60
Elsebeth Kock-Petersen, som i morgen fylder 60 år, forlod politik i tide.

Efter en snes år som Venstre-politiker med mange ministerposter i Schlüter-regeringerne sagde hun stop i 1989.

Hun forlod Folketinget ved valget i 1990 for at hellige sig familielivet på fuldtid med sine to små børn. Sådan kom det ikke til at gå. Efter et par år blev hun separeret fra sin mand og flyttede i hemmelighed med sin søn og datter til Storbritannien, hvor hun boede i Bedford nord for London.

Siden har Elsebeth Kock-Petersen holdt sig helt uden for offentlighedens søgelys.

Allerede i gymnasiet var hun aktiv i Venstres Ungdom og stillede i 1971 op til Folketinget.

Fire år senere blev den nybagte jurist valgt, men røg ud i 1977. I 1979 kom hun i Venstres hovedbestyrelse, og i 1982 blev den 33-årig præstedatter udnævnt til kirkeminister i den første Schlüter-regering.

To år senere blev hun genvalgt til Folketinget og flyttede til Socialministeriet, men takkede overraskende nej, da hun i 1986 blev tilbudt Boligministeriet, som ikke interesserede Elsebeth Kock-Petersen. Hun vendte i 1988 tilbage til regeringen med ansvar for Sundhedsministeriet. Allerede året efter forlod hun regeringen for at dyrke familielivet med sine to småbørn.

Der ventede et dramatisk privat efterspil, da Elsebeth Kock-Petersen i 1993 blev separeret fra sin mand, advokat Nils Kock-Petersen. Hun forsvandt sporløst med deres to børn, og han opsporede dem først i 1995 i Storbritannien. Her måtte Nils Kock-Petersen kræve en retskendelse for at få oplyst hendes adresse. Derefter fulgte et flereårigt retligt opgør ved britiske domstole om hans samkvemsret. Det endte med, at han opgav sin retssag mod hende.

Hun blev formand for Danmarks Lærerforening (DLF), da forgængeren trak sig et år før tid. Års uenighed fik også hende til at gå før tid. Men Anni Herfort Andersen fik syv år som den første kvindelige formand for landets skolelærere. I dag er hun generalsekretær i FN-forbundet, og i dag fylder hun 60 år.

Anni Herfort Andersen var formand for lærerne i Næstved, da hun i 1993 blev næstkommanderende i DLF. To år senere blev hun bossen.

Som formand høstede hun anerkendelse for en åben og demokratisk ledelsesstil, men hendes resultater ved forhandlingsbordet gjorde hende også upopulær hos flere medlemmer. Resultatet ved overenskomstforhandlingerne i 1999 kostede hende næsten posten som formand.

Stemmerne viste splittelsen, da hun blev genvagt senere samme år. 165 pegede på Anni Herfort Andersen, der er uddannet sløjd- og samfundsfagslærer, mens 144 stemte på den nuværende formand, Anders Bondo Christensen.

- Der har selvfølgeligt været knubbede ord, men man skal kunne tage mosten, hvis man vil være leder af en forening som DLF, sagde hun den gang.

Men den interne ballade og »ævl og kævl« blev dog for meget for formanden, og hun trak sig et år før tid i 2002.

Det var dog langt fra problemer det hele, der var også kærlighed i luften. Som formand mødte hun Kay Christensen, der var redaktionssekretær på lærernes fagblad, Folkeskolen. For at undgå snak stod parret frem og fortalte om forholdet blandt andet i et interview til fagbladet Journalisten.

Og for at undgå habilitetsproblemer var reglerne klare.

- Vi aftalte, at det skulle være muligt, at jeg kunne fortælle ham nogle ting, som han absolut ikke måtte fortælle på redaktionen, og der var da også ting, som jeg slet ikke fortalte ham, sagde Anni Herfort Andersen, der stadig danner par med sin tidligere redaktionssekretær.

I dag er jobbet som fagforeningsboss byttet ud med en titel som generalsekretær i FN-forbundet. Også som formand for DLF interesserede hun sig for arbejdsforholdene for kollegerne over hele kloden.

Så selv om hun med sin exit som lærerformand forsvandt fra den daglige nyhedsstrøm, finder hun af til vej til spalterne, når det handler om menneskers rettigheder.