- Tror du stadig, du kan slå Anders Fogh?

- Ja, det gør jeg.

Tænk, hvis Helle Thorning-Schmidt svarede:

»Nej, det gør jeg absolut ikke. Spillet er tabt! Fogh er for dygtig, han har stjålet vores politik, og vi har dummet os for meget. Jeg har allerede indstillet mig på, at vi tager fire år mere i skyggen som oppositionsparti.«

Men man skal ikke gi' op - man kan altid håbe på, at der også i disse blankpolerede spin-tider kan åbne sig en sprække til det uforudsigelige, så jeg stamper lidt i gulvet og spørger, om hun dybt inde tror, at der er en realistisk mulighed for, at hun kan indfri sit løfte:

- Ja, det ser da godt ud, svarer hun, og jeg tænker, at det gør hun også selv. Det er noget med øjnene, en særlig turkis farve, og håret og kroppen og så de ben, der titter frem med sorte, svagt gennemsigtige strømper mellem højhælede støvler og modelilla knælang kjole. Og i tillæg de små feminine smykker, der er dryppet ud over øreflipper, hals og fingre. Moderniteten lyser ikke kun ud af Socialdemokraternes første kvindelige formand og Danmarks måske første kvindelige statsminister. Den lyser også ud af hendes velvoksne Christiansborg-kontor. Papirbunker er afløst af fladskærme, her er dansk design, et spejl, så man kan se sig selv i hel figur, store moderne Lise Malinowski-oliemalerier med farver, der siger KAPAW, og så er man jo socialdemokrat, og det vil man gerne signalere, så man har placeret to knaldrøde lamper på skrivebordet.

- Vi er det eneste parti, som har holdt vores valgresultat. Alle andre - undtagen SF - ligger under deres resultat fra sidste valg. VKO-flertallet eksisterer ikke længere i alle meningsmålinger, de skal have Ny Alliance med, og det kan give dem problemer. Vi har et godt forhold til de radikale og selvføgelige også til SF - og vi kan se udmærkede punkter i Ny Alliances politik. Vi vil da gerne ligge højere i målingerne, det skal der ikke herske tvivl om, men jeg synes egentlig ikke, at det ikke er så skidt endda.

Sejren over Frank

Men skidt var det, da stemmerne var gjort op ved folketingsvalget den 8. februar 2005. Socialdemokraterne fik et katastofevalg, og Mogens Lykketoft trak sig forslået som formand. Med hans sortie var en epoke rindet ud. Det var endegyldigt slut med de fantastiske fire: Ritt, Svend, Poul og Mogens. Ikke kun i partiet var man træt af at høre på deres indbyrdes ævl og kævl - og ikke mindst deres benhårde magtkampe, der havde fyldt alt for meget i partiet de seneste år, havde slidt.

De gamle dyr i skoven måtte vige, men problemet var, at man ikke havde nogen oplagte kandidater blandt de yngre. De to erfarne ministre Henrik Dam Kristensen og Frank Jensen havde længe positioneret sig som kommende formænd, men den første steg af toget, da det blev alvor, og så var der kun Frank Jensen fra den gamle Auken-fløj tilbage, så man stod og manglede en modkandidat. Det endte overraskende med at blive partiets ukendte EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, der var så ny på Christiansborg, at hun endnu ikke havde fået sit eget kontor. Den 12. april havde partikammeraterne talt. Lidt over klokken fire ringede mobilen hjemme i Helles rækkehus på Østerbro, og meddelelsen lød, at hun havde vundet over Frank Jensen, der havde skudt sig selv i foden ved at begynde at tale om klassekamp. Selv for de socialdemokratiske vælgere lugtede det så meget af sur cigar, at de sendte Frank Jensen ud på dødsgangen. Så hellere et uprøvet, frisk pust.

Det første offer

Mens stemmerne blev talt op, forsøgte Helle Thorning-Schmidt at adsprede sig med tre socialdemokratiske veninder - heriblandt partifællen og den tidligere minister i Nyrup-regeringen Lotte Bundsgaard, kan man læse i Noa Redingtons nye biografiske interview-bog med Helle Thorning-Schmidt. I bogen fortæller hun om denne aprildag, der skulle ændre så meget i hendes liv:

»Jeg lagde røret på, og sagde til dem: »Nu skal I sørge for, at jeg ikke bliver mærkelig, og husk, at vi gør det her sammen.«

Det gjorde de så. En tid. Lotte Bundsgaard, der hele vejen igennem havde været Thornings loyale støtte, blev medlem af gruppeledelsen og politisk ordfører, men krisen kradsede gevaldigt i det gamle arbejderparti. Auken-fløjen havde alligevel ikke nedlagt våbnene. De forsmåede lå og rumlede i baggrunden med kasteskyts. Det tydede ikke på, at Helle Thorning kunne skabe ro i partiet, og meningsmålingerne talte deres tydelige sprog. Formanden blev nødt til at skabe ro i lejren, og hun så ingen anden udvej end at rense ud i ledelsen for at give plads til en mand fra fjendeland. Vennen Lotte Bundsgaard blev ofret.

- Blev du alligevel mærkelig?

- Jeg tror ikke, at jeg blev mærkelig, men jeg har fået en post med et kolossalt ansvar. Det her var en af de svære beslutninger, men jeg tror også, at den var rigtig.

- Sov du godt den følgende nat? - Jeg var smadder ked af det, for jeg kan rigtig godt lide Lotte, og jeg har stor respekt for hende som politiker, men jeg er også et meget rationelt menneske, så jeg kan godt slå følelserne fra, når jeg erkender, at jeg har truffet et rigtigt valg for partiet.

Testet på hele paletten

Helle Thorning-Schmidt går på høje hæle - og det endda op ad bakke. Siden hun blev Socialdemokraternes formand og kandidat til statsministerposten, har hun været en af de mest grillede politikere både internt i partiet og eksternt. Også medierne har kørt hårdt på hende, og der er igen og igen blevet stillet spørgsmål ved, om hun har tilstrækkelig politisk pondus og erfaring til at give Socialdemokratiet de fornødne proteiner, så partiet igen kan vokse sig stort og stærkt og true den nuværende regeringsmagt.

Men politiske muskler eller ej. Noa Redingtons interviewbog afslører ikke desto mindre, at Socialdemokraternes formand ikke kun er en viljestærk, ambitiøs slider. Hun er også knaldgodt begavet og vil formentlig kunne slå de fleste medlemmer i Folketinget i en quiz om faktuel viden, både når det gælder dansk og europæisk politik. Alligevel må hun i medierne igen og igen se sig hængt ud som dum blondine. Gucci-Helle. Man mener også, at hun smiler for meget - underforstået, at det kan man ikke, hvis man er seriøs, for i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. For nylig skrev B.T., at hun ikke kunne blive statsminister, fordi hun er alene med døtrene Camilla og Johanna på syv og ti år fra mandag til torsdag, hvor hvor hendes mand Stephen Kinnock arbejder i Skt. Petersborg.

- Går de ekstra hårdt efter dig, fordi du er kvinde?

- Som kvinde bliver man vurderet på et bredere spektrum, end de mandlige politikere gør. Vi bliver ikke kun målt på, om vi er gode ledere - men også om vi er gode mødre og alt muligt andet. Vi bliver testet på hele paletten, men sådan er det; det er et grundvilkår, og det vil tage mange år, før vi når ud over det. Der er jo aldrig nogen, der stiller spørgsmål ved, om Mogens (Lykketoft; red.) er en god far, eller om Anders (Fogh Rasmussen; red.) er. Det der med Gucci-Helle har irriteret mig, fordi det satte mit eget parti i bås. Man har forsøgt at fremstille Socialdemokraterne rundt omkring i partiforeningerne som forsteninger i røde seler, der bliver vrede, når der kommer en kvinde med en fin taske. Det er jo at underkende de mennesker.

En del feberredninger

Men det er nu også svært at foretille sig, hvordan hun får det hele til at hænge sammen. De fleste ville formentlig gå ned med stress, hvis de blot et par måneder skulle leve Helle Thornings liv. Det lader sig da også kun gøre, fortæller hun, fordi hendes mor hjælper, og hvis familien ikke havde hende, ville det hele bryde sammen, tilstår hun. Men det skal ikke forstås sådan, at Helle Thorning ikke er en ganske almindelig mor, understreger hun. Hun følger med i sine pigers liv som de fleste andre mødre, og det vil hun slet ikke undvære - heller ikke hvis hun bliver statsminister. Det er nemlig vigtigt, at hun ved siden af det politiske liv lever et helt normalt liv, så hun ikke bliver verdensfjern:

- Jeg er en praktisk politiker, og jeg interesserer mig for virkeligheden og menneskers hverdag. Jeg synes, at det er afslappende at komme hjem og høre om, hvordan det er gået i skolen, læse sedlerne fra lærerne, læse lektier med børnene og høre om et nyt trick, de har lært på skateboard. Men selvfølgelig har jeg et job, som kræver, at jeg bruger utroligt mange timer på det, og det bliver uvægerligt et liv, der er meget skemasat. Vi har sandelig også en del feberredninger i løbet af et år.

- Bliver du aldrig ramt af dårlig samvittighed over for dine børn?

- Der er da tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg ikke gør det godt nok, og hvor jeg skælder ud på mig selv, men mon ikke de fleste forældre kender det? Men jeg kan jo se, at mine børn trives. De lever en god og normal tilværelse, og jeg har aldrig været i tvivl om, at arbejdet ville få stor betydning i mit liv. Det havde det også i min mors liv, og jeg havde en dejlig barndom.

Glad og positiv

Helle Thorning-Schmidt fortæller, at hun gerne vil være eksponent for en ny måde at være politiker på. Hun er træt af de politikere, der stiller sig op på en piedestal og har svar på alt. Hun synes også, at tiden er løbet fra den politikertype, som altid giver udtryk for, at der ikke er noget at komme efter, når det gælder egne handlinger, mens de politiske modstandere altid er idioter, der ikke har fattet en pind. Hun tror, at befolkningen er ved at være træt af regeringen og især Anders Fogh-Rasmussens arrogante stil:

- De fleste danskere befinder sig på midten af dansk politik, og det bør Christiansborg også afspejle. Jeg er socialdemokrat med hud og hår, men jeg vil gerne lave politik, der er bredere end i dag, og hvor vi samarbejder noget mere i stedet for at sidde i fastlåste blokke. Jeg vil også gerne være en politiker, der erkender, at jeg kan tage fejl, og at de andre kan have ret. Jeg er optimist. Jeg er et positivt og glad menneske. Jeg er ikke blind for det dårlige, der sker, men jeg er god til at vende det til noget positivt. Og så er jeg mere tilgivende end fordømmende. Disse egenskaber har Helle Thorning-Schmidt haft gavn af, fortæller hun, når problemerne har tordnet sig op. Men hvordan ser hun sin egen generation af kvindelige politikere i forhold til Ritt Bjerregaards generation?

- Tidligere generationer af kvindelige politikere blev nødt til at udvikle et stramt ydre for at sætte sig i respekt. Det har jeg tit tænkt på. Der var ikke plads til skraldgrin, for så var man bange for at miste respekt. Jeg tror, de blev nødt til at lave meget om på sig selv, og det har måske gjort dem lidt stive at se på. Jeg synes, at jeg kan være mig selv i politik, og det har faktisk overrasket mig, men det skyldes måske, at jeg er formand for partiet. Det gør en stor forskel, for så har man lov til at slå tonen an. Men jeg har stor respekt for den generation af kvinder, som tog slæbet med kvindefrigørelsen. De gjorde et enormt arbejde. De skabte den bro, som vi andre nu kan gå på. Med eller uden høje hæle.
  • fyens.dk