Lambretta- fanatikere med rullende værksted fra Wolverhampton bruger sommeren på at danse i totakt
ODENSE: Der skelnes skarpt mellem to slags scootere. Vespa er med sine karakteristiske røvbalder bagtil for kvinder og tøsedrenge. Lambretta, den er fladmavet som et bræt med en historie, der knytter sig til amerikanske faldskærmssoldater og næppe kan være mere macho.

Så de velvoksne briter i deres bedste alder, som varmer op til en mere end 500 miles lang dans i totakt på deres aldrende maskiner, gider ikke høre noget om, at deres scootere er for tøser og kvinder.

Krigsbarn

Lambrettaen og scooteren som sådan var et produkt af anden verdenskrig. De amerikanske faldskærmstropper havde brug for hurtig transport for to, og det blev en lille scooter-lignende ting.

Som italienerne tog op med snilde i efterkrigstiden. Hvor der var et stort behov for billig transport - gerne på to hjul uden motorcyklens "svineri" fra kæde og hjulsprøjt.

Scooteren har pladekarosseri og er skærmet nedadtil. Motoren har direkte træk på baghjulet og er uden kæde.

Ulempen er små hjul og dårlig vejkontakt.

Lambrettaen blev første gang produceret i 1947. Den blev bygget i Milano af firmaet Innocenti i en snes år. I dag er produktionen for længst stoppet, men fabrik og rettigheder er solgt til Indien, hvor der stadig bygges scootere.

Ian, Colin og James kan ved afgangen fra forpladsen ved Hotel Cabinn i Odense fremvise nogle labber, der tyder på at deres maskulinitetsteori holder. Hænderne er hårdhudede, neglene sværtede af omgang med motorer og olie, og kinder rødsprængte og vejrbidte af Wolverhampton-Karlskrona tur-retur.

Hjerteoperation

- No, no, its your fourth piston.

Bryder scooterkammeraterne ind, da Colin viser et sønderslidt stempel frem og mener, det er tredje gang, han har måttet ind i Lambrettaens hjerte og skifte den vitale, bankende stump ud.

Denne gang er cylinderen også blevet fornyet, så der er håb om, at hans 200 ccm Innocenti Lambretta kan klare de sidste miles til skibet i Esbjerg, slappe af på dækket og så plutte de sidste miles hjem til industribyen i The Midlands.

Gruppen fra Wolverhampton følges. Det giver den sikkerhed, som flere hænder og meninger udløser, når man er langt væk hjemmefra - ældre mænd på lige så gamle maskiner. 1957 var produktionsåret for en af scooterne, og hvis sådan en karl ellers er i topform, kan den let koste som en brugt mellemklassebil.

Som ingen af disse herrer og den enlige dame nu ville bytte den for. 40.000-50.000 kr. for et fint eksemplar er prisen.

Og eksemplarerne kan være nok så fine. Et motorhavari kan ligge lige på den anden side af Bolbro Bakke.

- Det tager os to timer at skille det hele ad. Få et nyt stempel monteret og samle det hele igen. Det er rekorden, efter vi har øvet en del, og altså tre gange på den her tur, fortæller scooterentusiasterne.

Hvert eneste år er de at finde på de europæiske landeveje - undervejs til eller fra det årlige Lambretta-træf.

I år var det i Sverige, nærmere bestemt i Hasslö ved Karlskrona, og der blev ikke kørt med topspeed, da Øresundsbroen blev passeret i pivende sidevind.

- Så rusker det i vores små hjul. I forvejen bryder vi os heller ikke om at køre alt for stærkt. 120 km/t kan et veltrimmet eksemplar klare, men det er ikke så forsvarligt med så små dæk.

600 maskiner fra 22 forskellige lande var samlet i Sverige. Næste år er det Spanien - så England og om tre år, ja who knows?

Men Ian, Colin og James skal nok være der. Med eller uden maskinstop undervejs. Hvor der er en vilje, er der også en vej, og veteranscooterhoveder er altså ikke sådan nogle kyllinger, der snyder med trailere. Nej, de kører selv. Hele vejen.

- Det er sjovest. Det er her, man oplever sammenholdet, siger de og svipper støttebenet op og drager vestpå.
  • Fyens Stiftstidende