Restaurant Bacchus er Årets Bistro/Brasserie i Danmark. Stephane Libourel erkender, at han har satset sig selv på sine ambitioner.

Jeg tror, at hans franske næse kan sniffe sig frem til en trøffel. Han ville i hvert fald ønske, at han kunne. Den magiske sorte jordsvamp er et af hans afprøvede våben i kampen for at være helt fremme på det gastronomiske beat. Men det ville være forkert, at knytte hans succes op på den alene, for Stephane Libourel maler med mange pensler og farver, når han skaber sin restaurant, sin bistro, sit brasserie - Bacchus i Vestergade.

Han har gjort det så godt, at han efter blot et par år med eget spisested er blevet kåret som Årets Bistro/Brasserie af Den Danske Spiseguide. Allerede sidste år var han nomineret, men det blev altså i år, han løb med sejrens søde palmer og nu kan ranke ryggen lidt mere.

Ikke at han har noget problem med sin stolthed og sin målrettethed. Fra dag et med egen restaurant er han gået hårdt efter at levere sit bedste. Hans krav til personalet er høje, hans krav til sig selv og sin selvdisciplin er større. Hver morgen er det ham, der soignerer facaden ud mod Vestergade. Glas, dør og marmor skal være skinnende rent, og det starter han dagen med. Og hen mod midnat er det også ham, der lukker og slukker, når de sidste gæster tjekker ud.

- Det er "naturellement"-selvfølgelig et arbejde, men det er også min passion. Mad og vin er det, der optager mig. Det belaster familien, men de lader mig satse her, siger Stephane Libourel.

Han kunne godt drømme om et lidt mindre og mere overkommeligt spisested. Ti personer ad gangen.

- Denne type forretning kræver mig alle steder. Jeg er som en dirigent, der skal have et orkester til at spille og fungere. Forlader jeg podiet, falder musikken fra hinanden. Det er både godt men også en belastning, fortæller han.

Mad, vin, familie

- Hver dag er en stor dag. Hver dag bliver du målt og vurderet af dine gæster, og du skal ikke slække på kravene. Det er ikke gjort med smarte replikker og en masse tatoveringer. At være passioneret kok er slid og høj moral, siger han.

Lige nu er der rigtigt mange om buddet i Odense, og Stephane Libourel mener, at der er ved at være for mange bevillinger ude.

- Jeg klager ikke over økonomien. Jeg har en fornuftig forretningsplan og en kassekredit, som jeg aldrig har brugt. Men der vil være nogle, som kommer til at knække nakken. Du kan heller ikke lave forretning, hvis du sælger deals til halv pris. Det er urealistisk i det lange løb, fortæller han.

Siden åbningen for godt to år siden er der sket en stribe fysiske forbedringer i restauranten. Akustikken er på plads efter anvisning af specialister i lys. Nye kobberlamper designet af hustruen Sabine, som er ingeniør.

Farverne er hvide, grå og elegante, og på væggene er der kunst fra Gallerie Rasmus lige om hjørnet. Den franske kunstner Anne Brèrot, der ligesom Stephane er fra Lyon, har ikke kun været på væggene. Hun har også været til bords og nydt sin landsmands kreationer.

Une des plus grandes joies de ma vie est un bon repas, du bon vin, ma familie, mes amis. Sådan lyder Stephanes livssætning på fransk.

Oversat: En af de største glæder i mit liv er et godt måltid, god vin, min familie og mine venner.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist og reporter hos Jysk Fynske Medier. Fyens Stiftststidendes Odense-redaktion. Interview og reportage. Tager også en del billeder og film.