Efter at være gået ned med angst og stress har tidligere Falckredder Lars Paustian taget sit liv op til revision og er startet forfra. Han er begyndt som terapeut og vil gerne hjælpe andre, der ligesom han ikke kan mærke alarmsignalerne på stress, før det er for sent.
Højby: Kan du huske, hvordan det lyder, når et barn falder ud af sengen midt om natten?

Det stumpe "bump" af en søvnig krop, der lander på gulvet, og som oftest ikke udløser andet end et halvkvalt skrig af forskrækkelse over den uoverlagte handling.

Hos Lars Paustian og hans familie hjemme i Højby udløste det en del mere, da hans datter en nat i 2004 drattede ud af sin seng.

I stedet for at spille rollen som far, der løftede hende tilbage i dynen, blev han til Falckredderen, der gik til sagen, som om det var en krisesituation.

- Hele mit alarmsystem satte i gang. Jeg gik i panik og løb ud på gaden i underbukser, siger han.

Lars Paustian havde fået et regulært angstanfald, og at det var udløst af stress, var han ikke i tvivl om.

- Jeg vidste jo godt, det i virkeligheden ikke var mig at være Falckredder. Allerede som elev oplevede jeg at blive skræmt på jobbet, men jeg skubbede det fra mig og ville ikke lytte til det, siger han.

I stedet måtte han efter otte år i faget sygemelde sig og lægge sit liv om.

En badebold, der popper op

Hjertebanken, svimmelhed og dødsangst var nogle af de følelser, der væltede ind over Lars Paustian i ugerne efter.

- Jeg overså alle alarmsignaler, og min familie og omgangskreds opdagede det heller ikke. Man kunne ikke mærke det på mig, for jeg var altid glad, siger han.

Angsten fylder ham stadig. Den er blevet en skygge, han er nødt til at leve med resten af sit liv.

- Jeg har accepteret den, og at den betyder, at jeg har fået nedsat min erhvervsevne. Kun ved at lære at leve med angsten kan jeg komme videre i mit liv, siger han.

- Ellers kommer man til at slås med angsten som en badebold i et bassin. Uanset hvor meget man forsøger at presse den ned, bliver den ved at poppe op af vandet.

At komme til den erkendelse sker ikke med et fingerknips.

Det har taget 36-årige Lars Paustian seks år at gå fra at være redder til at blive reddet.

Undervejs har han taget en uddannelse som ergoterapeut, og han er også instruktør i mindfulness (se artiklen her ved siden af). På den måde håber han at kunne hjælpe andre, der er stressede.

- Jeg har lært, at man er nødt til at acceptere ubehagelige ting i tilværelsen for at opnå dét, man ønsker sig. Og det, jeg ønskede mig mest, var at have et godt liv med min familie, siger han.

Processen stopper ikke igen

Lars Paustian har sammen med andre behandlere åbnet Højby Sundhedscenter, mens han stadig er på sygedagpenge. Hans håb er at kunne veksle det til en fleksjob, for han ved, han ikke igen vil kunne udfylde et fuldstidsjob.

- Tidligere var jeg ikke god til at finde ud af, hvad der var godt for mig, og at mærke efter det er en proces, der ikke stopper, siger han og fortsætter:

- Man kan træne sig til at mærke efter det, men der er også nogle ting, man bare må se i øjnene. Og sådan er det med mit tidligere job, for det var ikke dét, det var galt med. Det var mig.
  • fyens.dk