Farbror Peter er sovet stille ind på Rise plejehjem, godt 91 år gammel.

Peter Jørgensen var født 1917 på Dalsgaard i Tranderup. Peter var den yngste af tre søskende. Som den sidstfødte blev han en del forkælet. Peter var af den stille og beskedne type. Han fik også engelsk syge, der bevirkede at han fik svag ryg. Han blev udlært smed, fik kørekort og sammen med forældrene besøgte de familie på Fyn, Langeland og Sjælland. Peter kom til Marstal, hvor han boede i Buegade. Tog ofte færgen til Langeland, cyklede til Lejbølle og besøgte familien på Havegaarden. Han fik et godt øje til genboens datter Mary Nielsen i Marstal. Han fik en lille smedie, som han nød. Alle i Marstal kendte ham under navnet »Peter Bue«. De blev gift den 18. november 1945, dette oplevede jeg også. De bosatte sig i Buegade 15. Når vi kom fra Langeland, stod han altid på havnen og tog imod os. Det var lidt uvant for os landboer at besøge byboer, men vi følte os altid velkomne, og det var spændende. Senere nød jeg mange ferier derovre. I 1946 fik de datteren Lissi. Peter var stadig den beskedne type og af få ord.

Nogle år senere lukkede den lille smedie, huset i Buegade fik de lejet ud og flyttede til den lille ejendom i Dunkær; de få tdr. land, der hørte til stedet, fik de lejet ud, og han fik arbejde hos Knud Carlo. Han fik også indrettet et lille værksted, hvor han nød mange timer, vi var altid velkomne og hyggede os. Her var jeg også sammen med dem på guldbryllupsdagen. Om sommeren kørte vi Ærø tyndt på alle de små afkroge. Senere flyttede de til Ommelsvej, hvor de havde købt hus. Her tilbragte jeg mange timer og blev godt forkælet af dem begge.

Peter ville gerne kommunikere med andre, han fik lært sig lidt polsk og tysk og nød turene til Marstal havn, hvor han traf sømænd fra forskellige nationer og fik en lille passiar med dem. Den største oplevelse var turen med Den transsibiriske Jernbane til Kina. Efter denne tur lærte han sig lidt kinesiske gloser og havde flere gange besøg af kinesere.

Peter havde ind imellem besvær med vejrtrækning.

Mary døde for nogle år siden. Peter var lidt svagelig, var ikke spor huslig og skulle nu leve livet videre. Alle tænkte, det klarer den gamle mand ikke! Peter fik tilbud om at komme på Klinten i Marstal, han har nok været lidt skeptisk. Men personalet dér gav ham mod på livet, trods alderen. Han hjalp til med lidt forskelligt, og det blev påskønnet af personalet. Det blev vejen til hans nye liv og tak for det. Peter blev fri, han blev sig selv. Gennem hele livet havde det været moderen og derefter konen, der havde klaret det meste for ham!

Han ville gerne fortælle om Kina, blev opfordret til at fortælle om sine oplevelser ikke en gang, men flere gange. Peter vidste meget, men ønskede at vide mere. Han fik lånt en bog på biblioteket om St. Petersborg, og det kom med i foredragene, han holdt flere steder på øen.

Han var nu også den, der holdt taler ved forskellige lejligheder, han nød det og foldede sig langsomt ud - mit nye liv, som han kaldte det. Senere fulgte Peter med til det nye plejecenter, her fik han også flere gøremål med madlavning, bagning, blev bl.a. referent til den lille folder fra plejehjemmet. Han begyndte også at slægtsforske, kontaktede arkiv og museer, havde flere gode møder hos tidligere driftsleder Palle Abramsson, Søby. Var med til at samle materialer til bl.a. bogen om Smedier på Ærø. Hans gamle gule Kadett var kendt på hele Ærø.

Familien var svundet ind, men Peter og fætteren i Borgnæs nåede også at besøge kusinen i Oure. Fætteren døde, tilbage var nu kun kusinen Mary i Oure, med hvem han fik mange og lange telefonsamtaler.

Sidste sommer nåede han endog at sprøjtelakere og undervognsbehandle den gamle bil, inden sygdommen brød ud. Den 15. september besøgte vi farbror Peter, vi ankom kl. 8.00. En af de få gange han ikke opholdt sig på havnen for at tage imod os, når færgen kom i havn. Han viste os atter rundt på hele øen, vi besøgte fødegården og han fortalte gladelig om alle de gamle. Efter frokost kørte vi til Skjoldnæs, hvor vi sad og blundede i middagsstunden, vi skulle være friske, for Palle i Søby skulle atter besøges, det var vel sidste gang og farbror nød det. Kræfterne svandt, Peter kom til Rise Plejehjem, hvor han ret hurtigt nød, at der var omsorg og tryghed. Han har gennem årene været utrolig glad for naboen Rita. Vi er mange, der vil savne dig og det, du berigede os med. Tak for det, farbror Peter.
  • fyens.dk