Jeg er godt klar over, at jeg bevæger mig ud på rigtigt dybt vand lige nu. Der kunne jo sagtens være både tidligere, nuværende og kommende hundeejere blandt læserne af denne klumme. Der kunne sågar være enkelte, der rent faktisk oplever deres egne firbenede pelsklumper som værende menneskets bedste ven. Så lad mig slå fast, at disse linjer udelukkende handler om mine personlige erfaringer. Og jeg siger bare, at med "bedste venner" som mine, behøver man ikke ret mange fjender.

Da jeg i sin tid blev separeret flyttede min ekskone i en lejlighed, hvor hundehold var strengt forbudt. Det samme forbud gjaldt åbenbart ikke store fladskærme, så den tog hun i stedet.

Tilbage stod jeg som teknisk-insolvent-udkantshusejer uden fjernsyn, men med et par - mildest talt - ikke højt begavede cockerspaniels på slæb.

Dyr, der bare er sprængfyldt med lutter gode og glade stunder ... eller sådan lyder i hvert fald den kollektive misforståelse, der vist nærmest er opstået ud fra en marmeladereklame i tv.

Den 12 år gamle hanhund, Marquis, var engang en eminent jagthund, men de dage er tæt på slut, for hørelsen er stort set røget og en døv hund kan godt være ret svær at komme i kontakt med, skulle jeg hilse og sige. I de gode gamle dage var der i det mindste en teoretisk chance for, at han valgte at komme, når man kaldte. Det gør han ikke mere, så det sidste der afgør, hvor langt væk han skal hentes, er hans kondition.

Og med alderen kommer også alle skavankerne.

Da Marquis ene øre i starten af februar begyndte at lugte fælt, var der ikke nogen vej udenom. Hunden måtte bag i bilen og afsted til en dyrlæge. Åbenbart var hele øregangen lukket til på grund af bakterieangreb. En langvarig behandling blevet sat i gang med det samme. Og den slags kan åbenbart alligevel påvirke en gammel kyniker som mig.

Mens den kvindelige dyrlæge fortalte om alvorlig infektion, der ville kræve daglig behandling med piller, indsprøjtninger og gentagne konsultationer, stod jeg lige så stille og kneb en lille tåre.

Dyrlægen bemærkede vist det våde i øjenkrogen, og skyndte sig at slå fast, at hunden skam nok skulle komme sig igen: Jeg kan jo se I er stærkt knyttet til ham, sagde hun medlidende!

Jeg nænnede ikke at rive hende ud af den illusion, ved at sige at jeg nærmere var så tæt knyttet til mine 1000-kronesedler, at afskeden med hver eneste af dem føles som at få trukket negle ud af fingene langsomt med en knivtang.

Efterhånden holder Marquis mest af en god lang lur i nærheden af en radiator, og nogle dage kan det være ret belastende ikke at kunne finde ham, når man skal have kreaturene i hundegård inden vi skal ud ad døren om morgenen.

Gennem mange jagtsæsoner har hunden slæbt fasaner, ænder og sågar harer på størrelse med ham selv. I dag slæber han mest sko, og hvis der ikke er nogen der tager imod byttet og takker pænt, bliver fodtøjet droppet de mærkeligste steder, når noget andet fanger hans interesse.

En vinter for nogle år siden manglede jeg pludselig den ene af et par nye Ecco-sko. Alle muligheder blev vendt og møblerne løftet i huset, men skoen dukkede først op ude på græsplænen, da sneen smeltede i marts.

Egentlig troede jeg efterhånden hans sidste stærke instinkt handlede om spisetid, for den kan han ramme som et schweitzer-ur. Men det var kun lige indtil vores tæve - Molly - kom i løbetid i sidste uge. To hunde, hver sit køn og en ny Berlin-mur i form af vores franske dør mellem stuen og køkkenet.

Lad os bare sige: Det er ikke nogen optimal løsning. I disse dage oplever husstanden en dyrisk erotisk ophidselse der får "50 shades of Grey" til at ligne et afsnit af "Badehotellet".

På den ene side af glasdøren hyler Marquis som en ulv, mens Molly på den anden side roterer frustreret rundt om sig selv og piber skingert. Forestillingen har indtil videre kørt for fuld damp i tre døgn, og kulminerede i weekenden, da jeg klokken 03.30 søndag morgen blev vækket ved, at en hund var hoppet op i min seng, havde taget et godt fast greb om min lægmuskel og filede løs med sit underliv.

Jeg havde allerede fundet dyrlægens nummer frem i min telefon, og var klart besluttet om at nu var det en anden slags indsprøjtninger kræene skulle have.

Men jeg nåede trods alt at besinde mig og lagde på igen ... tør slet ikke tænke på, hvad en dobbelt aflivning ville have kostet en lørdag nat klokken 03.30.

  • Af: