Alle skåret over en kam

Ole Yssing og Ina Engdal blev rigtig påvirkede af, at deres arbejdsplads, Strandvænget, blev udstillet på tv. Især fordi de blev hængt ud ligesom de ansatte, der blev vist i tv uden at have noget med den afdeling at gøre.
Foto: Yilmaz Polat

Alle skåret over en kam

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom tv-udsendelsen "Er du åndssvag?" viste forholdene i et af Strandvængets huse, så blev alle medarbejdere hængt ud

NYBORG: Der er ikke langt mellem smilene, og latteren ligger hele tiden på lur klar til at bryde ud hos Ina Egedal og Ole Yssing en formiddag i august. Men sådan var deres sindelag overhovedet ikke for halvandet år siden, efter tv-dokumentaren "Er du åndssvag?" rystede Strandvænget.

Ina Egedal og Ole Yssing arbejder nemlig på Strandvænget, og den tv-udsendelse ramte dem hårdt. Rigtig hårdt.

- Jeg var meget chokeret over at se det. Det var ikke rart at være pædagog på det tidspunkt, siger Ina Egedal.

Hun arbejder i Hus 11, hvor hun har været ansat siden 2002, mens Ole Yssing siden 1973 har været ansat på Strandvænget og har tilbragt langt de fleste år i aktivitetshuset Påfuglen.

Dermed havde ingen af dem noget med Hus 17, hvor de skjulte tv-optagelser blev lavet, at gøre.

- Jeg kunne overhovedet ikke genkende det, jeg så på tv. Vi har altid brugt parken, gået tur, været i skoven eller ved stranden, og jeg kan ikke forestille mig, at man ikke havde tid til at se på handleplanerne hver dag. Det er jo dem, vi arbejder ud fra, siger Ina Egedal.

Møgsvin

Alligevel måtte de, lige som Strandvængets andre ansatte, se sig selv skåret over samme kam som kollegerne, der blev udstillet på de skjulte optagelser.

- Vi blev alle hængt ud. Det var ret modbydeligt og en grim oplevelse.

- I diverse blogs kunne vi læse, at vi skulle skydes, og at vi var nogle møgsvin og den slags. Det var værtshussprog af den værste slags, husker Ole Yssing.

Ina Egedal var på arbejde den aften, udsendelsen blev vist, og ledelsen havde bedt de ansatte på vagt om ikke at se den for at beskytte beboerne.

- Da udsendelsen var slut, ringede mennesker, som vi ikke kendte, og sagde grimme ting til os og smækkede røret på. Det var meget ubehageligt, og jeg var chokeret over, at folk ikke kunne skelne i, hvad de så. At de ikke var fornuftige og kunne se, at vi ikke alle var sådan.

- Der blev også råbt efter en af mine kolleger, da hun var på vej hjem. Det var modbydeligt.

Og det var meget svært for Strandvængets ansatte at slippe væk fra den vrede, tv-dokumentaren havde udløst.

- Alle dem, som i dagene efter gav udtryk for noget, gav udtryk for noget negativt. Vi blev utrolig påvirkede hele vejen rundt, og det blev ikke nemmere af, at vi blev overbegloet af journalister hele tiden, når vi var på arbejde, forklarer Ole Yssing.

- Gud, det havde jeg helt glemt. Ja, de sad bare ude i busken og filmede os i husene. Det var meget ubehageligt. Også for borgerne, for de skulle have lov til at gå rundt, som de plejede. Så vi trak gardinerne for, så borgerne kunne få deres privatliv, indskyder Ina Egedal.

- Vi løb spidsrod mellem journalister, når vi skulle til og fra arbejde. Og sådan blev det ved i lang tid. Det klingede af, men det stod på i lang tid, siger Ole Yssing.

Ked af udlægning

Derfor lærte Ina Engdal og Ole Yssing også hurtigt, at det ikke var klogt at skilte med, at de arbejde på Strandvænget.

- Det var ikke noget, man gik og sagde. Jeg er stolt af at være pædagog, og jeg gør et godt stykke arbejde og har dygtige kolleger, så var det ikke rart at sige, at man var fra Strandvænget. Vi var allesammen kede af, at hele Strandvænget blev lagt ud på den måde, siger Ina Egedal.

- Sagt på godt jysk, så var det lidt træls. De fleste i min omgangskreds ved godt, at jeg arbejder her eller arbejder selv inden for faget, men alligevel var der mange, der spurgte: Gør I virkelig sådan på Strandvænget? Nej, det gjorde vi jo ikke.

- Jeg var chokeret over, at vi alle blev skåret over en kam, og det varede et stykke tid, inden man i kronikker i pressen begyndte at analysere det for at finde ud af, hvorfor det skete, fortæller Ole Yssing.

Heldigvis fik de ansatte også klap på skuldrene i tiden efter udsendelsen.

- Men forældrene og de pårørende støttede helt fantastisk op. Det var rart. Der var nogle, der kom med blomster til os og sagde, at vi gjorde et godt stykke arbejde, og selvfølgelig at det var frygteligt, at det kunne ske, siger Ina Engdal.

På Strandvænget har man brugt tid på at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde i Hus 17.

- Den udsendelse hænger stadig ved. Vi kommer aldrig af med den. Det, der skete i det hus, kan ikke bortforklares. Vi kan kun forsøge at forstå, og den forståelse knytter sig til manglende ressourcer og nedskæringer, mener Ole Yssing, der får opbakning af Ina Engdal.

- Hjemme hos os (Hus 11, red.) har vi altid benyttet os af neopædagogik, hvor man screener borgeren for at kortlægge, hvor i hjernen skaden er, og vi har også lavet aktiviteter for borgerne hver dag.

- Men vi blev skåret helt ind til benet, og vi råbte på mere personale, men fik det ikke, så vi løb bare stærkere, forklarer hun.

I dag ser hverdagen noget anderledes ud for Ina Engdal, Ole Yssing og de andre ansatte på Strandvænget. Der er nemlig blevet tilført flere ressourcer, og pædagogikken er blevet sat i fokus. Og det har skabt forandringer på Strandvænget.

- Jeg synes, jeg altid har haft gode og dygtige kolleger, men pædagogikken har været sat på standby på grund af nedskæringer. Der var et helt andet fokus den gang, end der er nu. Det giver en helt anden ro, fordi vi ikke længere skal løbe så stærkt, mener Ina Engdal og Ole Yssing.

Alle skåret over en kam

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce