Gregersens danseklumme: Måske er dans ikke for mænd over 100 kilo

colofonbilleder af Nordfynsredaktionen

Gregersens danseklumme: Måske er dans ikke for mænd over 100 kilo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Thomas Gregersen skriver om sit forhold til dans og alkohol i ugens klumme fra Ugeavisen Nordfyn.

Ugens temasider i denne ugeavis hedder "Mit livs fest". Jeg vil ikke stikke nogen blår i øjnene, så lad mig bare erkende det med det samme. Jeg er ikke nogen festabe.

Ikke sådan på nogen asocial måde, men bare sådan forstået, at jeg holder mig langt væk fra nogle af de ting, man nu en gang gør til fester. Sådan noget som at bevæge sig i takt til musik.

Det har aldrig været mig. Måske stammer det tilbage fra min tidlige barndom, hvor jeg i nogle få forfærdelige år blev sendt på danseskole.

Egentlig ikke forfærdelige fordi det handlede om dans, for jeg er fuld af beundring over mennesker der evner at koordinere deres bevægelser OG aflytte musikkens rytme samtidig.

Men fordi jeg - fra jeg var fem til cirka otte år - dansede med en pige, der konsekvent ramte mig med et knæ, hver gang jeg trådte hende over tæerne.

Og det var stort set ved hvert eneste dansetrin. En overgang lykkedes det min mormor at få mig trukket afsted til undervisningen på den lokale kro, ved at lokke med træstammer fra bageren efter dans. Men en dreng når altså en alder, hvor kage ikke længere kan opveje et knæ i skridtet.

Dansedelen af min hjerne er simpelthen aldrig blevet udviklet. Måske er naturen bare så viseligt indrettet, at den lægger en slags finmotorisk blokade ind hos mænd, når de runder 100 kilo. For det er jo ikke noget kønt syn.

Jeg har en enkelt gang set mig selv på en dårligt belyst vhs-video fra en bryllupsfest i familien, og når man betragter konturerne på de mørke billeder, tror man umiddelbart det er luftskibet Hindenburg, der ryster sig i epileptiske kramper sekunder før det falder mod jorden i flammer.

Det lader jeg simpelthen være med - af rent etiske årsager. Også fordi, at til langt de fleste af de fester man går til i min alder, er der børn til stede. Det kunne både være stærkt traumatiserende og direkte farligt for de stakkels små. Hvis min krop først er blevet sat i bevægelse, så er bremselængden sådan cirka det samme som et Mærsk containerskib.

Den næste del jeg heller ikke gør så meget i er: alkohol.

Igen: Ikke af et bevidst valg. Jeg er hverken religiøst fanatisk eller tidligere alkoholiker. Det er bare igen en del af min hjerne og smagsløg, der ikke rigtigt har udviklet sig siden barndommen.

Jeg synes faktisk, det ville gøre meget for min lettere bamsede maskuline charme, hvis jeg kunne holde ud at være langskægget, sidde foran kaminen, skvulpe med en fin whisky i røgen fra en velduftende cigar.

Illusionen ville bare kun vare indtil den først lille slurk, så ville jeg ligge på alle fire og sige mærkelige lyde ud over et eller andet skind fra et eksotisk dyr.

Jeg ville elske
, at kunne tage til whiskysmagning og komme med sikre bud på hvilken solrig skråning egetræerne til lige præcis denne whiskys tønde havde vokset på. Men den fornøjelse nægter mine smagsløg mig desværre adgang til.

Jeg kan da godt en enkelt gang om året drikke en øl eller et glas rødvin, men når det kommer til at nyde de antydninger af friske bær og fugtig skovbund, der bliver antydet på etiketten, så er mine smagsløg bare umodne som en syv-årigs.

Gregersens danseklumme: Måske er dans ikke for mænd over 100 kilo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce