Tamilerne er ifølge en række undersøgelser blandt de indvandrergrupper med flest i arbejde. En af dem er Mariyaseelan Mariyathas. Han siger selv, at han er afhængig af sit job.

Nyborg: Mariyaseelan Mariyathas undskylder, da han kommer en halv time for sent til vores interview. Taxa-skiltet faldt af hans liftvogn, mens den var i vaskehallen. Hans arbejdsredskab - det, han bruger cirka 10 timer alle hverdage - led skade. Den slags kan ikke vente.

Så mens den 51-årige vognmand fik ordnet miseren, måtte journalisten være tålmodig. Nu står den blå storbil igen på sin faste holdeplads foran det gule hus i Nyborg. Her får den lov at hvile, når den ikke fragter folk fra a til b. Kortvarigt.

Hvis du kører en tur med mig en dag, så kan du se, hvor mange mennesker der vinker til mig. De ser mig og hilser, fordi de ved, at jeg altid arbejder.

Mariyaseelan Mariyathas, tamilsk vognmand i Nyborg.

- Danskerne siger tit til mig, at jeg altid kører. Jeg siger, at jeg kører, når jeg har lyst. Det er som en eller anden slags narko for mig, siger Mariyaseelan Mariyathas.

- Jeg kører også i weekenderne. Især i hver anden, hvor min kone alligevel også arbejder, forklarer han.

Som mange andre tamilere har han stort set altid haft et arbejde. I Danmark er 61 procent af de srilankanske indvandrere i alderen 30-64 i beskæftigelse, viser de nyeste tal fra Danmark Statistik. Det gør gruppen, der hovedsageligt består af tamilere, til en af de minoriteter, der klarer sig bedst på jobfronten.

Mariyaseelan Mariyathas er den eneste i Nyborg, der kører taxa med lift. Det understreger han gerne. For det har ikke altid været en selvfølge, at han skulle lykkes på det danske arbejdsmarked.

Chaufføren har været ad en bumpet vej dertil, siden han flygtede til Danmark i 1986. Uden overhovedet at vide, hvor han ville hen.

Srilankanere, hvoraf tamilerne udgør klart hovedparten, har længe ligget godt til i forhold til beskæftigelse i Danmark. Her viser den røde søjle, hvordan tamilernes beskæftigelsesfrekvens for 30-64-årige indvandrere ser ud sammenlignet med indvandrere fra en række andre ikke-europæiske lande. Tallene er fra Danmarks Statistiks seneste opgørelse.
Srilankanere, hvoraf tamilerne udgør klart hovedparten, har længe ligget godt til i forhold til beskæftigelse i Danmark. Her viser den røde søjle, hvordan tamilernes beskæftigelsesfrekvens for 30-64-årige indvandrere ser ud sammenlignet med indvandrere fra en række andre ikke-europæiske lande. Tallene er fra Danmarks Statistiks seneste opgørelse.

Plukkede frugt og pakkede træ

- Vi var en masse tamilere, der boede sammen i asylcentre, blandt andet ved Nakkebølle. Vi kendte ingen steder. Vi skulle bare have en by at bo i. Dengang var det ligegyldigt, om det var det ene eller andet sted, husker Mariyaseelan Mariyathas.

Han endte i Nyborg med et ønske om at blive automekaniker. Men under uddannelsen på Teknisk Skole i Svendborg lykkedes det ham ikke at finde en lærerplads, selv om han skrev sig op mange steder.

Derfor endte han i marken. På forskellige gårde plukkede han jordbær og blomster, før han på det gamle Ørbæk Mosteri blev ansat til at finde æbler, der skulle moses. Det var ikke hans ønskejob, men det var arbejde, og det var nok.

Bedre blev det, da han fik chancen på listefabrikken i Hunderup (senere: Skan Holz). Firmaet ansatte Mariyaseelan Mariyathas til at samle færdigt træ og lægge det på paller. Det løste han på en måde, så han et par år senere avancerede til maskinpasser. Han lavede hegn og havde det godt.

I sin fritid spillede han fodbold med andre tamilere fra byen. Hver weekend tog de ud til forskellige byer med en bold under armen, husker han. Men under en af kampene faldt Mariyaseelan Mariyathas og brækkede sit højre ben. Menisk, korsbånd og ledbånd røg på én gang. Det skulle komme til at koste ham jobbet og to års genoptræning.

Mariyaseelan Mariyathas kom til Danmark i 1986 - direkte fra borgerkrigen på Sri Lanka. Siden har han kæmpet for at få den tilværelse, som han har i dag. Foto: Yilmaz Polat
Mariyaseelan Mariyathas kom til Danmark i 1986 - direkte fra borgerkrigen på Sri Lanka. Siden har han kæmpet for at få den tilværelse, som han har i dag. Foto: Yilmaz Polat

Tilbage til nul

Han prøvede at komme tilbage. Da genoptræningen var overstået, fik han sit gamle job igen, men det var for hårdt for knæet. I 1995 måtte han modvilligt sygemelde sig og tage en snak med Nyborg Kommune.

Den hjalp ved at tilbyde at betale, at han tog et buskørekort. Mariyaseelan Mariyathas gik med til at skifte branche endnu en gang. For at komme tilbage i arbejde.

Det kom han, så snart køretilladelsen var på plads. Han ringede selv og skaffede sig en jobsamtale med FynBus i Svendborg. Dagen efter var jobbet hans, fortæller Mariyaseelan Mariyathas. Det vedblev det med at være i otte år.

Men selv om han var glad for det, var det ikke nok:

- Jeg kørte også taxa ved siden af. I mine friweekender. Jeg kan godt lide at køre, så jeg brugte min fritid på det, som jeg havde lyst. Også for at tjene lidt ekstra. Sådan fortsatte jeg indtil 2008, hvor der kom en ledig taxabevilling i Nyborg, siger Mariyaseelan Mariyathas.

Da øjnede han muligheden for at blive selvstændig. Han ville have mere kontrol over sit arbejde, så han søgte bevillingen. En dag ringede kommunen og fortalte, at han måtte købe sin egen taxa. Den erindring står stadig klart i bakspejlet.

Altid på vej

Mariyaseelan Mariyathas fandt sin bil, og indtil sidste år sad han bag rattet og kørte kommunen tynd i den. Men han ville mere. Pludselig blev der udbudt en bevilling på en ottepersoners lifttaxa, og igen tænkte han: "Hvorfor ikke?" Som den eneste.

- Jeg var nervøs, for der var ikke andre, der havde søgt den. Det var kun mig. Jeg tænkte: "Kan jeg drive forretningen eller ej?" Alle mine kolleger sagde, at jeg skulle lade være, fordi der ikke var penge i det. Men jeg tænkte: "Nu gør jeg det." Jeg ville prøve. Så jeg købte en brugt vogn, siger han.

Mariyaseelan Mariyathas er den eneste i Nyborg, der har en liftvogn. Det - og hans arbejde generelt - sætter han en stor ære i. Foto: Yilmaz Polat
Mariyaseelan Mariyathas er den eneste i Nyborg, der har en liftvogn. Det - og hans arbejde generelt - sætter han en stor ære i. Foto: Yilmaz Polat

Det har han ikke fortrudt i dag. For ham har det været en fin forretning, fortæller han. Han ansatte to chauffører til at køre sin anden taxa for sig og følte det, som om han havde nået et mål. Men det betød ikke, at han selv kom til at sidde mere derhjemme.

- Den store bil kører jeg selv. Jeg knokler. Jeg bruger mange timer på det. Jeg starter klokken halv otte om morgenen og kører til halv seks-seks, siger Mariyaseelan Mariyathas.

Mariyaseelan Mariyathas kører privatkørsel i kommunen, men har også faste opgaver. Som når han kører ældre borgere frem og tilbage til rehabiliteringscentret ved Jernbanebo, fragter folk til genoptræning i Skovparken eller kører lægekørsel.

- Hvis du kører en tur med mig en dag, så kan du se, hvor mange mennesker der vinker til mig. De ser mig og hilser, fordi de ved, at jeg altid arbejder, griner han.

Selv mener Mariyaseelan Mariyathas, at mange tamilere har en særlig mentalitet på arbejdsmarkedet. Han har svært ved at forklare, hvor det kommer fra, andet end at det har noget med opvæksten at gøre. Det er bare fremad, siger han storsmilende. Uden at sætte flere ord på.

Hans eget forhold til arbejde står mere klart. Manden i den blå bil har ikke tænkt sig at lette foden fra pedalen foreløbig.

En af de faste køreture for Mariyaseelan Mariyathas er den fra og til Rehabiliteringscenter Jernbanebo, hvor han sørger for de ældre borgere. Foto: Yilmaz Polat
En af de faste køreture for Mariyaseelan Mariyathas er den fra og til Rehabiliteringscenter Jernbanebo, hvor han sørger for de ældre borgere. Foto: Yilmaz Polat
  • fyens.dk