Det gamle industripalæ måtte vige for fremskridtet

BILLEDTEKSTER:Diskussionen om Industripalæet fyldte godt i Fyens Stiftstidende. Der var dem, der mente, at det ville pynte på midtbyen at få palæet revet ned, fordi det ikke havde nogen arkitektonisk værdi. Og så var der tilhængerne - og dem var der flest af i læserbrevene - som mente, at byen i forvejen var hærget af skamferende ødelæggelser i forbindelse med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade. Døm selv ud fra før og nu fotografierne. Billedet her er taget engang i 1930'erne af Fritz Peter Weigel, kriminaloverbetjent og vagtmester ved Odense Politi - og ivrig fotograf. (Foto: Odense Stadsarkiv)

Det gamle industripalæ måtte vige for fremskridtet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mange odenseanere husker stadig Odenses eget bz-drama, hvor aktivister kæmpede for bevarelsen af Industripalæet, da det omkring 1980 kom frem, at huset skulle rives ned.

Beslutningen stod ikke til at rokke, og så fik Odense en bz-bevægelse. Den var ikke stor, men den var der. Og det lykkedes aktivisterne at besætte Industripalæet, hvilket heller ikke så svært. Palæet stod nemlig tomt og var ulåst! Men den indædte modstand til trods blev det gamle hus revet ned i 1983.

De billeder, der oftest går igen, er dog dem fra forsiden ud mod Albani Torv, hvor bygningen blev klædt i bannere med slagord som "Folkehus nu og her" og "Bevar Industripalæet". Sjældnere ser man, hvor smuk bygningen også var fra bagsiden ud mod Eventyrhaven og åen. Dér hvor Danske Bank netop nu er ved at lægge sidste hånd på sit omdiskuterede ny finanscenter med mørke glasfacader.

Industripalæet var, som navnet siger, industriens hus. Opført i 1890-1891 som tilholdssted for medlemmerne af Foreningen af 1889 for Haandværk og Industri i Odense.

Det blev i sandhed en monumental bygning. 23 meter bred, tre etager høj med balustrader, joniske søjler og mange ornamenter. Hele 3.500 kvadratmeter var den - blandt andet med en festsal på 350 kvadratmeter.

Byggeriet af det prægtige palæ blev dog meget dyrere end planlagt, og økonomien var derfor presset fra begyndelsen. Alligevel overlevede huset i mange år, men efter besættelsen begyndte Industripalæet at forfalde. Ikke mindst på grund af udgangsforbuddet samt konkurrence fra andre dansesteder.

9. januar 1980 måtte formanden for foreningens bestyrelse, malermester Hans Melby Jørgensen, derfor fortælle til Fyens Stiftstidende, at det var umuligt at vedligeholde bygningen, så man måtte sælge. Selv hvis man kunne skaffe to-tre millioner til renovering, ville foreningen ikke engang kunne forrente lånet.

Det gamle palæ blev derfor solgt til Kreditforeningen Danmark for 3,5 millioner. Ret hurtigt stod det klart, at bygningen var for utidssvarende at drive forretning i, og i marts 1980 udskrev kreditforeningen en arkitektkonkurrence, hvor man opererede med både nybyggeri og renovering. Det satte gang i en sand læserbrevsstorm, hvor for og imod nedrivning blev luftet flittigt. Dog med overvægt af modstandere mod nedrivning.

(Kilde: "BZ'ernes kamp for borgerskabets højborg. Om Industripalæets sidste dage", af Jesper Kirkebæk Pedersen i Odensebogen 2012)

Det gamle industripalæ måtte vige for fremskridtet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce