Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kejserens nye klæder 2005


Kejserens nye klæder 2005

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet." Sådan begynder H.C. Andersens kendte eventyr Kejserens nye klæder.

Som alle ved, har et eventyr en morale. Alle faldt på næsen for de to bedragere, for "ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum."

Et barn, en uskyldig røst, var det eneste, som turde sige sandheden. Men selv da hele folket råbte "Men han har jo ikke noget på", tænkte kejseren "Nu må jeg holde processionen ud", selv om han syntes de havde ret.

Odense Kommune sætter her i 2005 alt ind for at fejre vores kendte bysbarn og prøver sågar at gøre H.C. Andersens eventyr til virkelighed.

Med Odense Kommunale Ældreplejes (OKÆ) beslutning om at forsyne alle ansatte med jobtøj kan det elskede eventyr genopstå i en moderne version!

Nu er vi ikke børn, men ansatte i Aktivitet og Træning i Odense Kommune. Trods risiko for at blive betragtet som utilladelig dumme eller uduelige til vores embede, tør vi godt stå frem og sige: "Men han har jo ikke noget på."

Jobtøj i OKÆ er som Kejserens nye klæde: Det er dyrt, er ikke pengene værd, trækkes ned over hovedet på de ansatte, men det skal indføres, for det har ganske forblændet beslutningstagerne.

"Oh, det er nydeligt! ganske allerkærest!" Sagde den gamle minister, men at det koster mange penge at iklæde alle ansatte, så de har tøj til inde og ude, til træning, til at besøge borgere, til at sidde ved et skrivebord, til varmt og til koldt, til regn og solskin, det tænkte ministeren vist ikke på!

"Ja, er det ikke magnifiqe!", sagde begge de skikkelige embedsmænd, men at de også skulle betale for, at der blev indrettet omklædningsfaciliteter og skabe, og at der skulle gives tid til, at de ansatte kunne klæde om, det tænkte de skikkelige embedsmænd vist ikke på!

"Oh, det er meget smukt!" sagde kejseren uden at tænke på, at det var ganske unødvendigt. Hverken hygiejnen eller sikkerheden krævede, at de ansatte fik kommunens jobtøj! Han vidste heller ikke, at de i mange år ganske udmærket havde klaret sig i deres eget tøj.

"Gud, hvor de klæder godt!" sagde de alle sammen, men havde de tænkt på, hvor besværligt det er at køre ét sted hen om morgenen for at klæde om, og så køre et helt andet sted hen for at arbejde lige dén dag?

Eller at klare en opgave hos en borger sidst på arbejdsdagen, og så skulle bruge arbejdstid på at køre tilbage til arbejdsstedet for at klæde om?

"Sidder det ikke godt?" Men kejseren tænkte slet ikke på, at alle mennesker har et ønske om at gå i noget tøj, der sidder godt, er lavet i et materiale, man har det godt med, farver man holder af, kort sagt tøj man føler sig godt tilpas i. Mon jobtøj kan leve op til de krav?

"Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse!" "Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så." Alle havde ladet sig forblænde af de dygtige skræddere, som havde talt så inderligt om markedsføring, branding, konkurrencen til de private leverandører i ældresektoren, nye tider.

Lederne i OKÆ ville ikke fremstå, som om de ikke duede i deres embede eller var meget dumme. Derfor sagde de ligesom kejseren "Det tøj må straks væves!" og gav de to skræddere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.

Men at pengene til tøjet går fra det arbejde, som de ansatte ellers skulle udføre, det tænkte vist ingen på.

Hvad med de ældre der skal trænes?

Hvad med de der skal bruge hjælpemidler?

Hvad med alle de ældre, der skal aktiveres i dagcentre?

Her er der sparet og skåret ned over de seneste år. Vi ansatte har været igennem nedskæringer, ansættelsesstop, omstruktureringer og masser af uro!

Oveni alt dette kommer nu et påbud om jobtøj, som for os ansatte virker så absolut unødvendigt, uønsket, uhensigtsmæssigt, uøkonomisk, at vi gerne fremstår, som om vi ikke duer til vores embede eller er meget dumme.

Derfor råber vi faktisk meget højt "Men han har jo ikke noget på" og håber, at hele folket til sidst råber med os. Dog håber vi ikke, at det moderne eventyr ender som hos H.C. Andersen, hvor kejseren syntes, at folket havde ret, men alligevel holdt hele processionen ud.

Vi håber, at vores ledere indser, at skrædderne er fupmagere, at borgerne ønsker vores engagerede indsats frem for utilfredse ansatte i jobtøj, og at pengene er givet meget dårligt ud.

Ja, det var så historien om Kejserens nye klæder anno 2005, og det er ganske vist!

Karin Horsted, Hjulets Kvarter 572, Odense Sø, Ilse Pedersen, Ærøgade 21, Odense C, og Heike Petersen, Lindeallé 29, Tommerup.

Alle tre ansat i Aktivitet og Træning, OKÆ.

Kejserens nye klæder 2005

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.