- Jeg ER forfatter!

Udmeldingen kommer efter halvanden times interview og burde i virkeligheden ikke overraske.

Renée Toft Simonsen udgiver sin første roman, men bag sig har hun adskillige børnebøger. Hun har modtaget priser, gode anmeldelser, og hendes Karla-bøger er netop filmatiseret og får premiere senere på året. Det er snart fem år siden, hun debuterede, og de senere år har hun brugt størstedelen af sin tid på at skrive.

Alligevel stråler den 42-årige model og cand. psyk., som havde hun lige har præsenteret resultatet af års forskning.

- Er det ikke flot? jeg er lige begyndt på at sige det. Indtil sidste måned kunne jeg ikke finde ud af det. Det var ligesom at proklamere, at man er kunstner. Sådan lidt pinligt, men det er jo det, jeg er.

Med alt hvad det indebærer af skrivekriser, idétørke og risiko for gnavne anmeldere, der mener, at modeller skal holde sig til deres metier.

- Jamen, vi lever i janteland, jeg er ikke uddannet fra forfatterskolen, og hvis man vil blande sig med parnasset ved at kalde sig forfatter, kan man godt blive verfet i hovedet. So be it!, næsten gjalder hun ned i båndoptageren på bordet foran hende.

Fra baren ser tjenerne imponeret ned mod den tidligere topmodel, der kaster lokkerne til siden og med fast stemme bedyrer sin nye status. Cafeen i Århus er stamsted for kronprinser og kendisser, og Renée Toft Simonsen sætter sig hjemmevant for at tale om sin nye bog. Den handler om en kvinde, der på mange måder ligner hende selv. Smuk, begavet og veluddannet.

Der er bare et lille problem.

Scchhyy... hun har angst

For hovedpersonen i romanen, lægen Iben, smuldrer tilværelsen lige så stille, da hun en dag får et angstanfald. Først kommer kvælningsfornemmelserne, frygten for at kaste op og forvirringen. Så følger uroen, aflysninger af vennemiddage, pjæk fra indkøb og arbejde af frygt for at få et nyt anfald.

- Jeg har selv lidt af angst i mange år, og derfor synes jeg, at det var uendelig interessant at skrive om, siger Renée Toft Simonsen og peger på sin næse.

- Herfra min verden går.

Romanens Iben og Renée Toft Simonsen er ikke alene. Mindst 200.000 danskere lider af angst. De har fobier, får panikanfald eller lider af langvarige angsttilstande.

- Angst er tabuiseret og noget skamfuldt, som vi ikke beskæftiger os med. Men ved at tale om den, bliver den mindre farlig, man skal kalde angsten ved navn, for så ophæves forbandelsen, og det er mange år siden, jeg startede med at sige det til mine venner. Noget andet er selvfølgelig at råbe det ud over hustagene, som jeg gør nu. Jeg har før nævnt det i interview, men der var aldrig nogen, som spurgte særligt meget til det. Folk ville hellere høre, hvordan det var at leve det vilde jetset-liv.

Slidt op

Og det hele så fantastisk ud. Dengang i begyndelsen af modelkarrieren. 1980'ernes smukke ansigt var kærester med en rigtig rockstar, hun var på de rigtige forsider og drak sine drinks de rigtige steder i New York. I mens rullede millionerne ind på bogen. Men virkeligheden føltes forkert. Efter et par år som den tjekkede pige, kunne Renée Toft Simonsen blive bange for at hæve et glas, spise suppe eller tage penge op af pungen, mens andre så på. Tænk, hvis hun kom til at ryste på hænderne. Så ville folk opdage, at hun var nervøs og ikke havde styr på tilværelsen. Kort sagt, at hun ikke var perfekt. Hjertet hamrede, hænderne rystede, og øjeblikkene føltes uvirkelige, uden at hun var i stand til at kontrollere det.

- Der gik flere år, før det gik op for mig, at det var angst. At jeg ikke bare var mærkelig. At det hed noget. De første par år var jeg skrækslagen, når det kom, Jeg troede, at jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg ignorerede det, og det bliver det jo altså ikke bedre af, skulle jeg hilse at sige. Jeg arbejdede som en gal, gik i byen og skyndte mig at tage en rom og cola, når jeg kom hjem. Uden jeg vidste af det, begyndte jeg at undgå situationer, hvor jeg kunne blive bange i, fortæller Renée Toft Simonsen.

- Jeg tror, det skete, fordi jeg var ung, havde arbejdet for meget og var slidt ned. Som model skulle jeg tage mig af mig selv og være på toppen fra Hawai til Milano. Samtidig skulle jeg lære at gebærde mig i en verden, som ikke var min, og som jeg i grunden heller ikke følte noget særligt for. Den baggrund, jeg kom fra, var meget forskellig, fra det jeg lavede, og de idealer jeg havde. De diskussioner, der var rundt om middagsbordet hjemme hos os handlede om, hvordan Danmark skulle ud af EU, og det var meget langt fra den modelverden, jeg befandt mig i.

Bange for psykologbesøg

Til sidst kunne seancerne foran kameraet udløse angstanfald. »Og det er jo ærligt talt ikke så smart som fotomodel«, konstaterer Renée Toft Simonsen tørt. 20 år og adskillige erfaringer senere.

- Jeg tog hjem til min mor, der sendte mig til psykolog. En klog gammel dame, som bare sad lige så stille uden at sige noget. Hun sagde ingenting, hun gjorde ingenting, og hun ville ikke have noget fra mig. I syv år havde jeg oplevet, at alle ville mig et eller andet. Nu sad jeg på toppen af verden, jetsettet, og pludselig sad der én overfor, som ingenting ville. Efter et stykke tid kunne jeg mærke mig selv, og så begyndte jeg at græde. Jeg græd og græd, og så følte jeg jo, at jeg havde ødelagt den første time med det. Så bagefter fik jeg angst for at komme til psykolog!

Den første time blev dog kun begyndelsen på årtiers terapiforløb.

Dumme modeller

Siden teenageårene havde hele verden fortalt Renée Toft Simonsen, hvor smuk hun var. Men da hun kvittede fuldtidsjobbet som model og vendte tilbage til Danmark, var udseendet ikke længere det vigtigste.

- Jeg havde fordomme om modeller ligesom alle mulige andre. Pludselig var jeg selv én. Derfor havde jeg en enorm trang til at bevise, at jeg var andet og mere end det. Det var meget væsentligt for mig at vise, at jeg ikke bare var smuk og dum. Nu skulle de bare se! Så jeg tog en kandidateksamen med højeste karakter og så videre derudad.

- Hvem var det, der skulle se det?

- ... Det var først og fremmest far. Hvem var det der sagde, at modeller bare var små piger, der gerne ville ses af deres far? Ha, ha...

Så sidder hun lidt.

- Det har det da også været for mig. Min var rigtigt svær at råbe op, skulle jeg hilse at sige.

- Hvornår holder piger op med at skulle ses af deres fædre?

- Åhh... Gud! Hvis jeg vidste det, blev jeg millionær. Nu er jeg 42, og jeg har da stadig en rem af huden, selvfølgelig har jeg det, det holder aldrig op. Man kan arbejde med det, og mit er ikke så udtalt længere. Men det er plantet i én, længe før man selv blev bevidst om det.

Som psykologistuderende trak Renée Toft Simonsen i en stor bue uden om at forske i angst. Hun griner over hele hovedet til spørgsmålet om, hvorvidt man begynder at læse psykologi, fordi man lider af personlige problemer.

- Ja, hvis du vil have en »fucked up« kæreste, skal du bare tage til fest på psykologi! Men jeg tror, det er godt, at man selv er lidt til en side, når man skal hjælpe andre. Derfor er angsten en af mine store gaver. Man får en rummelighed og en fornemmelse af, at sådan kan livet OGSÅ være, siger hun.

De samme problemer som andre

Ikke kun Renée Toft Simonsen har haft svært ved at acceptere, at hun var »den svage«. En skønhed med penge må ikke klage.

- Du skal regne med, at jeg har været meget heldig i mit liv. Folk skal ikke tænke »stakkels rige pige«, men det kan godt være svært at være den heldige. Jeg har to søstre, som jeg kan tænke, hvorfor var det ikke dem? Jeg har syntes, det var svært, at alle sagde til mig, at jeg var smuk, når jeg synes, at de var lige så smukke. Det har været svært for mig, at holde fast i, at jeg havde ret til at være ked af det og lide af angst. Folk tænker, hvad har hun at klage over? Hun har penge på bogen. Men det har været nøjagtigt lige så smerteligt for mig som for alle andre at lide af angst. Med hus i velhaverforstaden Risskov, ægteskab med mange pigers drømmefyr, rocksangeren Thomas Helmig, og fire sammenbragte børn er glansbillede en underdrivelse.

- Men jeg føler mig jo i klub med alle andre kvinder. Det kan godt være, at rammerne er forskellige, men grundlæggende har vi de samme problemer. Vi kæmper alle sammen med skuffelser, ensomhed og at føle os gode nok. At vi ikke når alt og skal dø på et tidspunkt. De eksistentielle vilkår er de samme for mig som for Agnethe Jensen på Hinnerupvej.

Nej tak til foredrag

Fotografen dukker op, og Renée Toft Simonsen ser mod himlen. Skyerne er asfaltgrå, og regnen siler.

- Det er fint nok, solen ikke skinner. Så kan man ikke se alle rynkerne, siger hun og tegner et par linjer under øjnene.

De trækker udenfor. Hun stiller sig professionelt an i fire-fem stillinger, og kameraet blitzer. Bagefter ligner fotografen en hankat, der har labbet fløde i sig hele dagen.

Tilbage ved bordet fortæller Renée Toft Simonsen, at visse situationer stadig kan give hende angst.

- Men i dag kan jeg godt sige, at der er noget jeg ikke magter. Når folk spørger mig, om jeg vil ud at holde foredrag, siger jeg, nej, det tør jeg ikke. Det tror de som regel ikke på.

- Hvornår har du sidst sagt »det tør jeg ikke«?

- Det er kun en uge siden. Jeg bliver hele tiden spurgt om konferencer og oplæg, og den slags giver mig frygtelig angst. Jeg tror, at jeg kommer over det en dag, for jeg har noget at sige, men det er ikke lige nu. Jeg har ikke kræfter til det og er ikke parat. Og det er mig, der bestemmer, hvornår det skal være.

- Men nu er du forfatter. Du har taget din kandidateksamen. Hvad mangler du at bevise?

Hun sidder lidt.

- Jeg tror, jeg mangler at holde op med at bevise. For jeg ER jo god nok, ik' osse... altså. Jeg siger til alle andre, at de er gode nok, nøjagtigt som de er, og det skal jeg også huske selv. Når det så er sagt, så er det at stræbe efter noget og præstere også livet for mig. Jeg bliver aldrig typen, der kommer til at sidde og meditere i timevis hver dag, og jeg føler slet ikke, at jeg er i mål. Indenfor denne her forfatterbuisness, er jeg jo nærmest lige startet.
  • fyens.dk