En invitation til søvnløshed og koldsved

Martin Petersen.

En invitation til søvnløshed og koldsved

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er lige op over, at pos-ten igen bringer mig det, jeg mest mod min vilje alligevel to gange årligt får dumpende ind ad brevsprækken - tandlægekortet. For mig: En invitation til søvnløshed, koldsved og ikke mindst, en invitation til der, hvor jeg kommer fra.

For tanken om at søge væk fra min tandlæge, der hvert halve år har set mig ligge foran sig og vride mig krampagtigt i tandlægestolen, endnu før hun har bedt mig om at åbne munden, har aldrig været aktuel. Før nu, hvor hun desværre ikke praktiserer længere.

Hun alene har været grunden til, at jeg har fået udført mine tandlægetjek i det sidste stationsstop før Svendborg. Disse halvårlige besøg er som regel de eneste gange i løbet af året, jeg oplever hverdagslivet i min tidligere hjemby.

Her lå stationen engang på Jernbanevej, mens jernbanen stadig krydser Stationsvej. Stationsbygningen blev revet ned for et par år siden og erstattet af cykelskure og en håndfuld parkeringspladser, hvilket måske kunne vidne om en vis udvikling. Men selv om tingene har ændret sig, så synes alt at være ved det gamle. Det endda til trods for at biblioteket er flyttet, brugsen er udvidet, cykelhandleren lukket og urbutikken efter års tomhed er blevet til en blomsterhandel.

Min gamle skole ligner stadig det, den var, dengang jeg gik der, og måske stadig er; en trist institution bygget for Marshall-hjælpen en gang i 50'erne.

Mere trist er idrætshallen. Ikke så meget i udformning, men mere i kraft af mindet om, at jeg aldrig har slået til inden for de mure - hverken i idrætstimerne eller ved det månedlige halbal.

Sådan forsætter observationerne og tankerækkerne, mens jeg slår tiden ihjel, inden jeg på det på tandlægekortet præcis anførte tidspunkt sætter mig ubehageligt til rette i tandlægens venteværelse. Halvt huskende, halvt konstaterende går jeg igennem de omgivelser, der engang var hverdag, men nu mere synes som en fjern fortid, jeg ikke længere hører hjemme i.

Med min tandlæges beklagelige farvel til sit fag, er der en grund mindre til at tage cyklen ned til banegårdscenteret for at finde et tog sydpå og der opleve fortidens omgivelser i dagslys. Hvis jeg gjorde, ville jeg nok indse, at der for mig intet var at komme efter - andet end et tog hjem.

En invitation til søvnløshed og koldsved

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.