Et skæbnefællesskab omkring jobbet som bladskræddere på Fyens Stiftstidende og interesse for klassisk musik har bragt dem sammen både på arbejdspladsen og privat.

Godt nok kan redaktionssekretærerne Visti Nielsen, Vindegade 95, Odense C, og Leif Nielsen, Uglehøjen 160, Højby, Odense S, ikke beskyldes for at have forsynet læserne med ret mange skrevne linjer. Alligevel har de begge gennem 25 år haft deres indflydelse på den daglige avis.

Stillingen redaktionssekretær eller endnu bedre den populære betegnelse bladskrædder dækker ganske godt deres funktion. De to sørger nemlig for, at journalisternes ord, fotografernes billeder samt tegnernes illustrationer eller grafik kommer til at indgå i en højere enhed på avisens sider.

Det arbejde udfører de siddende side om side med hovedvægt på weekendtillæggene. Samtidig med, at de på fornøjelig vis udveksler erfaringer om stort og småt både lokalt og globalt.

Selvsagt bliver der også plads til at vende tilbage til fortiden med at mindes begivenheder gennem de mange år på samme arbejdsplads. En af yndlingshistorierne udspiller sig om aftenen lørdag den 4. maj 1985.

Ianledning af 40-året for Danmarks befrielse efter fem års tysk besættelse havde den daværende chefredaktør dekreteret, at alle vinduer i det gamle bladhus på hjørnet af Vestergade og Jernbanegade midt i Odense skulle forsynes med levende lys.

Og til glæde for læserne lød beskeden til de to redaktionssekretærer Visti Nielsen og Leif Nielsen, at søndagsavisen som bærende billede på forsiden skulle have et foto fra den illuminerede bygning.

Skæbnen ville imidlertid, at netop den aften viste det sig at være lyst i vejret usædvanligt længe, og deadline nærmede sig med faretruende skridt. Til sidst var der ikke andet at gøre end at sende fotografen over i en naboejendom kort før, at avisen skulle i trykken. Resultatet blev en forside med et billede af to ensomme lys i et stort vindue.

At landets på det tidspunkt statsminister Poul Schlüter samme aften havde fået smidt æg i hovedet med fremragende pressebilleder til følge vidste de to redaktionssekretærer naturligvis udmærket.

Men de fulgte den chefredaktionelle besked. Ikke af angst for at blive udsat for sanktioner. Men når chefen nu ikke vidste bedre, så måtte han populært sagt stege i sit eget fedt.

Beslutningen gav et fællesskab, som har fulgt de to herrer siden. Og for nogle år siden fandt de ud af, at de begge interesserer sig for klassisk musik.

Siden har de - i øvrigt sammen med en tredje kollega - været faste gæster til en række af Odense Symfoniorkesters koncerter.

Det går ikke altid lige stille af. Leif Nielsen ynder at beskylde Visti Nielsen for en hang til at rasle med slikposer, så det forstyrrer både hans og andre koncertgængeres nydelse af musikken.

Som indfødt odenseaner er Leif Nielsen stor fan af OB, mens Visti Nielsen med Svendborg som fødested nærmest nødtvungent holder med Svendborg Forenede Boldklubber, selv om klubben i øjeblikket ikke gør meget væsen af sig på grønsværen.

Visti Nielsen er stolt af sin fødeby, som han gerne kalder for landets mindste storby. Til gengæld må Odense finde sig at blive betegnet som landets største landsby. Det mener han absolut ikke positivt, skønt han i størstedelen af sit liv har haft sit hjem i den fynske hovedstad.

Fælles reception i bladhuset, Blangstedgårdsvej 4, Odense SØ, tirsdag den 3. august kl. 13-14.

25 år på deres fælles arbejdsplads og interesssen for klassisk musik har bundet bladskrædderne Visti Nielsen (forrest ) og Leif Nielsen sammen i et skæbnefælleskab i ord og toner. Tegning: Hjørdis Plato
  • fyens.dk