Det er Povl, der er død, ramt af kræftens svøbe. Da Povl trak sig tilbage fra erhvervslivet, tog han sig tid til en tillidspost i bestyrelsen for Thurø Fællesskove, hvor det faldt helt naturligt, at den økonomiske styring blev lagt i hans hænder.

Povl var omkostningsbevidst, og han havde også et ønske om, at der om hundrede år stod høj bøgeskov på øen, og på den måde prægede han den langsigtede planlægning. Floraen og faunaen i og omkring skovene og på strandengene optog ham meget, og gik man på tomandshånd med ham derude i naturen, oplevede man en helt anden side af direktøren Povl. Han glædede sig hvert år til forårets komme, til forårsbebuderne i vandhullerne - frøerne. Til forårsbebuderne på revet - viberne, der boltrede sig i en luftakrobatik, og når landsvalerne som nogle af de sidste trækfugle var kommet, kunne man mærke på Povl, at disse oplevelser var en lise for sjælen.

Som bestyrelsesmedlem og forhandler var han målrettet, han var en fighter, han vidste, hvad han gik efter, og samtidig var han oprigtig ærlig. Var man i dialog med ham, fandt man hurtig ud af, om han var mod- eller medspiller; men også at han respekterede folk, der argumenterede for deres holdninger.

En kraftig lungebetændelse først på vinteren tog hårdt på kræfterne på atleten Povl, og han udtrykte det selv således: »Jeg føler mig efterhånden lige så gammel, som der står på dåbsattesten«. Povl flyttede for fem år siden fra øen; men ikke fra skoven - og for bestyrelsen og for mig som driftsleder er det et træ, der faldt for tidligt. Det er også en nær ven, der gav meget, og netop det vil være styrken, når vi i dag må erkende, at han ikke er blandt os mere.
  • fyens.dk