Det hænger muligvis sammen med min alder, for i takt med at jeg bliver ældre og ældre, synes jeg simpelthen at fatte mindre og mindre af samfundet omkring mig. Sådan havde jeg godt nok en mistanke om, det måtte være, når jeg som ung betragtede mine egne forældre. Men nu ser jeg tingene fra den anden ende af spektret - og det passer sgu'. Jeg er dog endnu ikke nået frem til en helt klar dom over, hvorvidt min hjerne virkelig degenererer med fuld fart - eller om verden omkring mig bare bliver mere og mere forrykt. Listen er lang og kræver nok flere ugers klumme-plads, men vi starter fra en ende af.

Tag for eksempel kendte mennesker: Da jeg var barn i 1970'erne var de kendte mennesker på forsiden af ugebladene som det mindste ... nå ja, kendte. Alle generationer i landet vidste hvem Poul Reichart, Bodil Udsen, Helle Virkner og John Mogensen var, men i dag er begrebet udvidet ud over enhver rimelighed. Det første krav til at være en såkaldt kendt, er vel for hulen, at nogen kender én. Derfor er det helt sort for mig, når jeg en gang imellem ser ugeblade, aviser, Go'aften Danmark, Kender du typen, Vild med dans eller Hvem vil være millionær med såkaldt kendte. Jeg er ganske enkelt spejlblank. Nogle gange sætter de her programmer en kendis på hold med en ukendt, og jeg har ingen idé om, hvem der er hvem. Paradise-deltagere og bigbrother-vindere der var med i den første sæson, har åbenbart stadig forsidepotentiale flere år senere.

Medicin: I takt med reparationsalderens indtræden bliver man også en hyppigere gæst på det lokale apotek, og det er aldrig lykkedes mig at forstå systemet med dagspriser på medicin. Når den yndige ekspedient spørger, om jeg ønsker den billigste vare, så ender jeg med at stoppe et forskelligt mærke i posen stort set hver gang. Forskellige indpakninger, forskellige navne og forskelligt udseende piller! Findes der simpelthen en kalender, som man burde kende, hvor producenterne har aftalt, hvis priser der ligger 50 øre over eller under i den pågældende uge. Nu er det nogenlunde lykkedes mig at navigere igennem blisterpakningerne uden de store farlige fejl, men generelt er mange jo i en eller anden form for svækket tilstand, når man er syg og har et behov for medicin.

Kørekort: Om cirka 25 år er jeg selv i den alder, hvor jeg under normale omstændigheder skulle have været på besøg hos lægen for at finde ud af, hvorvidt jeg kunne beholde det lille lyserøde styrebevis på sin vante plads i tegnebogen. Men det ... nej, da. Altså, nu vil jeg ikke tale politik i disse spalter, men hvem f..... fik lige den idé? Jeg læste om en mand på 95, der efter et besøg på borgerservice nu bare kan køre løs til han bliver 105.
Det giver selvfølgelig mening, når nu kommende generationer skal holde sig på arbejdsmarkedet til de er cirka 110 ... men, nu sidder jeg bare lige så stille her og piller de sidste hårstrå ud af min næsten spejlblanke isse i dyb forundring og fortvivlelse. Men så bliver jeg da ikke kørt ned af en stæreblind olding så længe.

Politisk korrekthed: Hvis man ser på menneskeheden som én stor levende organisme, så styrer den organisme lige nu med 240 kilometer i timen direkte mod et hysterisk sammenbrud, og noget af det der bare holder speederen hårdest presset mod bunden er den måde vi tænker om hinanden og taler til hinanden. I de senere år er jobtitler, etniske tilhørsforhold, kromosomsygdomme og alt muligt andet med jævne mellemrum blevet presset ind igennem en eller anden magisk portal, der omdanner pedeller til tekniske serviceledere og skraldemænd til renovationschauffører. Alting skal lyde så pænt, at vi allesammen er ved at implodere i anstrengelse over ikke at komme til at støde nogen. Små søde drenge med mørk hud kan ikke optræde i en H&M-annonce uden at hele verden ligger i fosterstilling og forsøger at skrige racisme med alle ti fingre i munden. Jamen, det må da være den der råber racisme, der som sin første reaktion har haft, at små mørke drenge ligner aber. For den rene er alting som bekendt rent.

  • Af: