Dytbiler og båtnakker

Martin Pedersen- klummeskibent på Xtra
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Dytbiler og båtnakker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Få ting her i livet synes at gå så godt i spænd som dytbiler og båtnakker. Selv mine ture til kiosken på den anden side af gaden kræver en vis dødsforagt at fuldføre. Ikke nok med at jeg skal krydse vejen for at komme derover, jeg skal også krydse den for at komme tilbage. Én gang synes ellers mere end nok, for her, hvor jeg bor, fungerer vejen åbenbart som én stor invitation til acceleration.

At vejen bugter og generelt er et studie i små sideveje og dårlige oversigtsforhold får desværre ikke (en irriterende stor del af) bilisterne til at begrænse sig synderligt i deres kørsel, det til trods for at et af kendetegnene ved de netop omtalte bilister er den gyldne linje: Jeg kører efter forholdene.

Det ville sikkert med lidt matematisk snilde være muligt at opstille en omvendt proportional formel, der beviser, at jo mindre, der tynger mellem ørerne, jo tungere synes foden at hvile på speederen.

Faktisk så jeg gerne, at teoriprøven blev erstattet af en intelligensprøve, for hvad nytter det på papiret at kunne gebærde sig i trafikken, hvis man er for dum til at omsætte det til praksis. Men dumhed alene forklarer næppe den tiltagende mængde af rådne bilister, der begår sig på gader og stræder.

Et skud fra hoften kunne være, at ovenstående typer simpelthen overkompenserer for, hvad de måtte mangle mellem benene. Det er selvfølgelig ikke kvindelige bilister, jeg her har i tankerne, men derimod alle dem, der med mit liv som indsats trykker sømmet i bund på deres penisforlænger, når de drøner ned ad gaden. Jeg ville måske kunne forstå farten, hvis de skulle skynde sig fra A til B, men det synes tit og ofte mere, som om de formålsløst cruiser rundt i en evig jagt på ikke at kede sig ihjel.

Måske er det mangel på empati fra min side, at jeg ikke kan sætte mig ind i andre folks glæde ved at omdanne den indre by til racerbane, men havde jeg en bil og satte mig bag rattet for at køre en formålsløs tur, så ville første mål være den anden side af bygrænsen. Ud hvor jeg måske ikke ville kunne slippe for de ovenstående tosser, men hvor pladsen ville gøre, at der syntes længere imellem dem og ud, hvor man ikke risikerer at køre en fodgænger, der bare skal i kiosken på den anden side af gaden, ned.

Dytbiler og båtnakker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.