6. februar valgte et flertal i Odenses by- og kulturudvalg at støtte Danmarks Naturfredningsforening (DN) i at rejse en fredning af Hesbjergkilen. Det, selv om der er stor usikkerhed om det juridiske grundlag for at gennemføre fredningen, og på trods af en fælles handlingsplan for fredninger, som er udarbejdet af Kommunernes Landsforening, DN og Miljøministeriet. Handlingsplanen foreskriver bl.a., at fredninger ikke bør anvendes der, hvor den ønskede beskyttelse allerede er sikret gennem den generelle naturbeskyttelses-, eller planlovgivning.

Begrundelsen for at være medrejser på et fredningsforslag er en dybfølt mistillid til fremtidige ejere ved Hesbjergkilen, jf. TV2/Fyn 27. februar. Argumentet synes at være, at man ikke ved, hvad der sker med naturen, hvis den efterlades hos ejerne. Det er ikke korrekt. Området er i den grad beskyttet af planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven med meget mere. Så meget, at ejerne ikke kan fælde skov eller sågar plante skov, hvor der ikke er skov i dag, bygge bygninger, fjerne stier m.m. En fredning medfører ikke øvrig beskyttelse af området, bortset fra følgende:

DN hævder, at der er en trussel mod området i forhold til gravning efter ler. En fredning vil være en beskyttelse mod råstofgravning, men argumentet er en stråmand. Området er udlagt til interesseområde for ler med henblik på at beskytte ressourcerne.

Ifølge Region Syddanmark, der er forvalter af råstoffer på Fyn, vil der gå minimum 57 år, før det er en potentiel trussel. Hvis de fremtidige ejere om 57 år mener, at det er en god idé at grave efter ler, skal der søges om og gives tilladelse, før der kan graves. Som nu vil det kræve høring af relevante parter, herunder både kommunen og DN. DN eller kommunen vil til den tid altid kunne rejse en fredningssag evt. som en såkaldt ambulancefredning. Det skal bemærkes, at såfremt myndighederne vurderer, at behovet for råstoffer er større end behovet for at fastholde en fredning, kan fredningen ophæves. Beskyttelsen er ikke større end det.

Flertallet i udvalget mener altså, at vi skal bruge de sparsomme penge i kommunekassen i Odense på at beskytte en trussel, der måske tidligst manifesterer sig om 57 år frem for at prioritere pengene til børn, unge og ældre i kommunen nu.

Prisen er minimum 6,9 millioner kroner, hvis ikke det dobbelte, og "gevinsten" er alene en sti på 3,66 km til de i forvejen 25 km offentligt tilgængelige stier i området. Det er en høj pris for mistillid til kommende ejere. Samtidigt taget i betragtning, at de nuværende og kommende ejere skal leve op til eksisterende lovgivning for området, er den ubegrundede mistillid mere udtryk for et trist menneskesyn end en hensyntagen til naturen.

Hvis de ansvarlige politikere eller andre har behov for at blive mere oplyst om det (manglende) saglige grundlag for en fredning, står jeg til rådighed for nærmere uddybning.