Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Julie Westerdahl var med sine 106 år Svendborgs ældste borger.

Hun blev født i en forrygende julesnestorm i 1902 i Pindstrup på Djursland. Hendes far var ledvogter, og familien flyttede senere til Randers, hvor oldefar fik arbejde som murer.

Hun mødte min morfar, Magnus Westerdahl, ved en fest. Han var maskinmester, og i 1942 flyttede de til Svendborg med deres to døtre. Morfar var en rigtig stor mand, der kunne fortælle om sine bedrifter på havet. Men han døde i 1978, så det er mange år mormor har været enke. Det tog ikke livslysten fra hende. I mange år klarede min mormor hverdagen i en lejlighed, hvor der kun var indlagt koldt vand. Brænde til opvarmningen hentede hun i et skur i gården. Hun var et aldrig krævende, men et taknemligt menneske. Til hun var oppe i halvfemserne, tog hun hver lørdag morgen på torvet, og så længe, hun kunne, syltede hun og glædede os andre med det. Mormor fulgte også med i, hvad der rørte sig, og læste hver dag sin Fyns Amts Avis, som først blev opsagt få måneder før hun døde. Hun var meget nærværende i vores liv. Da den ældste af vore børn var fem måneder gammel, kom mormor med bussen og passede ham, mens Jan og jeg var i gang med at sætte vores hus i stand. Hun elskede blomster og haven og gav hellere end gerne et nap med i vores have.

Mormor glædede sig meget over sine oldebørn i Svendborg, og når min svigerinde Pia besøgte hende, og min svigermor Hanne hvert år lavede konfekt til hende. Min familie satte stor pris på hende, og hun var et meget kærligt menneske over for både Jan, Nicolai, Alexander og mig og glædede sig ikke alene på vores, men også på andres vegne, når det gik godt i livet. Æret være hendes minde!

Marlene Klinggaard, Gudme, skriver mindeord over Julie Astrid Westerdahl:

n Min dejlige, søde og altid kærlige mormor er død, lørdag den 24. januar 2009. Hun er sovet stille ind hjemme i sin lejlighed på Støberbakken. Hun var lige blevet 106 år i december.

Jeg husker min mormor som en rigtig mormor, som jeg nød at være i selskab med. Som barn var jeg ofte hos hende og sov ved hende, da hendes mand var død. Vi gik i teater i vinterhalvåret, hvilket har givet mange gode minder.Til tider var det lidt kedelige stykker, så mormor kun godt falde lidt i søvn og snorke lidt, men lige et skub til hende, og hun var vågen igen og kunne da lige skratte lidt med slikposen.

Mens mormor boede på Sankt Jørgensvej, passede hun jo en stor have, som var en drøm at komme i. Der var jordbær i lange baner og intet ukrudt at finde. Kartofler, rødbeder, små agurker, græskar og ja, der var alt, hvad der skulle være i en urtehave. Hun brugte meget tid i haven, og det var tydeligt, at hun nød det. Det var altid rart at komme ned til min mormor. Der fik man altid varm kakao, lavet på den gammeldags måde. Vi spillede kort, og man skulle være dygtig for at vinde over hende. Vi spillede altid rommy 500. Efter et godt kortspil fik jeg som regel stegt torskerogn og fik lov til at spise alt det jeg ville. Det var godt at være ved hende i flere dage, for så kunne man få risengrød den ene dag, og næste dag blev der lavet klatkager, hvilket jeg kun har smagt ved hende. Når jeg havde en fridag fra skolen, eller i en weekend, tog vi gerne til Tyskland med Faaborg-Gelting færgen. Vi skulle tidligt op og med bussen, sammen med alle de andre »gamle« mennesker. Vi havde næsten vores fastepladser på færgen, og mormor havde altid smurt franskbrød med ost. Jeg var et år i England, og der sendte hun ofte ting over til mig, hvilket jeg nød meget. Hun tænkte altid på alle andre end lige sig selv. Hun ville hellere bruge sine penge på andre end at købe noget til sig selv.

Jeg blev ældre, og teater og tysklandsture blev sjældnere og sjældnere, men besøge min mormor gjorde jeg stadigvæk meget. Vi hentede hende også gerne, så hun kunne besøge os. Nogle juleaftener blev det også til i vores hjem, sammen med olde. Jeg fik tre børn, og de har altid nydt at besøge deres oldemor. Hun fulgte meget med i, hvordan det gik med børnene, og om de passede deres skole. Hun forkælede dem altid, med chokolade og slik. De sidste par år, hvor mormor blev mærket af, at hun var blevet ældre, tog jeg hende med ud og handle, og vi skulle altid i Kvickly, for der vidste hun jo, hvor varerne lå, og så kunne vi slutte oppe i cafeteriaet og få en kop varm kakao med flødeskum. De sidste par år er det dog min søster, Mette, som har taget sig af, at mormor fik de varer, hun ønskede, da mormors bentøj ikke kunne mere. Mormor/olde var en meget kærlig, humørfyldt dame, som vi elsker og aldrig vil glemme. Hendes tre oldebørn, Oliver, Sophia og Ingeborg, har aldrig lagt skjul på, at de elsker hende over alt på jorden. Hun vil altid blive husket som den dejlige, kærlige og omsorgsfulde mormor/olde, og hun er meget savnet. Vi takker hende for alt her i livet og håber, at hun har det godt.

Social- og sundhedshjælper Jane Wheeler Joensen, Boelsmosevej 22, Oure, skriver mindeord over Julie Astrid Westerdahl:

n Fru Westerdahl er død. Hun blev 106 år. Jeg kom til Julie i min spæde start som social- og sundhedshjælper. Julie lærte mig noget vigtigt i forhold til mit fag og mit arbejde med ældre mennesker.

Hun lærte mig, hvor vigtigt det er at inddrage borgeren og ikke handle hen over hovedet på vedkommende. Jeg husker tydeligt mit første møde med hende. Jeg skulle gøre rent, og støvsugeren var oppe i alderen og ville ikke som jeg. Jeg var på dette tidspunkt jo slet ikke klar over, hvor stærk en personlighed Julie var. I stedet for at tale med hende om den drilske støvsuger, kontaktede jeg familien for at bede dem om at få den ordnet. Julie blev så vred over dette og ringede fluks til min chef. Jeg stod skoleret, og sikken et fur jeg fik, næste gang jeg kom til Julie. Jeg blev dog ved at komme hos Julie, og ret hurtigt derefter begyndte vi at forstå og respektere hinanden.

Julie var ligesom jeg selv fra Randers og det kunne vi snakke meget om. Jeg var og er fuld af beundring over Julie, der i sin høje alder klarede sig med et minimum af hjemmehjælp. Hun kunne selv, og hun ville selv i det omfang, kræfterne rakte. Hun havde om nogen styr på, hvornår hjemmehjælpen kom, hvornår sygeplejersken kom, samt besøgsvennen. Hun læste avisen hver dag og hun fulgte med i, hvad der rørte sig i lokalsamfundet. Hun var stolt af sine børn, børnebørn og oldebørn og talte altid om dem med stor glæde.

Julie Westerdahl var et dejligt menneske. En ener, jeg aldrig glemmer. Æret være hendes minde.

Rikke og Jørgen Fredeløkke, Svendborg, skriver mindeord over deres gode ven og rejsekammerat, Mogens Madsen.

n En af Svendborgs kendte skikkelser er ikke mere.

Mogens Rehr Madsen, pensioneret nærbetjent, tidligere formand for Peder Most Garden, særdeles aktiv i Politihundeforeningen samt i Politihjemmeværnet, redaktør for Landsgardeforeningens blad - hvor han, selv om han havde sygeorlov, stadig tog til koncerter og fotograferede og lavede artikler.

Senest i efteråret, hvor vi havde en dejlig tur til Sønderjyllandshallen - og så »lige et smut til Tyskland«, hvor han elskede at gøre indkøb efter at have studeret annoncer fra grænsekioskerne i dagevis forinden.

I det hele taget et aktivt menneske, der havde en kæmpe omgangskreds, der nu må have den tunge besked, at »Mogens er sovet ind den 28. januar 2009«, kun 12 dage før sin 67 års fødselsdag.

Det er hårdt at miste en altfavnende familiefar, der altid var der for hele familien.

Hans hustru Bodil, der i årevis har døjet med sygdom, hjalp han, hvor han kunne lette hverdagen for hende.

Den ældste datter Heidi, der var cafeteriabestyrer i Thurøhallen og senere Ebberuphallen, behøvede blot at give ham et praj, så var han den fødte tjener.

Heidi og hendes mand Leif, der som cafeteria- og halbestyrer havde booket både hverdag og weekend op, havde en dejlig bedstefar til deres to drenge Malthe og Mathias. En bedstefar, der gerne tog dem med i Skårupøre for at lufte hunden Chang eller i svømmehallen, mens han endnu var i stand til det.

I december 2008 flyttede Bodil og Mogens til samme vej, som deres yngste datter Maj Britt og svigersønnen Rasmus samt børnebørnene Kristoffer og Johannes bor på.

Maj Britt tog plejeorlov for at være der - for sin far, som han altid har været der - for hende. Rasmus er også en kæmpe hjælp for svigerforældrene, da han altid har tid til at hjælpe dem, når han er hjemme »fra søen«.

For drengene i Svendborg bliver det en slem tid, da de, i deres morfar, havde en mand, der kunne hygge om og lege med dem, især når de havde brug for lidt mandesnak, når deres far var på havet.

Da Mogens Madsens 65 års dag blev omtalt i avisen, var en af de mest fremtrædende ting, at han var rejseglad, men kun et halvt år efter fødselsdagen blev Mogens syg.

Hans vinger blev stækket af den snigende sygdom, der nu har knækket ham.

Ingelise Kjær, Færgevej 18, Marstal, skriver på ?Landsbytossernes? vegne mindeord over Rigmor Pedersen, Marstal:

n På vej ud af landet modtog jeg for kort tid siden det triste budskab: ?Lille Rigmor er død?.

Rigmor Pedersen var et skattet medlem af den ærøske gruppe af lokalhistorikere, i kærlig omtale kaldt ?Landsbytosserne?. Rigmor var vores alderspræsident og med i gruppen siden starten for ca. 15 år siden. Hun satte med sin viden og erfaring sit store præg på udgivelsen af ?Videnbaseserien? om Det ærøske Kulturlandskab. Selv var Rigmor en del af det forfatterkollektiv, der stod bag hæfterne om landsbyerne Store og Lille Rise, og personligt havde jeg et vældig fint og behageligt samarbejde med Rigmor om Græsvænge og Kragnæs.

I de mange år, vi har holdt månedlige møder, var Rigmor en af de flittigste deltagere. Veloplagt og med et smittende humør mødte hun op ? det skulle være festligt, og det var det altid med Rigmor som deltager. Der blev grinet, og vi kedede os aldrig i Rigmors selskab samtidig med, at alvoren udmøntede sig i arbejdet med den omfangsrige ?Videnbaseserie?.

Privat var Rigmor yderst gæstfri og tog med stor varme hjerteligt imod os i sit dejlige hjem, der nærmede sig et sandt orgie af farverige blomster og planter, og stolt viste hun sin smukke have frem. Ved udgivelsen af hæftet om Tranderup-Vindeballe blev Rigmor udnævnt til æresmedlem af vores gruppe. Vi har alle meget at takke Rigmor for, og hun vil blive stærkt savnet blandt ?Landsbytosserne?.

På vegne af Lokalhistorisk Arkiv skriver formand Elsebeth Urban, Vestergade 54, Marstal, mindeord over Vibeke Hansen, Ærøskøbing:

n Fru bagermester Hansen er ikke mere. Et aktiv for byen og Lokalhistorisk Arkiv er gået bort. En lille spinkel dame, men en meget stor personlighed, alvidende på så mange områder, hjertevarm og hjælpsom over for alle. Vi er mange, som vil mindes en dygtig lærerinde, en sproglærer, latin, dansk, litteraturhistorie, som vi fik indpodet til punkt og prikke. Indtil 2004 var Vibeke stadig en trofast medhjælper på arkivet. Hun kendte næsten alle mennesker i byen fra tiden som bagermesterfrue. De sidste leveår måtte Vibeke tage ophold på Søkilden, men hun bevarede interessen for lokalhistorien og spurgte til stadighed, hvordan det gik. Arkivet har meget at sige hende tak for.

Æret være hendes minde.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce