Bent Magelund bisættes fra Vor Frue Kirke på sin fødselsdag i dag
På familiens vegne skriver Susanne Magelund mindeord over Bent Magelund, Svendborg

»Optimisten tager lige så ofte fejl, som pessimisten, men han har det sjovere«.

Sådan levede han, og sådan døde han.

Indimellem talrige indlæggelser på sygehuset de senere år, hvor vi gentagne gange blev tilkaldt, fordi lægerne mente, at hans svækkede helbred ikke kunne klare flere akutte hjerte/lungeproblemer, arbejdede han videre med sine ideer og projekter. Skrivebordet flød over med papirer og udklip fra aviser, små lapper med notater, »to do«-lister, og reolerne var et sandt lokalhistorisk arkiv. Der var også gang i computer, e-mails og mobiltelefon. Et dårligt helbred eller pensionisttilværelse kunne ikke stoppe en ildsjæl som ham.

Svendborg var ikke alene hans fødeby og hjemby ? Svendborg var hans projekt. Kunne han gøre noget, for at byen blev bedre, smukkere, sjovere ? mere attraktiv både for indbyggere og turister, så gjorde han det. I en revy fra 1987 blev han hyldet i en tekst af G. Juul og Engelbrecht, med sangen: »Byens Lys«. Byen ville ikke give ham tilladelse til, at sætte en lysavis op, men det slog ham ikke ud. Han fik i stedet lov, at sætte den op i Odense.

Han var iværksætter og inspirator. Der var perioder, hvor vi ikke så meget til ham i hjemmet, men vi vidste altid, hvor vi kunne finde ham: Der, hvor hans projekter enten var i støbeskeen, eller hvor de var i gang med at blive realiseret. Eller begge dele på én gang. Ofte blev maden kold på middagsbordet, inden han nåede at få den, fordi »der lige kom et møde i vejen« ? eller også kom han hjem med »med nogle stykker«, som der lige skulle snakkes lidt mere med, og som han syntes vi skulle møde.

Men han var ikke kun til de store projekter og forretninger. Han stod op imod uretten. Tingene skulle gå ordentligt for sig. Kunne »Røde Laurits« ikke få sit trækors på Thurø Kirkegård, eller måtte fiskerne i Rantzausminde Havn ikke sidde med deres øl ved fiskerskurene, så trak han i harnisk! Skrivemaskinen og avisens spalter var kamppladsen, og ingen ansvarlige for uretten gik ram forbi.

»Lille af statur, fredeligt udseende ? men tag ikke fejl af facaden venner og især fjender« stod der engang i en artikel om ham i Fyns Amts Avis. (Han havde dog flere venner end fjender!). Og det var aldrig kedeligt. Selv lukningen af »Herremagasinet Magelund«, hvor han var 3. generation blev ikke en trist afslutning, men et forrygende ophørsudsalg med afsluttende afskedsreception, med fest og farver, der signalerede starten på noget nyt.

Når han bisættes fra Vor Frue Kirke på sin fødselsdag i dag, vil en lang række af de foreninger, organisationer og personer, som har været en vigtig del af hans liv, deltage med faner, musik og tilstedeværelse. Og det var jo det, han elskede: Liv, mennesker, fest og farver. Og hvad er mere nærliggenden end at bisætte »Torvekongen« fra kirken på toppen af torvet?

Vi kan ikke fatte, at han aldrig mere kommer ind ad døren med mappen under armen. Han efterlader et kæmpe tomrum og vil om nogen blive savnet.