Birk Olesen. Men det er ikke, fordi vi hader Ole Birk Olesen. Det er en joke på folks reaktioner over et debatindlæg, Ole Birk Olesen engang skrev om feminisme på 180-grader. Det er derfor, Kirsten Birgit konstant kalder ham et eklatant cluster fuck eller et gigantisk røvhul.

Det kan af og til være svært at navigere I, hvad der er sandt og falskt i jeres program. Hvordan vurderer I, hvor gennemsigtigt det skal være?

- Vores nyheder er holdt op på faktiske sager. Men vi har meget som mål, at det skal være svært at regne ud, hvad der er rigtigt, og hvad der er rygter. Som medieforbruger i dag får mange deres nyheder via sociale medier. Og det er ikke er en repræsentation af virkeligheden, siger Frederik.

Så I gør det absurd for at tydeliggøre den tendens?

- Ja, det kan man sige. Processen i at spekulere i falske nyheder er ret interessant. Jeg tror, at alt har et eller andet element af fake news i sig i dag. Folk tror, at Facebook er demokratisk samfund. Men det er jo en virksomhed. Det er det, vi godt kan tænke os at vise, siger Frederik.

I har tidligere fortalt, at I ikke fulgte med i politik, da I startede. Men nu er I vel blevet nødt til at følge med i alt, hvad der sker?

- Ja, desværre, svarer Rasmus prompte.

- Jeg kunne godt bruge en pause snart og fordybe mig i nogle bøger, som ikke har med politik at gøre. Man bliver virkelig træt af det. Man føler en forfærdelig masse afmagt.

Hvordan?

- Så er det Statens Serum Institut, der skal sælges, siger Rasmus.

- Og så er der skatteskandaler og pesticider i grundvandet. Det er de samme forklaringer hver gang, tilføjer Frederik.

- Og der er aldrig rigtig nogen, der står til ansvar for det. Men det er ikke vores opgave at gå ud på gaden med høtyve og fakler. Det er vores opgave at puste til ilden. Så er der forhåbentligt nogle andre, der tager over, siger Rasmus.

Så hvornår synes I, at I lykkes? Er det når folk griner, eller når I rykker noget?

- Grundpræmissen er, at folk skal grine, siger Frederik.

- Men det er da bare et plus, hvis Lars Løkke bliver trukket ud, siger Rasmus, før Frederik griber bolden:

- Trukket ud og hængt op i en ESSO-tankstation.

De griner højlydt.

  • fyens.dk