Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Min ven gennem 50 år, Povl Ullegaard, er her ikke mere.

Vi mødtes første gang på Tietgenskolen i Odense, hvor vi begge læste HD, og det blev begyndelsen til et livslangt venskab, ligesom det blev begyndelsen til et liv, hvor udvikling og karriere tit forløb sideløbende og tit flettede sammen på mange måder.

At starte sin erhvervskarriere som lærling i Brugsen afholdt ikke Povl Ullegaard fra at stræbe efter en karriere i foderstofbranchen. Med en ansættelse i Fyens Andels Foderstofforretning i Svendborg blev det hurtigt klart, at her var en medarbejder med en usædvanlig profil, en, der ville og kunne noget mere.

Povl valgte at bruge et år i USA, hvor han gennem arbejdet som sælger af forskellige produkter arbejdede med sig selv for at dygtiggøre sig yderligere. En veluddannet Ullegaard vendte hjem til Fyn og fandt ansættelse i Fyens Andels Foderstofforretning, hvor han med sin store indsigt og dygtighed skabte sig en fin karriere. Efter nogle år var der bud efter ham, og han valgte at flytte til Danmarks største grovvarefirma, Dansk Landbrugs Grovvareselskab, der fra sit hovedkvarter på Axelborg gjorde ham til regionschef på Sjælland.

Men Povl Ullegaards hjerte lå i det fynske land - og da han i 1978 fik muligheden for at sætte sig i direktørstolen i FAF i Svendborg, var der ingen tvivl. Jeg tror godt, man kan sige, at en drøm gik i opfyldelse.

Dansk landbrug var midt i en voldsom udvikling, men også på vej ind i en strukturel ændret fremtid. Her gjaldt det også om, at branchens servicevirksomheder, herunder især grovvareforretningerne forstod at modernisere sig, at skabe den forretningstype, der bedst muligt servicerede andelshaverne.

Samtidig var erhvervslivet på vej ind i en udvikling, hvor demokrati og medarbejderdeltagelse skulle indarbejdes, hvis man skulle skabe en virksomhed, der kunne tiltrække de rigtige medarbejdere.

For Povl var det oplagt, - samtidig med, at ingen var i tvivl om, hvor den endelige beslutning og ansvaret lå, skabte han en moderne virksomhedskultur med en åben og synlig ledelse.

Gennem en stor arbejdsindsats, såvel i FAF som i bestyrelsen for Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb, fik Povl skabt en virksomhed, der havde såvel styrke som kampgejst, og som modstod alle forsøg fra storebror, DLG, om overtagelse. Konkurrencen var benhård, men det fynske hjerte stod fast.

Efter 18 spændende og gode arbejdsår hos FAF fandt Povl i 1996, at det var tiden at trække sig tilbage til sin dejlige landejendom på Thurø, hvor han i mange år i sin sparsomme fritid havde arbejdet meget med islandske heste, heste som han selv havde bragt hjem fra besøg på Island. Lidt landbrug, og lidt skovbrug blev det også til, men hestene havde Povls store opmærksomhed.

Det gav heldigvis også vi, hans venner, nogle år, hvor vi kunne trække lidt mere på hans gæstfrihed og hans hjælpsomhed.

Men Povls energi og hans ønske om at være aktiv medspiller i samfundsudviklingen gjorde, at han ikke kunne holde sig. - »Man kan ikke kritisere, uden man er villig til selv at gøre en indsats« var hans ord, og det bragte ham i 1997 ind i politik - Povl blev opstillet som spidskandidat for Venstre i Svendborg.

Jeg husker - jeg var selv opstillet i Odense - en leder i en avis, der udtalte: »Politik er ikke en legeplads for afgåede direktører«.

Det er min overbevisning, at byrådet i Svendborg i de kommende fire år opdagede, at det nok var en tidligere direktør, men at det samtidig var en flittig og indsigtsfuld borger, der oprigtigt ønskede at være med til at præge udviklingen i sin by i den positive retning, der tog plads i byrådssalen. Kompromissøgende var Povl ikke, når han mente at kende den bedste vej til målet. Han var politikeren, der holdt fast ved sine politiske mål og var ærlig over for sig selv og sine vælgere.

En dag kom han og fortalte mig, at nu han havde fundet sit drømmehus på Strandvejen i Ballen, og stolt viste han mig rundt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke havde hans evne til at se mulighederne i huset. Det havde Povl, og med et sikkert øje for såvel arkitektur som kvalitet i ombygningen, fik han skabt sit og Hannes drømmehus, - et drømmehus, han heldigvis fik flere gode år i. Det er altid dejligt, når drømme går i opfyldelse.

At han nåede alt dette samtidig med en stor sportslig aktivitet er imponerende. Når vi af og til skulle gå en runde på golfbanen i Svendborg, lød det tit: »Det kan først blive ved 10-tiden. Jeg skal lige have tævet min makker først«. Når han så indtog golfbanen, var der ikke det mindste træthedstegn at mærke. At han straks efter golfen fortsatte hjem til nogle timers havearbejde eller træfældning var kun en parentes i hans energi.

For vi, som har haft den glæde at kende Povl rigtig godt, vil der blive et stort savn, men samtidig har vi så mange gode og varme minder, at vi også fremover vil lade dem være det, vi husker.

Når lidt tid er gået, tror jeg, vi vil glæde os over, at Povl på denne måde fik fred.

Vore tanker går til Hanne og Povls familie.

Æret være hans minde.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce