Rekonstruktion

Den yngre læge fra Svendborg Sygehus, som er blevet dømt for skødesløshed i behandlingen af en mand med sukkersyge i 2013, var den eneste, der læste patientens journal. Sygeplejerskerne på sygehuset havde fået besked på af ledelsen, at de ikke behøvede at orientere sig i patienternes journaler. Avisen Danmark rekonstruerer det tragiske forløb, der har rystet den danske lægeverden.

- Jeg ser normalt ikke på patientens historik. Det kan være svært at nå.

Sådan sagde en mandlig sygeplejerske i Østre Landsret 30. august 2017.

Ordene faldt i en sag, der har rystet store dele af den danske lægeverden i en grad, at flere i de seneste uger har kaldt konsekvenserne af sagen for ødelæggende for det danske sygehusvæsen.

For hvordan skal vi kunne arbejde i et system, hvor vi som læger kan blive dømt for forseelser og forsømmelser, som andre har begået, har flere læger spurgt.

Først frikendt - siden dømt

I april 2017 frifandt Retten i Svendborg i første omgang den 40-årige læge og hendes 54-årige bagvagt. Men anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten, som i august 2017 idømte den 40-årige læge bødestraf på 5000 kroner efter autorisationslovens § 75. Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af bagvagten.Bagrunden for dommen var en konkret episode på Svendborg Sygehus i 2013, hvor den kvindelige læge var ansat i en uddannelsesstilling og fungerede som kirurgisk forvagt.

Efter dommen har store dele af det danske lægemiljø erklæret sin støtte til den 40-årige læge. Blandt andet på de sociale medier via hashtagget #DetKuHaVæretMig.

På opfordring fra Lægeforeningen er landsretsafgørelsen forsøgt anket til Højesteret via Procesbevillingsnævnet.

I landsretten blev en 40-årig kvindelig læge dømt efter autorisationslovens paragraf 75 for "grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed" i forbindelse med behandlingen af en sukkersygepatient, der senere døde 1. september 2013.

Avisen Danmark kan med indsigt i dommen fra landsretten, en række øvrige ikke offentligt tilgængelige dokumenter og efter adskillige interviews med personer, som var til stede i retten eller som på anden måde har direkte kendskab til sagen og situationen på Svendborg Sygehus på daværende tidspunkt, rekonstruere det tragiske forløb.

Overlæge om manglende journallæsning: Det er livsfarligt

Lene Peitersen, du var overlæge på kirurgisk afdeling i Svendborg i 2013 og oplevede i mindst et konkret tilfælde, at ledelsen på den fælles akutmodtagelse havde suspenderet kravet om, at plejepersonalet på afdelingen skulle læse patientjournaler. Kan du beskrive den konkrete episode?

- Jeg havde en patient, jeg havde skrevet nogle ordinationer på i journalen. Efterfølgende vendte jeg tilbage til journalen i anden anledning og kunne konstatere, at plejepersonalet ikke havde udført ordinationerne. På daværende tidspunkt var der rigtig meget nyt personale, så jeg syntes, det var mest relevant at gå til chefen, i dette tilfælde Lars Stubbe Teglbjærg. Jeg spurgte ham, hvordan det kunne være, at der ikke var blevet fulgt op på mine ordinationer. Han svarede mig ordret, at der var så travlt på afdelingen, at man ikke kunne forvente, at plejepersonalet læste journalerne.

Hvad tænkte du dengang om den melding?

- Jeg syntes, det var meget uhensigtsmæssigt. Patientjournaler er vores vigtigste arbejdsredskab. Journalerne er rygraden i den måde, vi arbejder på. Det er vores helt centrale interne kommunikationsredskab, og det er den eneste dokumentation vi har for, at tingene bliver gjort, set og hørt.

Hvilke konsekvenser kan det få, hvis ledelsen signalerer til plejepersonalet, at de ikke behøver at læse patientjournalerne?

- Det kan være livsfarligt.

Et forløb, som viser et billede af en samvittighedsfuld yngre læge, som passede sit arbejde i et defekt sygehussystem.

Aner intet om sukkersyge

Lad os vende tilbage til den mandlige sygeplejerske, som natten til 5. august 2013 tager imod den midaldrende mandlige sukkersygepatient på den fælles akutmodtagelse på Svendborg Sygehus. Sygeplejersken er såkaldt triagerende sygeplejerske, hvilket betyder, at han er den, der i første omgang vurderer patienternes tilstand og beslutter, hvor akut behandlingskrævende de er.

Ledende overlæge: Jeg kan ikke huske i detaljer, hvad jeg har sagt

Lars Stubbe Teglbjærg, du var ledende overlæge på den fælles akutmodtagelse i Svendborg i 2013. Er det korrekt, at afdelingsledelsen dengang sagde til plejepersonalet, at de ikke skulle læse patienternes journaler?

- Det skal jeg ikke kunne sige, hvad jeg har sagt. Men journalerne forelå jo ikke, de skulle først skrives. Så derfor kunne personalet jo ikke bruge dem som kommunikationsredskab.

Er det korrekt, at afdelingsledelsen på daværende tidspunkt sagde til sygeplejerskerne, at de ikke skulle læse journalerne?

- Det mener jeg ikke, nej. Det må bero på en misforståelse.

I så fald har adskillige læger og sygeplejersker misforstået afdelingsledelsen.

- Det er muligt. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har sagt, hvornår. Men jeg vil gerne se noget dokumentation for, at jeg skulle have sagt det.

Jeg har ikke skriftlig dokumentationm, men enslydende udsagn fra adskillige læger og sygeplejersker.

- Jeg er i tvivl om sammenhængen. For personalet skal jo kun læse det, de skal bruge. Vi har jo patienter med flere tusinde notater, hvor man skal læse i dagevis for at komme igennem det hele.

I 2013 var patientjournalerne elektroniske. Så med et cpr-nummer ville man som sygeplejerske kunne slå en patient op i systemet. Er det korrekt?

- Jeg forstår ikke, hvad du mener.

Hvis der kom en patient ind med eksempelvis sukkersyge, ville man som sygeplejerske ved hjælp af cpr-nummeret kunne gå ind i patientens journal og se, at patienten lider af sukkersyge?

- Det ville man, ja, men det kan tage timer at finde ud af det.

Så det vil tage timer for en sygeplejerske at slå op i en patientjournal og finde ud af at patienten lider af sukkersyge?

- Ja, hvis man skal læse alt, hvad der står. En journaludskrift kan godt være på størrelse med en telefonbog.

Jeg spørger igen, for jeg synes, det er lidt uklart. I 2013, da du var ledende overlæge, kommunikerede ledelsen til plejepersonalet, at de ikke behøvede at læse patienternes journaler?

- Jeg ved ikke rigtig, hvad du mener med kommunikerede.

Har du på noget tidspunkt sagt til plejepersonalet, at de ikke behøvede at læse journaler?

- Jeg husker en del, men jeg kan ikke huske i detaljer, alt hvad jeg har sagt i 2013. Har jeg sagt til plejepersonalet, at de ikke behøvede at læse tidligere journaler, må det have været i en sammenhæng, hvor journalopslag ikke var nødvendigt, eller hvor det ikke var tilladt i henhold til sundhedsloven.

Patienten ankommer til sygehuset i ambulance, men går selv ind på afdelingen. Han har haft stærke mavesmerter, men de er aftagende. Redderne er via mandens ven og nabo, som har rekvireret ambulancen, orienteret om, at patienten, som de kører til sygehuset, har sukkersyge.

Ifølge sygeplejersken, som tager imod patienten, står der imidlertid intet om sukkersyge i reddernes notat. Og patientens journal, hvori det fremgår, at patienten har sukkersyge, orienterer sygeplejersken sig ikke i, selv om sygeplejersken via et cpr-nummer og få klik kan logge ind på den elektroniske patientjournal og skabe sig et overblik over patientens sygdomshistorie.

Om patienten selv fortæller sygeplejersken, at han lider sukkersyge, ved vi ikke. Men vi ved, at sygeplejersken ifølge sin forklaring i retten ikke på noget tidspunkt i løbet af natten til 5. august 2013 bliver klar over, at patienten lider af sukkersyge.

Men det gør lægen. Som forvagt på den kirurgiske afdeling natten til 5. august er hun den læge, der skal tilse og lægefagligt vurdere patienten. I journalen, som hun i modsætning til den mandlige sygeplejerske læser forud for mødet med patienten, kan hun konstatere, at manden lider af sukkersyge og har været i ambulant behandling flere gange på netop Svendborg Sygehus.

En gennemgang af sagsforløbet viser, at den dømte læge i de følgende timer er den eneste sundhedsperson omkring patienten, der orienterer sig grundigt i patientens sygdomshistorik.

Behøvede ikke læse journaler

De sygeplejersker, som har afgivet vidneforklaringer i sagen, har samstemmende fortalt, at ledelsen på den fælles akutmodtagelse i Svendborg på daværende tidspunkt informerede sygeplejersker og andet plejepersonale om, at de ikke behøvede at læse patienternes journaler - da det tager tid fra patienterne. En information, som avisen Danmark har fået bekræftet af flere læger, som arbejdede på den fælles akutmodtagelse i 2013.

Vi spurgt den daværende ledende overlæge på afdelingen, Lars Stubbe Teglbjærg, om det er korrekt, at afdelingsledelsen i 2013 vurderede, at sygeplejersker ikke behøvede at læse noget så vitalt som patientjournaler. Lars Stubbe Teglbjærg kan i dag ikke huske, om det var tilfældet.

Det kan daværende overlæge på Svendborg Sygehus, Lene Peitersen, som avisen Danmark har talt med. Hun kan tydeligt huske, hvordan Lars Stubbe Teglbjærg i mindst ét konkret tilfælde fortalte hende, at plejepersonalet ikke skulle læse patienternes journaler. En ledelsesbeslutning, som den nu privatpraktiserende kirurg undrede sig over.

Tilbage til hændelsesforløbet natten til 5. august 2013:

Ifølge den 40-årige læges egen forklaring i retten møder hun en patient, som er frustreret over sin oplevelse med det danske sundhedsvæsen. Og selv om hans smerter i maven er aftagende, vælger hun at foretage en såkaldt omsorgsindlæggelse.

Herefter lægger hun en plan for det videre behandlingsforløb, som hun skriver ind i patientens journal, hvori i hun understreger, at patienten er sukkersygepatient. Til den mandlige sygeplejerske, der har taget imod patienten, og som med egne ord ikke vidste, at patienten lider af sukkersyge, minder lægen ham om, at der mangler et indlæggelses-blodsukkertal.

Men målingen bliver aldrig foretaget. I retten har den mandlige sygeplejerske forklaret, at han ingen erindring har om, at lægen beder ham om at foretage en måling af blodsukkeret. Og den manglende måling skal senere vise sig at blive det centrale omdrejningspunkt i sagen mod den 40-årige læge.

For ikke nok med, at sygeplejersken i dag ikke kan huske, at lægen ordinerer måling af blodsukkeret på patienten. Den nu dømte læge får heller aldrig skrevet ordinationen af målingen i patientjournalen. Og dermed findes der i dag intet bevis for, at lægen rent faktisk har givet den mandlige sygeplejerske besked, som den 40-årige læge siger, hun har.

Den manglende journalføring er en fejl. Men de over ti læger, som avisen Danmark har talt med om denne sag, fortæller samstemmende, at mundtlige ordinationer fra læger til sygeplejersker sker flere gange dagligt på de fleste af landets hospitalsafdelinger. Og det sker også dagligt, at ordinationerne ikke skrives ind i journalerne.

Kun lægen læste journalen

Tilbage til hændelsesforløbet natten til 5. august 2013:

Efter at have talt med og indlagt patienten skriver den 40-årige læge i journalen, at den midaldrende mand skal have sin vanlige medicin. Og af medicinlisten, som er knyttet til journalen, fremgår det, at vanlig medicin i hans tilfælde omfatter insulin i forbindelse med måltider.

Det er standardprocedure på alle landets hospitalsafdelinger, at sygeplejersker forud for tildeling af insulin måler patientens blodsukker.

Da patienten efter nogle timer på den fælles akutmodtagelse overflyttes til akutmodtagelsens sengeafsnit, læser den sygeplejerske, som tager imod patienten, heller ikke patientjournalen.

På dette tidspunkt har patienten været i kontakt med tre sygeplejersker. En på den fælles akutmodtagelse og to på sengeafsnittet. Ingen af de tre har på noget tidspunkt orienteret sig i patientens journal. Det har kun den 40-årige læge, som siden bliver dømt for "grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed".

I overensstemmelse med retningslinjerne på Svendborg Sygehus skal der følges op på den mandlige sukkersygepatient inden for fire timer. Den 40-årige læge åbner derfor patientens journal om morgenen 5. august 2013 og konstaterer, at patienten er gennemgået af en bagvagt på den kirurgiske afdeling. En bagvagt er en erfaren læge - oftest en overlæge.

Kort før den 40-årige læges vagt er ovre, deltager hun i en morgenkonference, hvor bagvagten gennemgår de indlagte patienter - herunder den mandlige patient. Patientens sukkersyge bliver ikke nævnt.

Bagvagten har siden forklaret i retten, at han kun interesserede sig for kirurgiske forhold i patientens journal, og derfor var han ikke opmærksom på eller fulgte op på patientens sukkersyge.

Da den 40-årige læge går hjem efter endt vagt, er hun således den eneste af de sundhedspersoner, der har været i berøring med patienten natten til 5. august 2013, som er klar over, at patienten lider af sukkersyge. Det ved hun, fordi hun er den eneste, som - på nær en bagvagt, der kun orienterer sig om kirurgiske forhold - har læst patientens journal.

I retten har sygeplejerskerne forklaret, at hvis de havde vidst, at patienten led af sukkersyge, havde de naturligvis foretaget blodsukkermålinger. Det ville de have vidst, hvis de havde læst journalen.

Retten: Du er ikke skyld i mandens død

Landsretten udtalte i sin begrundelse for dommen, at den 40-årige læge ikke er skyld i patientens død, men alene skyldig i ikke at have sikret sig, at blodsukkeret blev målt og journalført og i ikke at have fulgt op på (de manglende) målinger.

Lægen har under hele sagen argumenteret for sin uskyld og blandt andet pointeret, at den manglende journalføring i realiteten ingen betydning havde, da ingen af de kolleger, som hun samarbejdede med om patienten, orienterede sig i journalen.

Lægen blev den 30. august idømt bødestraf på 5000 kroner.

Sagen forsøges anket til Højesteret via Procesbevillingsnævnet. Det sker på opfordring fra Lægeforeningen.

Den 40-årige læge har gennem sin kæreste ladet avisen Danmark forstå, at hun ikke på nuværende tidspunkt ønsker at give interview. På grund af sagen arbejder hun ikke længere i sygehusvæsenet.

  • Af:

Mere om emnet

Se alle