HOSPITALSKLOVN: Lis hedder Lulu, når hun har næsen på. Hun gør livet lettere for syge børn
Når hun har sin næse på, er hun klovnen Lulu - og når hun tager den af, er hun bare Lis Vilain fra Odense.

Men Lis befinder sig bedst som Lulu - en af de efterhånden ganske mange organiserede danske hospitalsklovne, hvis formål er at gøre tilværelsen lidt lettere for patienter på landets sygehuse. Særligt børnene.

- Min baggrund? Jeg har optrådt på festivaler, ved sommerfester og til private børnefødselsdage. Og så har jeg også spillet lidt revy, siger Lis Vilain, 42 - der som sine kolleger landet over har gennemgået en særlig, étårig uddannelse på Danske Hospitalsklovnes kursusejendom i Stenstrup.

Før da var hun pædagog gennem 10 år. Det vil hun ikke være igen.

Pædagoger i rullestol

- Holder alle disse nedskæringer ikke snart op, sidder alle pædagoger snart i rullestol eller går med rollator. Der er jo slet ikke tid til at give børnene oplevelser. Kun til at tørre gumper og næser. Men jeg tager hatten af for mine kolleger, der stadig har kraft til at give den gas, siger Lis Vilain. Nu glæder hun børnene på anden vis - og klarer i stedet dagen og vejen som ufaglært postarbejder i nattetimerne.

Blandt hospitalsklovnens opgaver - ud over at more - er at være et tryghedsskabende bindeled mellem de små patienter på den ene side og lægerne og sygeplejerskerne på den anden. At være en ven og en allieret - og at vise de små, at det slet ikke er så slemt, når lægen vil ha' en blodprøve. Så tilbyder klovnen sig på stedet.

Armen blev blå

- En dag fik jeg taget tre af slagsen. Min arm var helt blå, da jeg kom hjem, fortæller Lis Vilain, der mener, at det er en alvorlig sag at klovne.

- Det kræver pli og situationsfornemmelse. Jeg skal kunne mærke, om de overhovedet kan ha' mig. Kan de ikke det, vinker jeg bare og forsvinder igen, siger hun.

Lis Vilains organisation, Danske Hospitalsklovne, har som mål at få klovne tilknyttet alle danske børneafdelinger - som mange steder i udlandet, hvor klovnene ligefrem er en del af sygehusenes budgetter.

Det er de - endnu - ikke herhjemme, hvor aktiviteterne er afhængige af private sponsorater. Og forleden sørgede de fynske pressefolk for, at der i hvert fald er råd til en måneds arbejde for Lis Vilain.

Enten på Odense Universitetshospital eller på andre af de fynske sygehuse.

De 6000 kroner, som hun på Danske Hospitalsklovnes vegne blev begavet med, stammer fra en fond på resterne af Lattergalen - et satireskrift á la Blæksprutten og Svikmøllen, som de fynske journalister, fotografer og bladtegnere udgav i fire år fra 1992 til 1995.

Så slap energien op - men af formuen uddeler Lattergalens Venner, når lejlighed gives, nu i stedet legater til fynboer, der på den ene eller den anden måde har gjort livet sjovere for andre.

Tidligere modtagere er Albanis Jørgen Heinicke, Gert Pedersen fra Mime Teatret i Odense og byrådsmedlem Erik Mathiasen fra Svendborg, der ynder at udstille dumheder fra avisernes spalter i årsskriftet Presseblomster.
  • fyens.dk