Ikke for meget kaos, tak ORLOV: Jane Marie Jegind om moderskab, mobning og hangen til nederdele, bamser - og kontrol


Ikke for meget kaos, tak ORLOV: Jane Marie Jegind om moderskab, mobning og hangen til nederdele, bamser - og kontrol

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi brøler forbi Vollsmose med radioen tændt.

Ud ad Kertemindevej og så til venstre.

Dér står et drog af en brun ko og vifter med halen.

Fjorden viser sig i glimt. Skyerne driver for en gangs skyld forbi uden at dryppe.

Vi er pludselig på landet.

På barselsorlov med Jane Marie Jegind.

Hun, manden Lars og datteren Amalie bor i et gult parcelhus, ikke langt fra stranden.

Et travlt liv, som lige nu er tvunget lige så pludseligt ned i tempo som os. Men bestemt ikke et kaotisk liv.

Lars nåede at blive færdig med ombygningen af førstesalen inden fødslen.

Den tørrede brudebuket pynter på gelænderet og bryllupsfotoet på skænkens blondedug. Og Amalie sover, som hun skal, under en yndig himmel af hvidt stof på børneværelset.

- Det går, som jeg gerne vil have det, smiler Jane Marie Jegind og sætter frugtfad, småkager, nescafé og te frem på altanen med udsigt over Seden Fladstrand.

- Der var engang én, der sagde til mig, at man ikke kunne planlægge alting. Men vi har altid sagt, at vi skulle giftes. Og have børn, inden vi blev 30. Hus og hjem... alt det, vi har sat os for, har vi været heldige at få, konstaterer hun med et blik rundt.

Og smiler så selv ad, at Amalie ligefrem vågner på klokkeslæt om natten, og i øvrigt blev skabt en uge efter brylluppet og født op til byrådets sommerferie.

- Det var skam ordentligt planlagt. Jeg har det bedst med orden i tingene, ler vores sommerværtinde.

Duksepige

Engang var der de piger, som syntes, at det var en lidt dukset indstilling til livet, fortæller hun, da tebrevene er behørigt dyppet, og kun den obligatoriske plæneklipper i det fjerne bryder roen i en lang, løs sommersnak.

- Jeg blev lidt mobbet. De syntes vel, at jeg var den lidt mærkelige duksepige, fordi jeg kom fra et hjem, hvor vi skulle lave vores ting. Det var lektier før leg, og jeg var mere målrettet end dem. Det der pige-sladre-halløj var ikke lige mig, fortæller hun.

Stærke værdier

Af og til græd hun lidt, når hun kom hjem fra skolen i Aarup. Og forældrene, der kun har hende, tilbød hende at skifte skole.

Men hun blev stædig og var i øvrigt overbevist om, at det rigtige er at yde sit.

- Jeg har aldrig haft behov for at gøre oprør mod de værdier. Mine forældre har aldrig været irriterende, men tværtimod forstående og åbne. Jeg har fået lov til det, jeg ville, vi har talt om problemerne, de har hentet mig i byen om natten. De har bare altid været i den anden ende til at holde fast, fastslår hun.

Stadig lige præcis sig selv og ikke i tvivl om, at det er det samme, Amalie skal have med hjemmefra:

- Tryghed og stærke værdier. Man skal gøre en forskel, og man kan, hvad man vil. Men det kræver en indsats, lyder det fast og roligt.

Klump og bamser

Foreløbig er Amalie begyndt at smile og pludre.

Og nu vågner hun. Søger gryntende efter mad hos mor, som diskret lægger ammepude og dyne til rette.

- Hun kan også genkende sin far nu, når han kommer hjem, fortæller Jane Marie Jegind, mens hun aer datterens kind.

- Så læser de Rasmus Klump. Det er allerede bestemt, at legehuset skal være det gode skib Mary. Lars mener, han kan bygge det i baghaven, smiler hun og kigger skævt op fra det lille dunede hoved.

Selv sørger Jane Marie for, at Amalie ikke mangler bamser i sit liv, betror hun os.

- Jeg er ret vild med bamser og har temmelig mange. Måske for mange, hvis du spørger Lars, fortæller hun.

Han har bygget en hems, hvor det er meningen, at Amalie kan gemme sig med Anders And-blade, når hun bliver større.

Hér bor fruens bamsesamling foreløbig.

- Vi var i Disneyland i Paris med nogle venner for et par somre siden, og de var lige ved at skulle have snor i mig. Mens de gik videre, stod jeg og blev helt opslugt af alle de Disney-figurer, som jeg har en forkærlighed for, smiler hun, der også er inkarneret Star Trek-fan og vild med science fiction.

Og så er der et bryggers, et badeværelse og et køkken, hun gerne vil lave om.

- Vi er gode til at få noget fra hånden sammen og hygger os med at lave projekter. Vi har lige lagt ny terrasse, siger hun om sig selv og Lars, som hun blev gift med sidste sommer.

Lykkelig med Lars

De mødte hinanden i VU, flyttede sammen som venner i en lejlighed som 20-årige og fandt ud af, at der vist var mere i det end det, går snakken på altanen, mens Amalie og fjorden smasker med sit.

- Jeg tror, at vi begge var klar over, at det skulle være os. Han kan gøre mig lykkelig, siger hun.

Trist bliver hun sjældent. Så bider hun tænderne sammen og kommer igennem til den nye dag.

Nylig gråd husker hun kun fra et ledelseskursus på Sardinien, hvor de bare gik og gik og gik med oppakning og uden mad gennem vildmarken.

Og fra den famøse tredjedag efter fødslen.

- Amalies hofte sidder forkert. Den dag kom de og sagde, at hun skulle have skinne på og så væltede hele læsset bare, fortæller Jane Marie Jegind.

- Egentlig var det lidt overraskende og underligt. For der var jo ikke noget at være ked af. Benet retter sig på tre måneder.

Pæn i tøjet

Vi går til stranden. Den grønne Odder-vogn bliver rutineret løftet ud af familievognen og samlet.

Men terrænet er uvenligt mod de beige pumps.

Jane Marie Jegind har det bedst i den slags sko, og i nederdele og ting, der matcher.

- Lars siger, at nu får jeg ikke flere klædeskabe, men jeg kan godt lide at gå pænt klædt. Du ser mig ikke hos købmanden i joggingtøj. Jeg ejer ikke engang et sæt. Der skal være styr på det, også dér, smiler hun ad sig selv.

I dag klædt i hvid, smal og lang nederdel, rosa strikbluse og matchende perler om hals og i ørerne.

Den pæne pige, spørger jeg.

- Nej! Det er for mig sådan en lidt usynlig, vimsende størrelse, og det synes jeg ikke, at jeg er. Jeg vil gerne nå noget og gøre en forskel, fastslår hun.

- Den pæne pige møder jeg kun hos mig selv, når borgere ringer og skælder ud over et eller andet. Så må Lars minde mig om, at der bor 188.000 mennesker i Odense, og de skal ikke kunne lide mig allesammen.

Ingen søskende

Stranden nærmer sig. Ikke et sted, man bader og svær at forcere med en barnevogn.

Barselsorloven går i stedet med at se alt for dårlige serier i tv, handle, rydde op og vænne sig til, at verden drøner forbi med radioen tændt ude på Kertemindevej, i politik og på jobbet. Jane Marie Jegind er vant til at komme dalrende hjem ved 18-19-tiden, og så snuppe noget at spise inde i byen med Lars, inden næste møde.

Pauser er ikke hende.

- Jeg er ikke typen, der slipper tøjlerne og rejser jorden rundt på må og få. Da det var moderne efter handelsskolen, rejste jeg også ud. Men jeg fik et kontorjob i et stort rengøringsfirma i Hannover, siger hun og kalder det en af milepælene i sit liv, mens hun skubber på en anden.

- Ligenu hygger vi os, og jeg kan slet ikke forestille mig at være væk fra hende. Men om et halvt år er jeg sikker på, at jeg glæder mig til at komme tilbage, siger hun.

- Det har været det sværeste ved at blive mor. At give slip på de ting, jeg sidder med og gerne vil gøre godt. Jeg har altid knoklet for at nå de resultater, jeg gerne ville. Det er aldrig kommet til mig, jeg har skullet terpe, og det sidder altid i baghovedet: Man kan lige gøre det lidt bedre.

Heldigvis er Amalie nem at have med til møder, og det er blevet til nogle stykker i byråd, IT-Forum Fyn og grundejerforeningen hér på vejen. Bemærkninger til sommerens politiske emner er også leveret til medierne fra telefonen derhjemme.

Og i øvrigt er denne ene pause sikkert sund nok, tænker hun. Flere bliver det næppe til.

Amalie skal som hende selv ikke have søskende, siger hun, da vi traver tilbage til huset for at sige farvel.

- Det er i hvert fald ikke planlagt, lyder det.

- Vi har kun lavet ét børneværelse.

Ikke for meget kaos, tak ORLOV: Jane Marie Jegind om moderskab, mobning og hangen til nederdele, bamser - og kontrol

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce