I denne uges udgave af Ugeavisen Nordfyn siger lokalredaktør Magnus Harkjær farvel til sin 18 år gamle Toyota Yaris.

Min dejlige bil, en Toyota Yaris fra år 2000, skal flytte hjemmefra. Til et dejligt sted langt ude på landet med rigelige mængder motorolie, hyppige bilvaske og dejlige ture ud i det blå. Det prøver jeg i hvert fald at bilde mig selv ind i disse dage, hvor min højtelskede bil er på vej på pension efter 18 års tro tjeneste for tre heldige ejere.

Min mormor købte den lettere brugt i 2001, og jeg overtog den i 2010, da jeg arvede den af hende og kørte den hjem til Fyn efter begravelsen i Thy. Det var underligt at køre hendes bil hjem og vide, at den nu var min. Siden har den fulgt mig i tykt og tyndt. Både da jeg hentede min kommende hustru til stævnemøde, og da jeg på min første arbejdsdag kørte til Bogense for at starte som elev på Fyens Stiftstidende.

Lettere panisk prøver jeg at fortælle mig selv, at det jo blot er en material og død ting. En simpel bunke metal, glas og gummi, men de fleste, som har elsket deres bil, ved, at det ikke passer. En bil er ikke bare en kasse på hjul, som har fragtet en sikkert frem og tilbage. Det er en fortælling om ens liv i den periode, hvor man har kørt den - både mit og min mormors.

Noget af det bedste ved min Yaris var, at der i lang tid blev ved med at dukke små minder op fra hende. Et midlertidigt kørekort gemt bag en klap i solskyggen, en gammel Falck-kasse under sædet, nogle glemte papirer i handskerummet. På en måde var det som om, hun stadig var der.

Men nu er det snart tid til at sige farvel. Ikke fordi min Yaris ikke kan eller vil mere, men fordi det er blevet for dyrt at holde den kørende. Med mere end 300.000 kilometer på tælleren er det vel også okay. Sådan en bil er lidt af en hyldest til japansk ingeniørkunst, og jeg tvivler ærlig talt på, at min nye bil, også af asiatisk oprindelse, kommer til at køre i lige så mange år.

Tilbage sidder jeg med et lille og måske naivt håb om, at bilsælgeren, der tog den i bytte, ser det samme som jeg og sætter den til salg igen, så en ny bilist kan få glæde af den lille, gode bil. For der er sikkert en del gode kilometer i den endnu, hvis nogen vil betale, hvad det koster.

Nu skal man jo hverken græde
over spildt mælk eller gamle biler, men allerede nu gruer jeg lidt for tanken om den dag, hvor jeg parkerer den et fremmed sted, stiger ud og kører hjem i en helt anden bil.

Men tiden læger vel alle sår, og om nogle år står jeg sikkert i samme situation igen og husker alle de gode minder, som ligger og venter forude med den nye bil. Et kapitel skal jo som bekendt slutte, før et nyt kan begynde, og snart ruller min Yaris nok brummende ind på bilhimlens store parkeringsplads ved siden af min endnu ældre Skoda Favorit årgang 1993.

Og forhåbentlig holder de der stadigvæk og venter, når jeg en dag selv kommer gående med den permanente parkeringsbillet i hånden.

  • Harkjær_Magnus_ørum_(2015)_022

    Af:

    Lokalredaktør og journalist på Fyens Stiftstidendes Nordfyn-redaktion, hvor jeg har arbejdet siden 2013. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet samme år. Under min praktiktid arbejdede jeg også på den nordfynske lokalredaktion samt avisens samfundsredaktion og i Europa-Parlamentet i Bruxelles. I 2016 var jeg projektleder for Det Fynske Folkemøde i Odense.