Jeg har en datter, der skal konfirmeres om et par uger, og det er jo et af de steder i livet, hvor man som forælder i perioder kan finde sig selv med fråde om munden i fosterstilling på gulvet, mens man med febrilske fingre plukker sine sidste tilbageværende hårstrå ud af en blankt skinnende isse. Har man overhovedet fået opdraget sådan en ung dame godt nok, hvad er det for en verden man snart må slippe hende løs i? Der lurer vanvid nok derude til, at jeg efterhånden er nået til også at plukke håret på armene, i ørene, øjenbrynene og så langt ned på ryggen jeg kan nå.

Hvordan forbereder man sine børn på at kunne navigere i DET kaos.

Har man alt for ofte valgt den lette vej og givet sine børn, det de troede de ønskede sig? Skulle man måske have påtvunget dem mere af det de ikke anede, de ønskede sig?

Jeg mener, da jeg var barn tilbragte jeg ofte sommerferier hos min mormor og morfar. Lad os bare sige, at jeg er fra en tid uden iPad, Playstation, youtube-stjerner og mere end en enkelt tv-kanal, så når der var regnvejrsdage eller de andre børn i kvarteret var ude og rejse, støvsugede jeg bogreolerne for læsestof. Her stod både John Steinbeck og Hemmingway. Havde der nu også stået Anders Ands Jumbo-bøger eller Ugens Rapport, så havde jeg nok valgt anderledes ... og så havde jeg måske aldrig opdaget Perlen, Mus og mænd, Vredens druer, Den gamle mand og havet, Øst for paradis, Dagdriverbanden, Rutebil på afveje eller Hemmingways gamle mand og havet, Hvem ringer klokkerne for eller Farvel til våbnene.

Jeg anede ikke, at jeg ønskede mig de bøger før jeg på en måde blev tvunget ind i dem af kedsomhed.

Nu er det sgu nok for sent at kappe strømmen på HPFI-relæet og give ungerne hver en bogklassiker, for der er ikke mange i dag der kan håndtere kedsomhed eller bare tilnærmelsesvis omdanne den til noget positivt.

Så når jeg fylder køkkenskufferne med pasta og fryseren med hakket oksekød, fordi det er den letteste måde at undgå brok ved aftenbordet ... er det så ikke for min egen mageligheds skyld?

Når jeg har ladet smartphones og spillekonsoller være babysittere i timevis, er det så ikke fordi jeg ikke orker spørgsmålet "Hvad skal jeg lave" 42 gange i timen?

Burde jeg ikke i stedet have holdt mine egne timelange samfundsforelæsninger og terpet "fake news", klimaforandringer, "clickbait medier", angst for brune mennesker, ulighed, udnyttelse, nationalisme osv. osv?

Er det stadig ok at forsøge at opdrage sine børn til at blive hæderlige og omsorgsfulde borgere, når de skal ud i en verden, hvor statsledere og såkaldte forbilleder kaster formuer i skattely og giver store gyldne håndtryk til deres venner?

Skulle man i stedet have indbygget et element af psykopati og kynisme i opdragelsen? Skabt et par små Stein Bagger-udgaver, der kunne klare sig i rundsaveræset og stuve nogle millioner af vejen til en villa på en solrig bjergside, når nu verdenshavene stiger.

Jeg ved det simpelthen ikke, men nu må de snart ud og se om vingerne kan bære.

  • Af: