Med sit bebudede farvel til dansk politik sætter Christian Mejdahl punktum for en karriere, der har fået skær af folkekær krønike
Der er højt til himlen oppe i Himmerland, og på en egen jordnær måde er der højt til loftet i Christian Mejdahls univers. Derfor bliver det ikke bare et farvel til den jyske Venstre-politiker og Folketingets formand, når statsministeren finder det for godt at udskrive det folketingsvalg, som bonden fra Vindblæs i Himmerland for nylig bebudede, han efter 37 år som folkevalgt ikke stiller op til.

Det bliver et farvel til en mand, der uden egentlig selv at ville det og uden store armbevægelser, i løbet af de senere år på forunderlig vis har nærmet sig kultstatus fra de anonymes grå geledder.

En mand, der både politisk og menneskeligt står for dyder, nogen vil mene hører en svunden tid til. Men dyder, der netop med deres gammeldags retskafne skær er kommet til at stå for noget rodfæstet i en politisk verden med mange akademiske kometer, smarte bemærkninger og blank selvpromoverende overflade.

"En uddøende race", har han tidligere kaldt sig selv. Både som politiker og bonde.

Hvor mange tidligere kunne være fristet til et overbærende skuldertræk over for en af de sidste ægte bønder på Tinge, der siger "a", og som kun taler to sprog, dansk og jysk, mødes jyden med den beskedne Cæsar-frisure i dag af respekt. Fra højre til venstre lovprises han for sin hæderlighed, flid, evne til at samarbejde og stilfærdige lune.

Kritikere - og dem er der selvfølgelig også nogle af - har til gengæld kaldt ham for anonym, farveløs og konfliktsky. "En svag formand" er det bombastisk fastslået på lederplan i Ekstra Bladet.

Uden at det for alvor har taget glansen af historien om knægten fra Himmerland, der kom ud at tjene som 14-årig, og som et halvt århundrede senere nåede landets øverste folkevalgte embede. En historie med et skær af folkekær krønike. Der er noget trygt, næsten Morten Korch-agtigt, ved at høre om en folketingsformand, der trækker i gummistøvlerne og giver sønnen et nap med i kostalden, hjælper i Kirkens Korhærs lokale genbrugsbutik, inden han om søndagen går i kirke.

Den nu 67-årige Christian Mejdahl er søn af en provst. Men slægten har ellers bestået af bønder så langt tilbage, det kan registreres.

Selv valgte Mejdahl også landbrugsvejen, og han har aldrig lagt skjul på, at han er præget af det gamle bondesamfund, han er vokset op som en del af. Som 25-årig blev forkarlen Christian til gårdejer Mejdahl. Det skete, da han købte Haldrupgård ved Vindblæs i Vesthimmerland.

Kort efter mødte han Eva Larsen. Hun var organist i den nærliggende kirke i Oudrup, og søndagsmøderne udviklede sig hurtigt til bryllup.

Vi havde jo ikke noget at vente på, og Christian havde ingen til at lave mad til sig, forklarer Eva Mejdahl i biografien "Med formandens tilladelse", der udkom i efteråret.

Begge har solide rødder i Indre Mission, og det var utænkeligt, at de var flyttet sammen, før de var gift.

- Nogle forbinder måske vores tro med noget mørkt. Men det er ikke rigtigt, og jeg har selv et lyst livssyn, har Mejdahl tidligere forklaret og betonet, at det ligger ham fjernt at være fordømmende.

- Jeg har nogle normer for mit liv. Dem har jeg forsøgt at give videre til mine børn. Men ellers er jeg ikke den, der prædiker moral.

Det er omgivelserne over en kam klar til at bekræfte. Alligevel er ingen i tvivl om, at Mejdahl har sine meningers mod. Det har et par gange ført til stilfærdig kritik af VK-regeringen. Som da han i sin biografi lod en manglende sympati for 24 års-reglen skinne igennem.

Selv om ægteparret Mejdahls første år på Haldrupgård var ene marker og kreaturer og senere også fire børn, fandt den unge husbond overskud til at engagere sig i lokalpolitik, og efter blot fire år i byrådet i Løgstør blev han i 1974 kommunens førstemand. Han var kun 34 år og landets dengang yngste borgmester.

Det krævede da også mange overvejelser, før han sagde ja. Sådan har det været siden. Som da han i 1984 blev folketingskandidat, i 1990 næstformand for Venstres folketingsgruppe, gruppeformand i 2001, og ikke mindst da han i 2003 sagde ja til at lade sig vælge til formand for Folketinget.

Ingen af posterne har han stræbt efter. Det har altid været på opfordring.

- Jeg har været heldig. Har været på rette sted på rette tidspunkt, mener han selv.

Men ikke alle overvejelser er mundet ud i et ja. I 2001 sagde Mejdahl pænt nej tak, da Anders Fogh Rasmussen tilbød ham en ministerpost i sin første regering.

Nu har han så igen valgt at finde et nej frem og afstå for mulighederne for genvalg. Han vil have mere tid til dem derhjemme, siger han. Samtidig skinner det i "Med formandens tilladelse", igennem, at han selv vil have lov til at træffe afgørelsen om sin afsked. På spørgsmålet om, hvorfor flere har så svært ved at sige farvel til politik, funderer han:

- Hvis man stemmes ud af Folketinget, kan jeg godt forstå, at det er svært. Så skal man også bokse med spørgsmålet, hvorfor slog jeg ikke til.

Christian Mejdahl har på sin egen måde slået til.
  • Fyens Stiftstidende