Biskop: Kirken er meget mere end søndag

Vi skal ikke kimse af vanekristendom. Det er ikke ?bare? en tradition. Det er en god og vigtig tradition, siger Tine Lindhardt. Foto: Ard Jongsma.

Biskop: Kirken er meget mere end søndag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tro det eller ej: Kirken er et af byens mest aktive kulturtilbud. Vi har mødt biskop Tine Lindhardt, der blandt andet taler for vide rammer for brug af kirken og for menneskets behov for at møde det, der er større end en selv.

61 procent af os bliver døbt her. 76 procent er medlem. 82 procent bliver begravet her. Vi er alle velkommen her.

Folkekirken er uanset religiøs overbevisning en af de mest konstante institutioner, vi har. Konstant debatteret, konstant i sit budskab og konstant i brug. Især i julen, hvor flere af os end normalt tager til en eller flere gudstjenester. Det betyder dog ikke, at kirkens rolle er ændret i julen, siger biskop i Fyns Stift Tine Lindhardt:

- Men det bliver måske mere tydeligt, at kirken er der, at kirken har mange udtryk, og at kirken er et mødested. Kirken er et mødested kirkeligt forkyndelsesmæssigt, hvor man mødes af det, der er større end en selv. Men den er også et mødested menneskeligt, og det har den altid været. Man mødes og er sammen. Den er et mødested diakonalt med den kirkelige omsorg, og den er et mødested kulturelt med musik, fortællinger, børn, voksne og unge.

Tine Lindhardt
Biskop for Fyns Stift siden 2012Født 16 november 1957 i Nørresundby

Student fra Viborg Katedralskole. Cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1984

2003-2010 sognepræst ved Fredens Sogn i Odense.

En god vane

Rollen som mødested er især udtalt ved de store højtider, hvor kirken oplever et stigende besøgstal. For mange er det tradition at gå i kirke juleaften. Og selv om tradition er udgangspunktet for, at man kommer der, mere end det er en bevidst søgen efter det kristne budskab, er det ikke et problem, mener Tine Lindhardt.

- At gøre kirke og gud til en vanesag er godt. For det er en god vane. Når jeg står op om morgenen, så finder hænderne næsten af sig selv tingene til morgenmaden, det er en vane. Den gode vane giver mig noget, jeg kan leve af resten af dagen, og det er det, gode vaner gør. Det er ting, vi gør uden at tænke så meget over det. Så vil nogen sige, at det er fordi, det ikke betyder så meget. Jo, det betyder rigtig meget, fordi det giver os rigtig meget. Morgenmaden, at sige godmorgen til kollegerne, at kysse sin kone godnat, det er alt sammen gode vaner, og på den måde synes jeg ikke, vi skal kimse af vanekristendom. Det er ikke "bare" en tradition. Det er en god og vigtig tradition, siger hun.

Og det er en tradition, som mange af os har taget til os. En undersøgelse fra Syddansk Universitet, der ganske vist har en håndfuld år på bagen, viser, at omkring en tredjedel af danskerne kommer i kirken ved særlige højtider - som eksempelvis juleaften. Taler vi hele året, så har Fyns Stift ifølge en nylig undersøgelse 850.000 deltagere på et år - alene til gudstjenester og de kirkelige handlinger.

Så Tine Lindhardt tager det med sindsro, når målinger viser, at danskerne har mistet troen, eller at landets kirker står tomme.

- Jeg tror, at vi danskere er et blufærdigt folkefærd. Så hvis du går ud og spørger; tror du på Gud? Så tror jeg, at mange svarer nej, fordi de måske ikke lige kan gøre rede for, hvad de mener om det. Vi er lidt tilbageholdende med den slags, så jeg tror, at der er flere der tror, end vi tror, siger hun og fortsætter:

- Der var en gang en sygehuspræst, der sagde til mig, at hvis hver eneste bøn er bare et lille, bitte lys, så ville Rigshospitalet stå som en lysglobe. Vi ved godt, at hvis noget stort overvælder en, så ligger det i os; så folder vi hænderne.

Fyns Stift
Folkekirken er opdelt i 10 stifter i Danmark og et i Grønland, mens folkekirken på Færøerne var et stift, indtil det i 2008 blev selvstændigt.Geografisk består Fyens Stift af Fyn med de omkringliggende øer, og det tæller knap 500.000 indbyggere hvoraf knap 400.000 er medlemmer af folkekirken.

Fyens Stift dækker over 234 sogne med 251 kirker, 171 menighedsråd og omkring 192 præster, hvoraf 11 er provster.

I hvert stift er biskoppen den øverste myndighed i kirkelige sager. I Fyens Stift er Tine Lindhardt biskop, og hun blev valgt i 2012, da hun slog valgets anden kandidat, Peter Lind. Biskoppens opgaver består blandt andet af at føre tilsyn med forretningsgangen i menighedsråd og provstiudvalg. Biskoppen er også klageinstans i sager om medlemskab af folkekirken og om kirkers brug.

Lyset er altid stærkest

Og uanset hvordan du bærer troen, eller om du bærer den overhovedet, så er kirkerummet også for dig. Kirken er et af de steder, hvor der ikke tjekkes medlemskab ved indgangen, og hvor der kun ved særlige koncerter tages entré.

- På den måde har kirken en funktion i lokalsamfundet, at vi er et af de steder, hvor vi ikke tjekker dit medlemskab. Sådan har kirken altid været, der har altid været den der åbenhed. Man ser det enkelte menneske, og det er det første, man ser. Det menneske, der har brug for at komme i kirken, kommer i kirken, siger Tine Lindhardt.

Behovet kan opstå i os alle, og deri ligger en stor del af kirkens eksistensberettigelse, forklarer biskoppen.

- Kirkens rolle i dag er det, den altid har været. Det er et mødested med vægt på at, at det også er et forkyndelsessted. Det er der, vi får sagt det, vi ikke kan sige os selv. Og hvad er det så? Det er kærlighed og tilgivelse af guddommelige dimensioner. Vi kan godt sige til os selv; "jeg elsker mig", men det er sjovere, hvis det er en anden, der siger det. På samme måde kan man også klappe sig selv på skulderen og sige; "jeg tilgiver mig". Det kan man godt, når det er nede i det små, men hvis man kommer til at forbryde sig mod en anden, eller gøre noget af en mere alvorlig karakter, så hjælper det ikke det store, at man siger, at man tilgiver sig selv. Så skal der et ord til fra en anden, der siger; jeg tilgiver dig. Og så kan man komme i den situation, at der ikke er nogen, der siger; jeg elsker dig. Eller nogen, der tilgiver én. Og der siger kirken, at der altid er mere at sige, end du selv kan sige, og det andre siger om dig, siger Tine Lindhardt og slår fast:

- Vi har mørke og lys i verden, men lyset er altid stærkest. Vi har had og kærlighed, men kærligheden er altid stærkest. Der er tilgivelse og hævn, men tilgivelsen er altid stærkest. Det kan man ikke altid sige sig selv, det skal man have sagt.

Vide rammer

Men kirken er også et mødested kulturelt, og kirkerummet skal ikke nødvendigvis kun bruge til kirkelige handlinger, hvis det står i Tine Lindhardt, der dermed tager stilling i en debat, der er lige så konstant som kirkens evne til at tilgive. Hun understreger dog, at det er en beslutning, der skal tages lokalt i det enkelte menighedsråd.

- For mig kan der godt være et vidt rum for, hvad man kan bruge kirken til. Man kan også gøre det bredere end man gør det i øjeblikket. Og jeg opfordrer meget til, at man kigger på, hvordan det kan anvendes. Min grænse går ved, at der ikke må ske noget i kirkerummet, som gør, at man ikke kan komme der med sine døde, sine nyfødte, blive gift og blive konfirmeret der. Vi har brug for at have det her rum, hvor der er meget højt til loftet og vidt ud til siden. Og det rum, som har en helt særlig karakter af den der højtidelighed, og hvis det, der foregår i det rum, direkte taler imod det, så kan det jo ikke være derinde, siger hun og fortsætter:

- I første omgang er det menighedsrådene og præsternes ansvar at sørge for den balance. Og det vil være meget forskelligt for de enkelte områder. Der kan være et sted, hvor man synes, at her kan kirken godt bruges til for eksempelvis fællesspisning, for vi har ikke noget sognehus, så vi bruger kirkerummet, hvor andre synes, at det kan man ikke bruge kirkerummet til. Også musikalsk. Kirken er altid blevet brugt til de store oratorier og den slags, fordi det er en form for kirkelig musik, som har været derinde. Men kirken bruges også til nyere musik, og der hører man nogle steder, at det bliver for vildt, mens man andre steder er af den holdning, at selvfølgelig kan kirken også bruges til det. Men det er den lokale beslutning.

At tilpasse er ikke at lefle

Til gengæld ligger det temmelig fast, at kirken har været og stadig er nødt til at tale ind i tiden for at sikre, at folk kirken stadig opleves vedkommende - kirkeligt eller kulturelt. Blandt andet derfor bliver kirkerummet i stigende grad brugt til eksempelvis koncerter, foredrag og fortællinger. Og gudstjenester er ikke noget, der kun foregår om søndagen. Helt bevidst.

- Vi fornyer os hele tiden. Vi har gudstjenester på forskellige tidspunkter, og vi har længe set på, at der ikke kom så mange om søndagen, som der gjorde tidligere. Så kunne man godt tænke, at det er fordi, folk ikke vil kirken længere. Men det tror jeg ikke. Jeg tror simpelthen at søndagen har ændret karakter, det er i høj grad blevet familiens dag. Og derfor begyndte man for mange år siden at arbejde med at lave andre typer af gudstjenester, og de bliver brugt meget. Så på den måde fornyer kirken sig og passe sig til. Og hver gang man siger "tilpasse", så kan man hurtigt blive beskyldt for at lefle. Men det har intet med det at gøre. Budskabet er jo altid det samme, men tidspunkt og form kan være anderledes, siger Tine Lindhardt og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

- Man taler tit om, at der ude i de små samfund "kun er kirken tilbage". "Kun" kirken, jeg vil sige, der er netop kirken tilbage. Kirken har jo den der funktion, at alle er velkommen, kirken er jo også en del af samfundet. Den er jo med til at bære kulturen. Foredrag, musik, sammenkomster, spisninger. Den går ind i det lokale, der er på stedet. Derfor synes jeg, at det er så utroligt vigtigt med kirken i lokalsamfundet. Kirken er søndag - men den er meget mere end søndag.

Biskop: Kirken er meget mere end søndag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.