I front for atletikken

Foto: Thorkild Jensen

I front for atletikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Genvalgt DGI-formand har været aktiv på foreningsplansiden hun var barn

Det er ikke noget nyt for Susanne Jensen at have en mening om atletik. Det har hun haft siden hun i 1972 som 12-årig kastede det første spyd i Svendborg Gymnastikforenings atletikafdeling.

Egentlig ville hun meget hellere have haft en håndboldkarriere, men et styrt på cyklen beskadigede hendes tandsæt så meget, at håndbolden ikke kunne komme på tale, mens tænderne blev sat fast igen.

En veninde spurgte Susanne, om hun ikke ville med til atletik i stedet, og især spydkast greb hende så meget, at hun blev hængende, også efter at veninden var holdt op.

Hendes karriere som spydkaster toppede i 1989, da hun blev den næstbedste til spydkast i Danmark, men selv om hun en lang årrække var blandt de bedste, og aldrig under nr. fem, blev det hverken til deltagelse i Europamesterskab eller Verdensmesterskab.

Susanne Jensen måtte nøjes med en plads på reservebænken ved de store stævner.

Svendborg var og er stadig en lille klub, så der var ikke så mange at måle sig med, og en egentlig træner var der ikke i klubben. Derimod var hun med i elitegruppen lige under toppen, og her blev der holdt træningssamlinger mellem ligeværlige modstandere hver anden måned.

- Selvfølgelig havde jeg en del talent, og træningen har været et hårdt slid, men den gyldne hånd, der kunne kaste rigtig langt, har jeg aldrig haft, siger hun selv.

Det individuelle i atletik er noget, der passer Susanne Jensen godt. Hun kalder sig selv "rimelig stædig", så hun vil gerne nå sine mål.

Det har passet hende fint, at der efter præstationerne kun var hende selv at hugge på, hvis et kast ikke blev langt nok eller på anden måde kiksede.

I starten kunne hun blive vældig sur, men fandt dog hurtigt ud af, at hun brugte alt for meget energi på raseriudbrud. Den energi, hun skulle bruge i næste forsøg.

Hendes klassekammerater var ikke voldsomt interesserede i hendes atletiske udfoldelser. De var mere til håndbold, men forældrene støttede den unge Susanne, dog uden at have ambitioner på hendes vegne. Der er ca. 125 aktive atletikudøvere i klubben i Svendborg, et tal der har ligger meget stabilt i en lang årrække. De seneste 15 år har Susanne Jensen været børnetræner, for at betale lidt af det tilbage, hun har fået i klubben.

Men hun har også engageret sig i bestyrelsesarbejde.

I 1992 blev hun overtalt til at stille op som suppleant i DGI Atletik uden egentlig at være syndeligt interesseret i at få en bestyrelsespost.

- Som suppleant kan man jo være heldig at sidde i mange år uden at rykke ind i bestyrelsen, men det skete ikke for mig, griner Susanne Jensen.

Efter et halvt år var der et bestyrelsesmedlem, der rejse til udlandet, og så blev det alvor for den aktive fynbo, som til gengæld fik smag for det.

I 1999 havde hun fået så meget blod på tanden, at hun stillede op til formands posten, og hun er netop blevet genvalgt til en ny to-årig periode på toppen.

Blev det ikke til så mange rejser, mens hun var på toppen i DGI-regi, kom de senere, da hun stillede op på postvæsenets firmahold.

Susanen Jensen er landpost på Langeland, og meldte sig til postvæsenets firmahold i atletik.

Her har hun kastet med spyddet siden 1995, deltaget i EM og været til stævne i flere europæiske lande

Hendes ambitioner for den danske atletik er, at der skal flere medlemmer på landsplan end de 12.000, der er i øjeblikket, og så vil hun have fat i lokalforeningerne og udbrede kendskabet til, hvad DGI kan gøre lokalt.

Det gælder kurser, stævner for børn eller introduktionsdage i skolerne, hvor organisationen kan få lov at vise, hvordan atletik kan gøres mere spændende i skolerne.

- Jeg forstår godt de lærere, der synes atletik kan være en utaknemmelig opgave, hvis de skal holde styr på 25 børn i 3. klasse, der står på række og vente på et spring. Det skal gøres anderledes.

- Jeg tror på, atletik kan gøres til en slags event. Vi har forsøgt i en 1. klasse, hvor vi kaldte det "idræt med power".

Susanne Jensen trappede for nogle år siden ned for træning og deltagelse i stævner, og det gav tid til at opfylde et gammelt ønske om at anskaffe sig et par hunde. Leika, der er et kryds terrier-typen og Balder, der er en hønsehund.

Det kræver tid, og Susanne Jensen ville ikke have hund så længe hun var så meget væk hjemmefra, men da hun så mødte en kæreste med hund, var beslutningen ikke så vanskelig.

I front for atletikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce