78-årige Ivar Schytt-Nielsen rider med på dansebølgen og spiller sammen med andre seniorer op til tirsdags-dans
TVED: Folk er vilde med at danse.

Det er Ivar Schytt-Nielsen i hvert fald overbevist om, og nu skal hans formodning stå sin prøve.

Som nyvalgt formand for danseforeningen »De Danseglade« præsenterer han konceptet tirsdags-dans i Tved Forsamlingshus den 3. marts, og går det, som han tror og håber, er der mere Glenn Miller og anden danse-venlig musik på programmet i forsamlingshuset den første tirsdag i hver måned.

Ivar Schytt-Nielsen deler gerne ud af den livsglæde, som han til overflod selv er blevet udstyret med. Som initiativtager til Seniorværkstedets Husorkester - hvor han også er forsanger og spiller harmonika - er han ofte blevet kontaktet af folk, der spørger, om orkestret kunne tænke sig at spille op til offentlig dans. Det var sådan, at ideen om at lave en pendant til ungdommens diskoteker dukkede op; et sted, hvor modne mennesker kan mødes, spise lidt mad og danse til musik de kender.

- Det var især mange der henvendte sig til mig, da jeg spillede med Seniorværkstedets Husorkester på sommerlørdage på Lilletorv i Svendborg, fortæller Ivar Schytt-Nielsen, der bor i Tved sammenmmed hustruen Lily.

Dårligt ben

Det har han ikke altid gjort. Tværimod er han flyttet meget rundt i landet alt efter, hvor der var job, og hustruen og de fire børn fulgte med.

Ivar Schytt-Nielsen er født på en mindre landejendom ved Verninge, og som ung fik han konstateret en sygdom i benet, som betød, at han ikke bare kunne vælge og vrage, hvad han ville beskæftige sig med. Det dårlige ben satte nogle begrænsninger.

- Jeg blev undersøgt og fik at vide, at der var tre muligheder for mig. Jeg kunne starte en uddannelse som maler, tømrer eller smed. Så valgte jeg at blive smed, fortæller Ivar Schytt-Nielsen.

Han blev udlært hos Thomas B. Thrige i 1952, hvor han fortsatte i en periode. Men benet hæmmede ham i arbejdet, og derfor fik han job på smedenes fagforeningskontor i Odense, indtil han begyndte at læse til maskintekniker. Han blev færdig med studierne i 1961, og så var smeden pludselig blevet funktionær.

Flyttede 14 gange

Ivar Schytt-Nielsen fik bl.a. job på Zeuthen & Aagaard i Svendborg og senere på Svendborg Værft, hvor han blev knyttet til styremaskine-afdelingen.

Da den blev solgt fra til Bukh i Kalundborg, flyttede han - og familien - med virksomheden til Sjælland, og da Bukh nogle år senere solgte produktionen af styremaskiner videre til virksomheden P. Rasmussen i Esbjerg, blev flyttevognen igen rekvireret.

Familien er i alt flyttet 14 gange; bl.a. til Fredericia, hvor Ivar Schytt-Nielsen havde job på værftet.

- Det skulle egentlig kun vare tre måneder, men jeg blev hængene i tre år, så derfor flyttede min hustru og jeg til Fredericia, mens børnene, der nu var blevet store, blev boende på Thurø, siger Ivar Schytt-Nielsen, der også i en periode var knyttet til værftet i Marstal, hvor han stod for ombygningen af trawlere.

- Det var en god periode, og jeg nød den daglige pendler-tur fra Thurø til Marstal. Jeg fik set nogle øer på vejen, siger han.

Sammen med sønnerne

Og så blev han virksomedsejer sammen med sønnerne Rune og Ruben. De overtog maskinerne efter en konkursramt maskinfabrik i Svendborg, og sammen startede de på Ørbækvej i Svendborg en virksomhed, der fortrinsvis lavede lønarbejde for værftet i Svendborg og servicerede Storebælts-færgerne.

Som 63-årig gik Ivar Schytt-Nielsen på pension, men ikke for at trille tommelfingre. Tværimod havde han nu al den tid, han gerne ville, til sig selv - og andre.

Kræfterne blev lagt i Seniorværkstedet i Svendborg, hvor han var formand i ni år, og da han stoppede, gik han i gang med musikken og opbygningen af værkstedets husorkester.

Interessen kom og gik

- Som dreng spillede jeg lidt harmonika, men interessen forsvandt, da jeg var ung, og som voksen havde jeg ikke tid. Da var det arbejdet og familien, der tog al min tid. Men så en dag spurgte min kone, om jeg dog ikke havde lyst til igen at komme i gang med at spille harmonika, og det endte med, at hun købte og forærede mig en, som i lang tid stod henne i hjørnet. Det kneb stadig med tiden, men en dag, da jeg var ude at gå en tur, så jeg en bil, hvor der på siden stod »Sydfyns Harmonikaskole«. Jeg satte en seddel med mit navn og adresse under viskeren, og bad bilens ejer kontakte mig. På den måde kom jeg i gang igen, og musikken har betydet meget for mig, siger den gamle smed, der slår tonen an, når spilles op til dans i danseforeningen »De danseglade«.
  • fyens.dk