86-årige Kristian List er et naturtalent, når det handler om at fortælle livshistorier. Som uddannet journalist og ansat på avisen Fyns Socialdemokrat i en menneskealder har historiefortælling været hans levebrød. En glødende interesse for samfundsforhold og historie fik han ind med modermælken i barndomshjemmet på Sydfyn, hvor han voksede op under krigen.

Fynske Kristian List på 86 år er pensioneret journalist og redaktionschef. Han bobler over med gode historier fra et langt liv med pressearbejde i Danmark og resten af verden.

Historierne vælter ud af alle knaphuller på ham, når han får serveret et emne, og fortællelysten gløder i øjnene, mens armene gestikulerer vildt i luften.

Det er ikke kedeligt at høre Kristians Lists historier, og han har været så venlig at dele ud af et par stykker til ære for Stiftstidendes læsere.

Kristian List

Født i Lunde på Sydfyn i 1931.Udlært kontorist på Stenstrup Teglværkkontor.

Elev på A-pressen i Svendborg efter aftjent værnepligt.

Ansat på Sjællandsposten i tre år fra 1958.

Gift med Else List i 1955.

Har to børn.

Journalist, redaktionssekretær og redaktionschef på Fyns Socialdemokrat senere Aktuelt fra 1961 og frem til pensionen.

Et af hans yndlingsemner er hans sydfynske barndom under anden verdenskrig.

Som for eksempel den dag Danmark blev besat:

- Jeg har mange minder fra krigen. Jeg er født i 1931 og begyndte i den lille landsbyskole i Lunde i 1939. Jeg gik i anden klasse, da min sidekammerat og jeg cyklede i skole 9. april om morgenen. Jeg kan lige nøjagtig udpege, hvor de tyske maskiner kom flyvende hen over trætoppene. I øvrigt ud for den gård, der hed Grønnegården i DR's serie Arvingerne. Langkildegård, hedder den.

- Da vi kom i skolen, da var både første- og andenlæren altrerede og stod og talte sammen. Efter en kort konference fik vi at vide, at skolegangen var aflyst den dag. Jeg var i den situation, at vi gik kun i skole hveranden dag, for de ældre klasser skulle jo have skolen dagen efter.

- Vi kørte hjem og snakkede om, at nu var vi besat, og hvad mon det betød. Da jeg kom hjem, stod min mor med noget mørkt stof, som hun målte op til stue-gardin. Da var der beordret mørklægning allerede fra samme aften. Vi boede meget langt ude bag skove, bakker og mose for enden af en blind vej, som de kaldte Pavegyden.

Spærreballoner og flyvende fæstninger

Historierne bringer til tider Kristian List helt ud på kanten af stolen, og pludselig springer han op og farer over efter et billede eller en bog i seniorlejligheden på Pjentedamsgade.

Midt i en historie henter han et luftfoto af barndomshjemmet og peger på det lille kvistvindue i huset.

- Vi boede på en lille husmands-ejendom. Min bror, der var fem år ældre end mig, og jeg havde værelse oppe på loftet. Fra vores loftsvindue kunne vi se bombardementerne af Kiel, Flensborg, Raastock, Lübeck og alle de nordtyske byer. Der skete det, når vi var kommet i seng ved ni halv ti-tiden, så var vi dårlig faldet i søvn, før vi vågnede ved en brummen af for eksempel 850 flyvende fæstninger, amerikanske B- et-eller-andet, der var på vej til at bombardere hele Nordtyskland. Så stod vi op på en stol og kiggede ud af tagvinduet, og så så vi lyskasserne dernede fra feje hen over aftenhimlen for at fange de angribende fly. Og så begyndte bomberne at falde. Bom, bom, bom, siger Kristian List, der gerne krydrer sin historie med lyde og fakter.

- Vi oplevede også, at om morgenen, når vi kom ud, lå der nogle gange staniol-strimler på markerne. Det var noget, man havde smidt ud for at forvirre de meget primitive forsøg på en radar, man havde dengang, fortæller han, mens nye minder vælter ind over ham.

- Jeg kan huske en aften i februar, jeg kom hjem fra en legekammerat klokken halv syv, og det var buldrende mørkt. Jeg hørte en underlige susende lyd - så blev himlen oplyst af et nærmest halogen-lygtefarvet - helt blåvidt lys. Et øjeblik efter lugtede det mærkeligt. Det var spærreballoner, som man havde sat op omkring de tyske byer i en bestemt højde, så flyverne ikke kunne dykke lavt over byerne. Ballonerne kunne rive sig løs og drive nordpå. Den der lyd, jeg kunne høre, var spærreballonens stålwirer, der slæbte langs jorden. Nogle gange hang de også fast i et levende hegn. Om morgenen kunne vi se på marken, hvordan stålwiren havde slæbt hen ad jorden.

Et våbenlager i det gamle fodermesterhus

Kristian List ved godt, at han taler meget og hurtigt, og han associerer frit fra det ene minde til det næste. Kaffen står urørt i koppen på stuebordet, mens han fortsætter:

- Min barndom under krigen var præget af lyden af Sct. Jørgensmarchen i radioen: "Bom...bom...bombom - London kalder Danmark". Det var Johannes G. Sørensen, så bagefter kom Christmas Møller med nogle historier, og så sluttede udsendelsen med særmeldinger. Hilsner som jo egentlig var koder for, hvor de natlige våbennedkastninger skulle komme.

- Våbennedkastninger var der blandt andet i nærheden af, hvor jeg boede på Brændeskovgaard. De havde nogle meget øde marker der og et forladt fodermesterhus, hvor mig og nogle andre drenge legede meget.

- Vi sad der faktisk en eftermiddag oppe på loftet i det der forladte fodermesterhus. Et gammelt bindingsværkshus, hvor det blæste ind og hylede og fløjtede. Der havde ikke boet nogen i 10 år, men det var ikke brækket ned. Og så da vi skulle rejse os op - vi sad på sådan et knippel strå, man kunne tække huse med, så sagde min kammerat: Hvad er det her? Frem af stråene trak han tre maskingevær-projektiler.

Kristian List holder en sjælden kunstpause.

- Der havde været opbevaret våben og ammunition der, men da vi gik hjem og fortalte vores forældre om det, sagde de, at det skulle vi slet ikke tale om.

Tobak-topskud i mødding

Et helt kapitel for sig er historierne om, hvad man spiste og forsynede sig med under krigen, fortæller Kristian List:

- Når man havde sådan en landejendom, så kogte man sukkerroer i grukedlen, som blev brugt, når man skulle bage og søde tingene. Og man fik stuvet kålrabi. Vi på landet var slet ikke i nogen vanskelig situation, som andre steder. Vi havde ænder, høns, gæs, grise og køer. Vi savnede hverken mælk, æg, flæskesteg eller kyllinger - der var ingen problem med det. Men vi skulle lære at lave alle de der ting uden brug af det stærkt rationerede sukker, kaffe og the. Vi drak the af solbærblade, og nogle røg også de blade der.

- Men vi kom i gang med at dyrke tobak, som der var afleveringspligt på. Men det var der ikke på topskuddene, så her havde vi staldørssalg - folk stod uden for døren og græd: "Kan vi ikke bare få to blade."

- Men det smagte jo ad helvede til. For det var ikke ordentligt udviklet.

Kristian List gnækker af grin ved tanken om tobakken, og hvordan de forseglede topskuddene og gravede dem ned i møddingen i blikdåser, hvor de kunne holde sig ved en perfekt temperatur, så det kunne rulles til cigarer.

Under mormors dyne

Kristian List har en imponerende hukommelse og kommer vidt og bredt omkring i sine historier. Enkelte gentagelser sniger sig dog ind i talestrømmen. Blandt andet, hvordan han boede langt ude på landet. "Ude bagved" som han siger på sit sydfynske.

Kristian List og broren var ikke bange for krigen, selv om de var stærkt optaget af den, fortæller han. Men besættelsen var heller ikke hans første møde med krigen, som han fortæller:

- Jeg havde en mormor, som var meget gammel. Hun havde nogle brødre, som passede deres tømrerforretning i Stenstrup, og nogle døtre, som skiftevis var hjemme og passe moren og brødrene. Når jeg var på ferie oppe hos min mormor, stod jeg tit tidligt op om morgenen og kravlede ind til hende under hendes dyne, fordi så fik vi the og franskbrød med puddersukker. Her sad mormor så - det var i 1936-37 og snakkede med mig om ting og sager blandt andet om den spanske borgerkrig. Hun fulgte med i radioen og tog et krydsfinerbræt frem, som sønnerne havde sat et stor landkort over Spanien på. Og så fulgte vi med i, hvordan det gik med facisterne og socialisternes kamp. Hun flyttede rundt på sorte og røde nipsenåle - hun havde været syerske - på kortet. Jeg kan huske, hvordan hun drak the af underkoppen, og når hun blev ophidset over noget i radioen, kunne hun slå i bakken og vælte the-koppen, så teen blev spildt ud over dynen. Hun havde temperament, husker Kristian List.

26 kilometer på cykel - hver dag

- Nej, vi var ikke bange under krigen. Vi så aldrig en tysk soldat ude hos os så langt ude. Aldrig, funderer han.

Og særligt vidt omkring kom man ikke under besættelsen, påpeger han.

- Nej, det var først i foråret '46, da jeg var blevet konfirmeret, at jeg begyndte at gå i præliminær-skole i Svendborg. Da cyklede jeg 13 kilometer hver vej med halvandet cykeldæk og et nøgle høstbinder-garn viklet rundt om dækkene, fordi slangen stak ud alle vegne. Det var sgu lige før mit lappegrej fyldte mere end mine skolebøger, siger han og griner.

Kristian List fortsætter med historierne om dengang, han forsøgte at trykke et skoleblad på Lunde Skole, eller da han var kontorelev på Teglværk. Og meddeler for Socialdemokraten i Svendborg. Da han var våbennægter hos sjette udskrivningskontor og blev sygepasser på Jægersborg Kaserne. For ikke at tale om møderne med store personligheder og meget meget mere.

  • Jensen_Stine_Jessen_(2015)_024

    Af:

    Jeg er journalist på Fyens Stiftstidendes redaktion i Odense. Jeg skriver om stort og småt i Odense Kommune. Mit særlige stofområde er ældre- og handicap-politik. Jeg er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus, og jeg har desuden en bachelor i dansk og statskundskab fra Københavns Universitet. Jeg bor i landsbyen Vindinge uden for Nyborg med min mand og vores tre børn.