22-årige Rikke Øgelund Nielsen meldte sig som frivillig følgeven efter at have set et facebookopslag. At der findes folk som hende er syriske Meriam Alhassan og hendes døtre taknemmelig for.

At alle de andre, der havde meldt sig som frivillig følgevenner, enten læste til socialrådgivere eller socialpædagoger og også havde en faglig interesse i projektet, kom bag på 22-årige Rikke Øgelund Nielsen. Hun havde bare set Red Barnets facebookopslag og tænkt, at det ikke krævede mere af hende, end hun sagtens kunne klare at give en hånd med til ved siden af studiet. Og i øvrigt læser hun selv biologi på 6. semester.

- Jeg havde ikke forstået, at projektet var helt nyt, og at jeg var den allerførste, der meldte sig som følgeven. Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det - jeg er fra Jylland, der snakker vi ikke så meget om følelser, siger hun og griner.

At tage del i socialt frivilligt arbejde er ikke nyt for Rikke Øgelund Nielsen. Hun er aktiv i Diabetesforeningen, og arbejdet her har lært hende, at en ekstra hånd kan gøre en stor forskel for andre.

Derfor er det ikke svært for hende at finde de timer, hun de seneste måneder har brugt på at følge en 11-årig pige til sport en gang om ugen. Men det er ikke sport, de taler så meget om, mens de går, siger Rikke Øgelund Nielsen:

- Det er vel lidt som at følges med en lille søster. Jeg lader hende bestemme, hvad vi skal snakke om. I december snakkede hun hele tiden om julekalenderen, men lidt efter lidt - som vi lærer hinanden bedre at kende - fortæller hun mig mere om sin familie og sine oplevelser som flygtning, og det er nogle frygtelige historier. De får mig godt nok til at føle mig priviligeret, fordi jeg er vokset op i en kernefamilie i Danmark, siger hun.

Motion og sprog i ét

Ligesom flere af de nye følgevenner, børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) og borgmester Peter Rahbæk Juel (S), er Rikke Øgelund Nielsen mødt op på Odense Rådhus for at være med til at fejre, at projekt "Plads til alle" er skudt i gang.

Det samme er en syrisk familie bestående af mor Meriam Alhassan og døtrene Bushra og Fatmiah på 16 og 11 år, der er nogle af dem, der har gavn af, at projektet eksisterer.

De to piger spiller basketball i Odense Basketball Klub i hallen ved H.C. Andersen Skolen en gang om ugen, mens deres seks-årige lillesøster Susan går til svømning i Vollsmose Svømmehal. At begge dele kan lade sig gøre, er deres mor taknemmelig over.

- Det lærer pigerne at være med i et fællesskab og at tale sproget bedre, og så bliver de motioneret, siger hun ved hjælp af en tolk. Pigerne fortæller, hvordan de inden krigen spillede basketball i skolegården i Syrien, og derfor var det heller ikke svært for dem at vælge, hvad de ville gå til, da de fik tilbudet gennem deres skole.

- Det er sjovt at spille basket, og i klubben er der andre piger end dem fra min egen skole, siger 16-årige Bushra, der går i 9. klasse på Risingskolen.

Vejen til fremtiden

Bushra Alhassan er bedst til at dække op, siger hun, men reglerne på basketballbanen er ens for hende og de øvrige spillere på holdet. Og det er lige præcis dét, sport kan, forklarer Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm:

- Fritiden er vejen til fremtiden, for det er her, man lærer alle de demokratiske spilleregler at kende. Man kan sige, at foreningsdanmark er kittet i vores samfund.

  • Michael Bager

    Af:

    Uddannet journalist fra DjH, ansat på Fyens Stiftstidende siden 1997 og senest tilknyttet Kultur- og Odense-redaktionen.