En formel på integration: Fra blodig borgerkrig til Nyborg og Novo Nordisk

Både danske og tamilske traditioner er vigtige for Thangamuthu Karunaianander (th.) og datteren Krishnakumari Kasirajah (tv.), der kom til Danmark for 30 år siden. Foto: Yilmaz Polat

En formel på integration: Fra blodig borgerkrig til Nyborg og Novo Nordisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I 1987 flyttede en tamilsk flygtningefamilie med fem børn sammen i Sprotoften i Nyborg. De kom fra Sri Lanka, hvor lighederne med Danmark er få. Alligevel er de nået langt.

Nyborg: Thangamuthu Karunaianander husker de 41 længste dage i sit liv. De dage, hvor hun ikke vidste, om hendes mand var i live. Han havde arbejdet ved banegårde rundt omkring i landet, og på en af dem var tre af hans kolleger en dag blevet dræbt. Det var blevet for farligt at være tamilsk mand på Sri Lanka, så han var flygtet.

I uvished om mandens skæbne passede Thangamuthu Karunaianander parrets fem børn i den lille srilankanske landsby Mathagal, hvor familien drev landbrug. Hun gik i tempel hver eneste dag for at bede for ægtefællen.

En junidag i 1986, efter 41 dage, gav han lyd fra sig. Til den ene person i Mathagal, der havde en telefon. Herigennem fik manden formidlet, at han var kommet til Danmark. Egentlig var det planen, at han skulle vende tilbage til sin familie, når krigen sluttede. Det gjorde den bare ikke.

Derfor søgte han familiesammenføring fremfor en returbillet. Svaret var positivt, og den 23. juni året efter landede familien i Kastrup. Med al den bagage, en borgerkrig påtvinger sig. De flyttede i lejlighed i Sprotoften, et socialt boligbyggeri i Nyborg

I forbindelse med en større artikelserie om det tamilske samfund i Nyborg, taler vi med Kumari og hendes mor. Planen er, at deres historie skal være den første artikel i serien
Thangamuthu Karunaianander glemmer aldrig den første tid i Danmark. Det var noget helt andet, end det hun kom fra. Foto: Yilmaz Polat
Tamilerne
Tamilerne er et folkeslag, der hovedsageligt lever i den indiske delstat Tamil Nadu samt i nord- og østlige dele af Sri Lanka. De fleste tamilere er hinduer, men der findes også en del kristne og muslimer.Folket har sit eget sprog, kaldet tamil. Det anslås, at der er omkring 76 millioner tamilere på verdensplan. Flere borgerkrige på Sri Lanka har gjort, er tamilerne er blevet spredt som flygtninge over det meste af verden. I Danmark bor der omtrent 11.000 tamilere.

Hører hjemme på Østfyn

Det er også her, Fyens Stiftstidende møder Thangamuthu Karunaianander og hendes datter Krishnakumari Kasirajah. 30 år senere. For selv om familien har boet andre steder siden, og datteren for længst er flyttet hjemmefra, bor moren igen i Sprotoften.

Hun byder indenfor til kaffe, småkager og sin livshistorie. De to familiemedlemmer sætter sig til rette i stuens sorte lædermøbler. Bag Thangamuthu Karunaianander hænger der billeder af hendes nu afdøde mand på den hvide væg. Han gik bort i 2011 af en hjerneblødning. Minderne om ham gør, at enken ikke vil flytte herfra. Hendes datter har ellers tilbudt, at hun kan flytte ind hos hende.

Nok bor de hver for sig, men deres forhold er tæt. Nu har begge sagt ja til at give deres bud på, hvordan familien blev så godt integreret, som den er. På hvad de gjorde for at tilpasse sig livet i bæltbyen. Set fra deres to forskellige perspektiver.

- Det var meget forskelligt, fra det vi var vant til, husker Thangamuthu Karunaianander.

- Men jeg har altid været meget aktiv, så jeg sagde til kommunen med det samme, at jeg enten ville læse eller arbejde, fortsætter hun.

Derfor startede hun først på sprogskole, og i 1988 fik hun arbejde på et fritidscenter ved Hyrdegyden. Her skulle hun stå for syningen. Og for sport. Hun skraldgriner og fægter med armene, mens hun fortæller, at hun plejede at være målmand, når de spillede fodbold.

Chefen for fritidscentret, Lars, var en stor hjælp for hende. Det var også ham, der senere opfordrede hende til at læse til pædagog, så han kunne fastansætte hende. Thangamuthu Karunaianander begyndte på uddannelsen i Odense, men fik ikke gjort den færdig.

Siden boede familien i en overgang i Holbæk. Her arbejdede Thangamuthu Karunaianander også på et fritidscenter, og i systuen ved Holbæk Sygehus. Men da hun var der, blev hun ramt af helbredsproblemer. En dag faldt hun om på sygehuset og besvimede. Holbæk Kommune fik overbevist hende om, at hun måtte på pension, selv om hun protesterede. Det var i 1998, fortæller Thangamuthu Karunaianander.

Undervejs i sin fortælling smugkigger hun på sit ur flere gange. Den formiddag avisen møder hende, skal hun også nå forbi hindu-templet i Brande. Det gør hun, når hun kan komme til det - og når der er vigtige begivenheder. Religionen har hun ikke skruet mere ned for end højst nødvendigt, selv om den er sværere at praktisere i Danmark.

I det hele taget har pensionisttilværelsen ikke bremset den 70-årige kvinde. Hun går til badminton på to hold. Et for tamilere, et for danskere. Desuden underviser hun frivilligt børn i tamil hver søndag og selvlæser sproget på bachelorniveau for at forbedre sine egne evner.

Det danske har hun også godt styr på. Så når Krishnakumari Kasirajah bryder ind nogle gange på spørgsmål til moren, handler det mere om, at hun vil være sikker på, at historien bliver fortalt ordentligt.

Det er også datteren, der fortæller, at Thangamuthu Karunaianander sender penge til et forældreløst barn på Sri Lanka. Hver måned. Fordi hun vil yde lidt støtte til det hjemland, hun fortsat føler sig så tæt knyttet til.

Sådan har Krishnakumari Kasirajah det også. Hun har ellers boet i Danmark tre fjerdedele af sit liv. Men de betragter begge Nyborg som familiens hjemsted. Derfor tog de tilbage efter årene i Holbæk. Derfor bor de der endnu.

Tamilerne i Nyborg fejrer Navarathiri. Foto: Nils Svalebøg
Krishnakumari Kasirajah (nummer to fra højre) gør, hvad hun kan for at fastholde den tamilske kultur. Her ses hun ved den hinduistiske begivenhed Navratri i september. Foto: Nils Svalebøg

- Da jeg kom hertil, kunne jeg ingenting

Krishnakumari Kasirajah husker sneen. Sneen fra den første vinter i Danmark. Hun var 10, da familien flyttede til Nyborg.

- Vi var helt små, og vi stod bare udenfor og rørte på sneen. I lang tid! Vi skulle være hjemme klokken syv, men der var jo stadigvæk sne på altanen, så vi kunne jo bare stå derude og lege med sneen. Vi havde aldrig set noget lignende før, siger hun.

- Da vi samledes alle fem søskende til min mors 70 års-fødselsdag i august, talte vi igen om den første gang, vi så sne. Det er uforglemmeligt. Det husker man altid, fortsætter hun.

Krishnakumari Kasirajahs første tid i det østfynske var svær. De første par måneder gik hun i en modtageklasse, men på grund af god sproglig fremgang, blev hun hurtigt sat i en dansk klasse.

- Den første måned var alt volapyk, griner hun.

Krishnakumari Kasirajah bemærkede forskellene i alt fra husindretning til madpakker hos veninderne. Hun lærte at balancere mellem to kulturer. Hjemme var hun tamiler, i skolen var hun en del af en dansk hverdag. Hun mener selv, at den dobbelthed har gjort hende stærk.

Det faglige skulle hun kæmpe endnu hårdere for. På Sri Lanka havde hun været vant til at være blandt de bedste i sin klasse. Det ændrede sig i Nyborg.

Krishnakumari Kasirajah (th.) gør meget ud af, at hendes døtre både får dansk og tamilsk kultur med sig. Her optræder hendes fem-årige datter Kanisha Kasirajah med tamilsk sang ved en kulturfest i Nyborg. Foto: Mathias Julius Falkengaard

- Da jeg kom hertil, kunne jeg ingenting. Det var rigtig svært for mig at acceptere, så derfor har jeg arbejdet ekstra hårdt helt fra begyndelsen. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og arbejdede meget derhjemme bare for at kunne følge nogenlunde med, husker Krishnakumari Kasirajah.

Hun betegner sig selv som perfektionist. Et tankesæt, der måske stammer fra opvæksten, hvor moren altid har krævet, at Krishnakumari Kasirajah gjorde sit bedste. Når de snakker om det i dag, bliver de hurtigt enige om, at kravene har været store.

Klokken seks hver aften skulle børnene sidde med deres bøger rundt om bordet. De skulle lave lektier, og hvis de ikke nåede det før aftensmaden, kunne de fortsætte bagefter. Ellers kunne de få lov at gå i seng. Det var husets regel.

Krishnakumari Kasirajah husker også, at hun skulle kunne op til 16-tabellen udenad for at få mad, da hun var lille. Thangamuthu Karunaiananders filosofi var, at det var afgørende for hendes børn at få en god uddannelse, fordi det ville gøre livet lettere for dem.

I dag er familiens to drenge flyttet til Toronto. Her arbejder de begge som IT-ingeniører. Krishnakumari Kasirajahs to søstre arbejder som henholdsvis tandklinikassistent i Nyborg og lægesekretær i Kerteminde.

Krishnakumari Kasirajah tog en kandidat i biomedicin i Odense og blev kort efter ansat som kemiker hos Novo Nordisk. Her er hun stadig. Den daglige pendling til Kalundborg er ikke et problem. Det er det, der skal til, for at hun kan blive boende i Nyborg.

Hun lever af kemiske formler, men formlen på integration fandt hendes familie for længe siden.

Bliv klogere på Tamilsagen

En formel på integration: Fra blodig borgerkrig til Nyborg og Novo Nordisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.