• 49-årige Michael Viljevac har de seneste fem år boet på et bosted, som ikke har haft de fornødne ressourcer til at hjælpe ham. Det gør hans 79-årige far dybt bekymret.
  • For hvor Michael førhen dansede og spillede teater, oplever faderen i dag, at Michael sidder sunket hen som en levende død. Han frygter, at Michael ender med at tage sit eget liv.

49-årige Michael Viljevac står midt på fortovet på Allégade i Odense og stirrer op i himlen med et fortvivlet blik.

Bilerne suser forbi i begge retninger, og cyklister drøner af sted i et rasende tempo.

Men Michael står der bare. Midt på fortovet og vipper lidt på tæerne, mens hans øjne er fæstnet på et udefinerbart punkt i den blå himmel.

Sådan står han i flere minutter uden at rykke sig.

Han kigger fortvivlet op i himlen og mumler, mens bilerne suser forbi.

DVD-filmen flimrer en smule i den næsten nøgne stue hos Michaels 79-årige far, Antun Viljevac. Siden 1990’erne har han filmet sin voksne, hjerneskadede søn med videokamera. Han har filmet ferier på knallert, Michaels amatørteater og dans.

Men i løbet af de sidste fem år, har han mest af alt filmet sin søns forfald.

- Før han kom til bostedet Dania, var han aldrig sådan, siger Antun Viljevac fortvivlet.

Han læner sig frem i sofaen og trykker hårdt på fjernbetjeningen for at spole. Han sukker dybt og tager sig til hovedet.

- Aldrig. Det er bare gået ned ad bakke, fortsætter han, mens billederne på det lille fjernsyn suser forbi i dobbelt hastighed.

Foto: Birgitte Carol Heiberg

Michael Viljevac har en medfødt hjerneskade, der har udfordret ham fra livets tidligste år. Han har senere fået en skizofrenidiagnose, og efter 19 år på et andet botilbud, flyttede Michael i 2013 ind på den selvejende institution Dania i Odense, som er et botilbud for mennesker med svære sindslidelser.

Det skete, til trods for at en af Michaels tidligere ledere i 2010 skrev en mail til en sagsbehandler hos Odense Kommune. Lederen havde kendt Michael i 17 år og udtrykte stor bekymring for, at Michael igen skulle placeres blandt andre med skizofreni:

- Han har boet på Tbg. (Tornbjerggård, red) i mange år. Alligevel synes vi ikke, at han er bedst placeret blandt voksne skizofrene, skrev lederen.

Alligevel flyttede Michael Viljevac i 2013 ind på Dania. Og allerede efter to år, gav ledelsen på bostedet udtryk for, at de ikke havde ressourcerne til at hjælpe Michael ordentligt.

I 2016 vurderede en neurolog desuden, at Michaels dalende evner mest af alt skyldtes manglende støtte, og i løbet af de seneste fem år er han sunket mere og mere hen. Han har dårlig kontakt med de andre beboere på Dania, og de fleste vågne timer går med at ryge cigaretter, drikke kaffe og stirre op i loftet.

- Det er kommet, efter han er flyttet til Dania. Han er alt for meget for sig selv. Han kan ikke andet end at gå ind i en anden verden. Hvis de stemmer, han hører, siger, han skal begå selvmord, så gør han det. Den isolation fra andre skal stoppes hurtigst muligt, siger Antun Viljevac fortvivlet.

Foto: Birgitte Carol Heiberg

Måtte selv pendle

Da Michael Viljevac kom til verden i 1968, fik han ikke ilt nok. Det resulterede i, at han blev hjerneskadet og gennem hele livet har haft brug for meget støtte og pleje.

Det har også betydet, at Antun Viljevac har måttet bruge en stor del at sin tid på at hjælpe sin søn. Og selv om Antun har gode minder med Michael, er det, der overskygger alt, de utallige gange, hvor han har oplevet, at Michael er blevet svigtet af kommunen og psykiatrien.

En af de perioder, der skærer dybest i Antun Viljevacs hukommelse, er fra en tid, hvor Michael var tilknyttet et aktivitetshus i Middelfart. Her var han fra 1991 til 1994, og selv om flere fagpersoner vurderede, at Michaels funktionsniveau var lig et barn på 10 år, og at det ikke var forsvarligt at sende ham afsted alene, når han havde det dårligt, skulle Michael selv pendle fra Odense.

Han fik ingen ledsager fra kommunen.

- Jeg var på arbejdsmarkedet, så jeg kunne ikke følge ham. Jeg havde ikke et valg. Kommunen skulle give ham en ledsager, men det gjorde de ikke, husker Antun Viljevac.

Som Antun havde frygtet, gik der ikke lang tid, før rejserne til Middelfart gav enorme problemer. Politiet fra Aarhus ringede til Antun og fortalte, at han skulle komme og hente Michael. Han var faldet i søvn i toget og var kørt for langt.

- Heldigvis havde jeg lavet et brev, han skulle have i lommen, om at han var psykisk syg, og folk skulle kontakte politiet, hvis de fandt ham, husker Antun Viljevac.

Det var kun starten på et utal af tilfælde, hvor Antun Viljevac måtte smide, hvad han havde i hænderne, for at hente sin søn, når han var kørt for langt.

- Jeg havde ikke bil eller noget. Og jeg havde også en datter at tage mig af. Men jeg måtte hente ham rundt omkring. Aarhus og alle stationerne ind mod København. Politiet ringede alle steder fra. Tænk at sende en handicappet, hjerneskadet person til Middelfart hver dag uden en ledsager, fortæller Antun Viljevac.

Antun Viljevac er dybt bekymret for kommunens behandling af sin 49-årig, hjerneskadede søn Michael. I de sidste fem år har Michael boet på et bosted, og i den tid er hans funktionsniveau dalet voldsomt
Foto:  Birgitte Carol Heiberg
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Afvist utallige gange

Rejserne til Middelfart og de ufrivillige afstikkere til Jylland og Sjælland tog hårdt på Michael, som fik det gradvist værre.

- Det var rent helvede. Michael fik det dårligere, dårligere og dårligere. Han gik i panik, og så begyndte den ene indlæggelse efter den anden, husker Antun Viljevac.

I løbet af den tid, Michael Viljevac var i Middelfart, var han indlagt på psykiatrisk afdeling 13 gange.

- Men det er mindst lige så mange gange, som vi blev afvist, fortæller Antun Viljevac.

For når Michael fik det skidt, tog Antun Viljevac ham til psykiatrisk skadestue. Men de ville ikke modtage Michael, og de sagde, at lægen skulle give ham en henvisning, husker Antun.

Fordi Michael var aggressiv, havde Antun ikke mulighed for at opsøge lægen.

- Så i stedet ringede jeg til politiet. Hver gang politiet kom, modtog de ham. Hvorfor skulle man gå den vej? Det er forfærdeligt. Du kan ikke vente til næste dag, når man er aggressiv. Det skal gå stærkt. Det var forfærdeligt, fortæller han.

I 1994 fik Michael Viljevac en plads på botilbuddet Tornbjerggård i Odense. Her boede han indtil 2013. I den tid begyndte Antun Viljevac at aktivere Michael. Han fandt en plads til Michael på en daghøjskole i Odense, hvor Michael spillede teater, dansede og arbejdede i grupper. Og det hjalp gevaldigt.

Aktiviteter hjalp

For selv om Michael Viljevac altid har været stærkt udfordret af sin hjerneskade og sin sindslidelse, viser Michaels sagsakter, at han dengang var i stand til og havde gavn af at indgå i grupper, spille teater, danse og synge. Han kørte desuden på knallert og rejste med sin far hver sommer.

- Der var ingen problemer. Man kunne ikke kende ham, siger Antun Viljevac, før han trykker hårdt på fjernbetjeningen, så billedet på det lille TV stopper.

- De kan se på filmene, hvordan han før var glad og dansede med de andre. Han lavede også en krimifilm om den forsvundne sanglærke, siger han stolt og starter filmen:

Michael skubber kontorstolen bagud og rejser sig bestemt op.

Han har trukket en pistol.

- Nå, det er gangsterkongen, siger han og peger på vidnet i den varme stol.

- Så skal jeg nok ordne det, fortsætter han tilfreds.

Det påmalede overskæg vipper, når han siger sine replikker.

Særforanstaltningen Lindegården

Antun Viljevac griner.

- Michael spillede politibetjent. Hovedrollen, siger han og peger på skærmen, før han igen bliver stille. For efter Michael Viljevac flyttede ind på Dania, er alle aktiviteterne stoppet.

- Nu skal du se zombie-Michael. Sådan var han aldrig, før han flyttede ind på Dania, siger Antun Viljevac, skifter film på DVD-menuen og gentager sig selv.

- Zombie-Michael.

I fjernsynets højre hjørne flimrer nu en dato.

4-8-2017 står der.

Michael sidder i den samme stofbeklædte sofa, som Antun viser film fra nu. Fjernsynet kører, men Michael kigger ikke på skærmen. Han stirrer i stedet op i loftet. Hans ansigtsudtryk er fortvivlet, og af og til flakker hans blik hen mod Antuns videokamera.

Han sukker dybt og kigger igen op i loftet.

- Sådan gør han hele dagen, siger Antun Viljevac og peger. Først på skærmen, så op i loftet.

- Han sidder bare og kigger. Nogle gange stiller han sig op i underbukser og kigger ud af vinduet. Folk går forbi og griner af ham. Det er forfærdeligt, siger han.

Da bostedet Dania ikke har mulighed for at hjælpe Michael Viljevac på den måde, han har brug for, undersøger Odense Kommune derfor, om han kan flyttes et andet sted hen.

Deres bedste bud er lige nu særforanstaltningen Lindegården, hvor der bor sindslidende, udadreagerende og stærkt psykisk handicappede mennesker, og hvor beboerne spiser hver for sig for at undgå konflikter.

Og det gør Antun Viljevac, der snart er tappet for kræfter, alvorligt bekymret:

- Nu vil de fejlplacere ham igen, siger han og sukker.

- Isolation slår ihjel. Nu siger jeg stop. Jeg er meget bekymret for, at det ender med, han begår selvmord, fortsætter han.

Vil ikke sælge knallert

Antun Viljevac ryster på hovedet og læner sig frem i sofaen.

- Hver sommer tog vi på ferie. I Kroatien og hele Danmark, siger han og peger på fjernsynet.

- Åh, jeg savner det.

Han starter en ny film:

Michael sidder ved et havebord og synger.

Har han lært sig en fødselsdagssang på sin fars modersmål, kroatisk.

Michael kigger stolt på sin farmor, der fylder år, og smiler.

Hele familien synger med.

Antun Viljevac trykker på fjernbetjeningen, så billedet går i sort.

Han sukker og peger ud af vinduet i den lille lejlighed.

- Jeg har stadig Michaels knallert stående, siger han.

- Jeg vil ikke sælge den, for jeg håber, vi en dag kan komme på ferie sammen igen.

Bostedet Dania har ikke ønsket at kommentere sagen, da de ikke kommenterer personsager.

Mere om emnet

Se alle
Kommunen: - Vi kunne aldrig finde på at tvinge en borger hjem

Kommunen: - Vi kunne aldrig finde på at tvinge en borger hjem

1
Hjerneskadede Michael blev flyttet hjem til sin 79-årige far

Hjerneskadede Michael blev flyttet hjem til sin 79-årige far

2
Kommunen om Michaels sag: - Vi mener ikke, vi er en stopklods

Kommunen om Michaels sag: - Vi mener ikke, vi er en stopklods