I lige så mange år jeg kan huske tilbage, har jeg haft nytårsvagten på skiftende arbejdspladser. Det giver selvfølgelig et kraftigt minus på festligheds-kontoen, men har også den klare fordel, at jeg ikke er en af dem, der starter det nye år med et ulige antal fingre, flere dages dårlig ånde, hovedpine og sure opstød i litermål.

Jeg havde engang en klog ældre svigerfar, der konsekvent omtalte nytårsaften som amatørernes aften. Den aften, hvor unge og ældre, der ikke til dagligt har et større forbrug af alkohol, drikker sig laaangt ud på den anden side af hegnet og i kraft af en eller anden bizar tradition SAMME aften håndterer anselige mængder af krudt.

Den kombination burde nogen nok lige genoverveje. Som den gamle talemåde antyder, er det ikke nogen helt skidt idé at holde snot for sig og skæg for sig. Eller i dette tilfælde stærk sprut for sig og fem-kilos krysantemumbomber for sig.

Måske, skulle man bare vedtage at sprede fejringen af nytåret ud over to dage. Den ENE dag drikker vi, og den ANDEN dag leger vi med eksplosiver.

Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvordan den idé er opstået. Det svarer jo til at have en tradition for, at alle hjertepatienter i landet droppede kolesterolmedicinen i december, hvor vi kollektivt hælder andefedt, flæskesteg, geleagtig brun sovs og kilovis af konfekt direkte ind i kranspulsåren.

Samtidig vælter folk - eller faktisk mest vi mænd - rundt, iført stor cigar, endnu større brandert, kulørt paphat og opsmøgede skjorteærmer - i frostgrader.

Nu skal det lige siges, at denne klumme er skrevet nogle dage før nytårsaften, så jeg henviser ikke på nogen måde til aktuelle tragedier. Jeg håber i den grad, vi, når du læser disse linjer, allesammen er kommet godt og sikkert ind i 2018.

Erfaringen siger bare, at sådan er det næppe. Nogle vil desværre nok have lagt sig til at sove i en thujahæk i skjorteærmer, have gået tilbage til en fuser, ladet vandet i havnen eller skruet muffen lidt uheldigt på et to tommer krudtfyldt vandrør.

Det er de historier, jeg som journalist slet ikke har lyst til at skrive på sådan en nytårsvagt.

Og hvad er det dybest set, vi fejrer? Er det måske en fjern og kommercialiseret fødselsdag for en eller anden mere eller mindre fiktiv person, der gik rundt i Mellemøsten for 2000 år siden? Næh, det er jo dybest set bare en markering af, at vi én af de nærmeste dage bliver nødt til at tage ud og smide penge hos boghandleren for en ny arbejdskalender, hvor ÉT ciffer er byttet ud med det næste i talrækken.

Yes, der kommer til at stå et 8-tal, der hvor der de seneste 365 dage har stået et 7-tal.

Nu er jeg selv hverken indremissionsk afholdsmand, anonym alkoholiker eller kronisk livsfornægter. Jeg markerer meget gerne nytåret med et glas tør champagne og måske et glas vin til maden. I min fysiske form og fremskredne alder er det jo på en måde en lille sejr, hver gang man får lov at høre rådhusklokkerne bimle.

Mine smagsløg har bare aldrig rigtigt vænnet sig til stærk sprut, og når jeg en sjælden gang imellem giver los på min selvkontrol, plejer det at ske i en butik med afkølede glasmontrer fulde af fyldte chokolader.

Hele nytårsvanviddet toppes så oven i købet af med, at vi højt og helligt lover os selv og vores omgivelser at blive en bedre version af os selv i det nye år.

Hvor mange gange har jeg ikke selv stået på en stol og talt ned, mens jeg lovede mig selv, at om 27 sekunder startede året, hvor jeg smed 40 kilo overflødig kropsvægt. For få sekunder senere at trøsteproppe kraniet med et halvt kilo kransekage og en rejemad for at glemme, at jeg lige var gået gennem det flettede sæde på en Wegner Y-stol med begge ben.

Det holder ikke. Glem det. Og Gud bevare Danmark.

  • Af: