På vores vej i bussen til og fra skolen er der rig lejlighed til at nyde naturen og fundere over kulturen.

Huset, vi bor i, er langt over standard. Det er bygget af store grå sandsten uden fugning, pudsning eller maling og er i to etager på en ca. 600 kvadratmeter stor grund ned til en lille, men brusende flod.

I haven gror høje tujaer og røde bourgonvilla, her går to geder og en masse høns. Lænkehunden, som er god mod uindbudte gæster, gør meget.

Fra stueetagen kan vi høre Lucys tv sende nyheder, mens hun skramler i det udendørs køkken; et bord med en enkelt gaskogeplade under vores terrasse og en bålplads ved siden af hønsehuset.

På 1. sal, hvor vi bor, er vi heldige at have rigtigt toilet og et baderum med koldt vand og to plasticfade til bad, hårvask og tøjvask. Et simpelt køkken, hvor vi laver mad efter indkøb på det lokale marked, er en udfordring at husere i, når vi forsøger at fremtrylle lokale retter eller bare en dansk bøf.

En ostemad på rugbrød, glem det !

Forskellen på rig og fattig her er meget stor og dermed kriminaliteten, så inden vi går ud, sikrer vi huset med hængelås på alle døre. I Karantina bor ca. 5000 mennesker. Vi bor i udkanten af byen.

Vi har taget vandrestøvlerne på og smøget bukserne op, for det har regnet hele natten, og her er utroligt mudret overalt på veje og stier. På vores 15 minutters vandretur ned til markedet passerer vi få store huse, med høje mure omkring, hvor de rige bor.

De fleste mennesker her bor i små huse, bygget af sten eller træ. Vi møder mange, der også vandrer af sted til alle deres forskellige gøremål, og nogle hilser venligt på os. Vi er blevet en del af bybilledet.

Langs vejene og i haverne går køer og får og græsser mellem køkkenaffald og alt det grønne. Vi passerer små bitte udendørs boder, hvor kvinder, ofte med de mindste børn, sidder og sælger bananer eller anden høst fra egen køkkenhave.

Inden vi når centrum, kommer vi forbi de offentlige bygninger, bl.a. retsbygningen. Det er den månedlige besøgsdag i dag for pårørende til straffede indsatte. Bag tremmerne står alle fangerne, som er kørt hertil i salatfadet, og udenfor står de pårørende. Et sørgmodigt syn.

Synet af markedet kan derimod fornøje enhver. Det er så farverigt og spændende, at vi må stoppe op og bare suge til os af indtryk. Lytte til deres latter og småsnakken. Vi ser på hele paletten af farver, der omgiver os.

Saftige ananas, blanke auberginer, grønne avokado, gule majs, røde tomater, orange gulerødder - det hele er her.

Farverige er også de buttede kvinder i deres spraglede kjoler og kunstfærdigt flettede hår. Vi vågner af vores betagelse og lugter, at det ikke er film, men virkelighed. Affaldet flyder og varmen gør alle svedige.

På vores vej hjem belæsset med frugt og grønt hilser vi på et par af de bevæbnede politisoldater, der går rundt for at holde orden.

Skyerne begynder at skille, mon det er i dag, vi kan se Mount Kenya med sneen på toppen?

Det troner så majestætisk ude mod nordøst. De mange farvestrålende små fugle kvidrer saa fornøjet, og vi nikker til et par af de mænd, der henter vand i store plasticdunke ved floden. Indlagt vand er ingen selvfølge.

Vi nyder hverdagen og livet for nogle uger her i Karatina.