Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bror Binicki i baggården


Bror Binicki i baggården

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BYLIV: Nygift forretningsmand med hippie-baggrund og ekstrajob som gademedarbejder
ODENSE: Andreas Binicki kaster sig tilbage i stolen og graver vant efter et læs kaffegrus fra bøtten på bordet.

- Bare tag, smiler han og skubber også til en pose vindruer.

Vi er gået en anden vej gennem byen. Som sommeren indbyder til.

Ad Nørregade og lidt bag om det hele. Hvor gode historier og gode handeler hænder at vokse mellem brostenene.

Her hos Binicki Kunstnerartikler i nummer 39 kan man købe fine pensler, lærreder og rådgivning udi tegne- og malekunsten.

Og så er der historien:

Tomme Nescafé-glas står skulder ved skulder på en hylde i butikkens kaffekrog. Som man gør i Binickis liv, finder vi ud af, da vi også har grebet et krus og et øjeblik.

Tilbage til kollektivet

Han er barn af hippiekollektivet ved Hesbjerg Slot, og der var en tid, hvor han troede, at han kunne hoppe ned fra den hylde og skabe sig et liv som grum kapitalist med parcelhus, begynder baggårdskatten sin beretning.

Men det blev ved egen forretning.

Nu bor han selv i kollektiv.

Og drengene fra barndommen hænger ud og bæller kaffe hér i baggårdsbiksen stort set hver dag.

Et par af dem har lydstudie ovenpå, en anden er bagersøn hos den økologiske lige rundt om hjørnet, en tredje er baron-søn i Tyskland. Og de vil altid være der.

30-årige Andreas kalder dem sine brødre.

- Vi er syv Hesbjerg-drenge, som er vokset op sammen i det, vi kalder første generation. Der var mange negative skriverier om kollektivet dengang, men selv kan jeg ikke forestille mig en bedre barndom, fortæller han.

- Vi levede kummerligt i fugtige skurvogne med langt til fællestoiletterne og gik i skole med beskidt tøj og bare tæer.

- Men vi havde masser af natur at boltre os i, der var altid voksne hjemme. Og alle var supersunde af den økologiske mad. Lærerne var i øvrigt vilde med os, fordi vi var så uspolerede, husker han.

Så mildt så skolekammeraterne dog ikke på hippie-ungerne, der blev mobbet en del.

- Vores forældre sagde, at vi bare skulle sige til dem, at vi ikke kunne lide det. Men i skolen går ideologien om at sige "vær nu sød" bare ikke. Så fandt vi ud af, at vi kunne tæve dem, hvis vi gik sammen om det. Kan du huske det, ler Andreas Binicki til Daniel Bagersøn, som lige er væltet forbi krogen i biksen i gården for at "få et spark i røven".

Blåjakke

Han er en af de små "brødre" fra kollektivet.

Og Binicki er god til unge knægte.

Stort set resten af sit liv bruger han på at hjælpe de unge og utilpassede i Ungdomshuset eller på gaden, som "blåjakke" (gademedarbejder, red.) for kommunen.

- De fleste børn er dejlige, de skal bare guides lidt. Jeg er god til at snakke med dem, tage pis på dem og være storebror-agtig, siger han om det job, som hans mor altid sagt, han burde have.

- Jeg har opponeret hårdt mod deres hippieideologier, men de ligger jo på bunden. De fleste mennesker når vel til en alder, hvor de erkender, at de ligner deres forældre, funderer Andreas Binicki, mens det svinder i kaffebønner og vindruer.

- Men vi har da købt vaskemaskine i vores kollektiv. Det var helt utænkeligt dengang, ler han.

Fantaster

Det var konen, som lokkede ham tilbage i den form for fællesskab.

Nygift meddelte hun pludselig en dag, at hun havde sagt ja til at flytte ind på et par venners nyindkøbte gård i Fraugde-Kærby. Ellers var det måske ikke blevet til noget.

- Jeg har fået en evne til at omgås andre mennesker og se det positive i dem. Men der er også mennesker, hvor det er stik modsat, og som jeg på forhånd er træt af. Jeg har set for mange fantaster og er ikke så god til at hoppe på spontane tanker, erkender Andreas Binicki.

Og grunder så lidt, mens han ser sig om i sin lille specialbutik, hvor han i hvert fald ikke slipper for småtossede kunstnere - og som han endnu ikke kan leve af.

- Måske er jeg i virkeligheden også selv en fantast, konstaterer han med et smil.

Han er uddannet i en specialforretning i København og har arbejdet som driftsleder på en farvefabrik. I Odense begyndte han sit salg af kunstnerartikler på en mere synlig placering ude på Nørregade, men flyttede så hertil. Ikke mindst fordi nogle af brødrene holdt til hér i baghuset.

- Desuden er det en forretning, der lever af at "blive opdaget", mener han.

Måske en sommerdag på en løs rute gennem byen.

Bror Binicki i baggården

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.