Ugens klumme: Mit fremtidsønske er at have kollegaer

Journalist Amalie Klitgaard fra redaktionen på Nordfyn. Arkivfoto.

Ugens klumme: Mit fremtidsønske er at have kollegaer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hverdagen som journalistpraktikant minder i høj grad om et rigtigt job. Her har jeg erfaret, i hvor høj grad en god kollega egentlig er en ven. Derfor skræmmer fremtidens arbejdsmarked mig, fordi jeg, samt et støt stigende antal andre unge akademikere, går et arbejdsliv i møde med midlertidige jobs - og uden "rigtige" kollegaer.

I løbet af ens liv bruger man utroligt mange timer på sin arbejdsplads - og for en 23-årig kvinde som mig stiger antallet af 37-timers arbejdsuger med rimelig stor sandsynlighed, idet regeringen flere gange har talt om at hæve pensionsalderen.

Derfor er det utroligt vigtigt, at man føler sig godt tilpas på sin arbejdsplads og med sine kollegaer. En situation, som jeg er utrolig heldig at stå i. En situation, som alle burde stå i.

For en god kollega er ikke bare en, man arbejder sammen med på en arbejdsplads. Hvis man tænker sig om, bruger man mere tid med ens kollegaer end med nogen andre. Og samtaleemner, i hvert fald her på redaktionen, er ikke kun arbejdsrelateret. Over middagsmaden går snakken også om personlige konflikter og glæder samt weekendens kvababbelser (okay, det er måske kun mig).

Derfor ser jeg gode kollegaer som den bedste beskyttelse mod stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Og derfor ser jeg ikke just frem til at skulle blive en del af den nye samfundsklasse, prekariatet. Den indeholder mennesker, især indvandrere og unge akademikere, som rykker ud og ind af midlertidige jobs, og dermed hverken kan regne med et fastlønnet job eller pension som vores forældres generation kunne. Altså projektansatte, vikarer og freelancere.

Den manglende økonomiske sikkerhed er en ting. En anden, og lige så grusom ting i mine øjne, er, at man skal se langt efter det kollegiale venskab.

En ensom arbejdsfremtid?

Jeg er ræd for ikke at kunne møde ind om morgenen til en kort snak om vind og vejr over morgenkaffen. Ræd for, at skulle bruge 37 timer, hvis ikke mere, om ugen alene. Jeg er ræd for, hvordan min trivsel og motivation skal blive i en sådan situation.

En undersøgelse fra HK i 2016 viser i hvert fald, at 54 procent af alle danskere i arbejde mener, at gode kolleger er en af de største faktorer, der er vigtige for trivsel på jobbet. I samme undersøgelse svarer hele 63 procent, at gode kolleger giver en mere lyst til at gå på arbejde.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at det blot er op til menneskerne i prekariatet selv at skabe de gode sociale relationer på anden vis. Eller networke noget mere og tage flere kurser, så man øger chancen for at få et fast job i mere end et halvt år og dermed få faste kollegaer.

Det er et fint argument. Men det lægger et systematisk problem over på den enkeltes skuldre. Det er din skyld, hvis du føler dig ensom og presset.

Men nej, et systematisk problem er ikke kun individets skyld. Derfor håber jeg på, at fagbevægelsen nosser sig sammen og bevæger sig væk fra den utidssvarende og konservative tankegang til arbejdsgiver og lønmodtager i forhandlinger om rettigheder og løn. For her står prekariatet ofte uden for, hvilket kan skabe øget konkurrence frem for sammenhold.

En anden løsning har den britiske forfatter og økonom Guy Standing, som i 2011 var en af de første til at sætte fokus på prekariatet. Han taler varmt om en garanteret basisindkomst, som borgerløn, for at skabe en sikkerhed for mennesker i skiftende jobs. Men lad os være ærlige: Det ville politikerne nok ikke tale varmt for. Og det håndterer ikke fraværet af kollegaer.

Så måske skulle vi i højere grad danne egne foreninger og klubber, fordi mange stemmer er stærkere end én. Men det håndterer stadig ikke det systematisk problem, som skaber prekariatet.

Jeg kunne også have ladet være med at søge ind i prekariatet. Men flere faggruper er her, som museumsarbejdere, antropologer og tjenere. Og flere vil komme til, tror jeg. Vi har kun set toppen af fremtidens "working academic poor"-isbjerg.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Og måske er den fremtidige fleksible arbejdsform faktisk fin nok. Og måske maler jeg fanden på væggen.

Men bare at lade stå til, hjælper ingen. Ikke fordi, du skal have ondt af mig og andre fremtidige medlemmer af prekariatet. Slet ikke. Det ér mit eget valg. Men antallet af os vokser. Og måske er din faggruppe den næste. Så noget skal gøres. For alle burde have en vis sikkerhed gennem fast løn, pension og vigtigst af alt - gode kollegaer.

Ugens klumme: Mit fremtidsønske er at have kollegaer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce