TV-INTERVIEW: Selv om Helle Ryslinge har fundet inspiration til mange af sine film i Indien, så har hun alligevel et mildt sagt anstrengt forhold til landet
Helle Ryslinge, der er en del af dommerpanelet i DRs "Smagsdommerne" har lige været i Indien i to en halv måned for at følge en ko med et kamera. Ikke bare for sjov, for filminstruktøren spilder ikke gerne sin tid. De mange timers råbånd fra Indien skal blive til en lille film om, hvad sådan nogle indiske køer egentlig får dagen til at gå med.

Ideen havde ligget og summet i instruktørens baghoved i næsten seks år, da hun endelig indså, at for at få den ud af hovedet, måtte den ned på filmstrimler.

helle ryslinge

Født 1944

Bor i København

Har en søn

Har blandt andet lavet filmene "Flamberede Hjerter", "Carl og Ester", "Hallalabad Blues" og dokumentaren "Larger than Life" om indiske Bollywood-film, som man kan læse mere om på www.virusfilm.dk

Sidder netop nu i dommerpanelet i DRs "Smagsdommerne".

Så Helle Ryslinge tog til Indien. Men ikke til noget glædeligt gensyn, fortæller hun. For faktisk afskyr instruktøren det land, der har inspireret hende så kraftigt til film som Hallalabad Blues og Larger Than Life.

- Jeg er vild med filmene, ikke med landet. Indien er et enormt svært sted at opholde sig, det er så anstrengende. Støjniveauet er sindssygt, trafikken er vanvittig, og mentaliteten er meget anderledes, forklarer instruktøren med sin karakteristiske hæse stemme.

Under sit seneste ophold i Indien var instruktøren i Bombay, hvor hun benyttede det lokale tog.

- Det er en borgerkrig bare at komme ud og ind. Det er animalistisk adfærd, der er slagsmål, og det er vanvittigt. Jeg eksploderer, jeg bliver sindssyg og går amok. Nogle gange kan jeg stå og skrige flere gange om dagen, forklarer Helle Ryslinge med nærmest desperat stemme.

Åndssvage indiske film

Egentlig var det helt tilfældigt, at hun overhovedet kom til Indien. Hun har aldrig selv haft lyst til at opsøge landet, heller ikke da alle de andre gjorde det i hendes ungdom.

- Dengang piskede de jo alle sammen til Indien, og så kom de tilbage og var rædselsfulde og helt hellige i blikket. Jeg gad ikke, så det var først meget senere, i 1995, at jeg tog til Indien, fortæller Helle Ryslinge.

Det endte med, at hun kom til at sidde fast i landet på grund af problemer med diverse papirer, og til sidst var instruktøren ved at blive vanvittig af bare at vente i Delhi. Så hun gik i biografen. Og fik lidt af et chok.

- Jeg gik i pausen, fordi jeg simpelthen ikke orkede mere. Jeg syntes, det var så åndssvagt. Jeg fandt det bare tåbeligt, at de spjættede rundt med arme og ben på den måde. Men der var nogle flotte elementer indimellem, nogle fabulerende, fantasifulde dansescener, husker Helle Ryslinge.

Så hun gik i biografen igen, og denne gang blev hun fanget. Hun forlængede sit visum, lejede en videomaskine og et fjernsyn, og så begyndte hun ellers at slæbe indiske videofilm med hjem.

Fascinationen var ikke til at komme udenom, og det er den stadig ikke. Selvom det betyder, at Helle Ryslinge må til Indien igen og igen. Hun gør nemlig det, hun føler, hun skal, og så er det sådan set underordnet om nogle mener, at hun er sær og anderledes.

Tilbage til Indien

- Det kan da godt være, at jeg skiller mig ud. Men man er, som man er, og jeg synes ikke, at jeg er så speciel, fastslår Helle Ryslinge og fortsætter:

- Der skal da være plads til at folk er, som de er. Vi bevæger os hen imod et dybt kedsommeligt samfund, hvor folk bare skal være ligesom alle de andre.

Det handler om én ting: har du penge eller har du ikke. Ligesom i Indien, hvor status er sådan en forfærdelig vigtig ting. I Danmark skal alle pludselig være akademikere, og det kan da ikke være rigtig, mener hun.

Selvom hendes egen søn på 35 godt nok lige er blevet færdig som arkitekt. Og det faktisk gør hende stolt.

- Det gør det da, og jeg synes også, det er fint, at han er blevet akademiker. Han er sgu en fed fyr og ikke begrænset af det akademiske. Men han er vel også præget af mig, indrømmer hun selvironisk.

Sønnen har ligesom sin mor været en del ude at rejse, og det er vigtigt, for det giver et nødvendigt perspektiv, mener Helle Ryslinge.

Personligt er hun da heller ikke færdig med at rejse endnu, og turen kommer nok også til at gå til Indien igen.

- Filmen har taget mig tilbage til Indien så mange gange. Det er først nu, hvor filmen om koen er færdig, at jeg ikke behøver at tage derud mere. Det er en lettelse at tænke på. Samtidig har jeg fået Indien ind under huden, så jeg kan heller ikke forestille mig aldrig at komme tilbage. Det er et rent had/kærlighedsforhold, indrømmer hun.
  • fyens.dk