På visit i provinsfængslet

Martin Petersen- klummeskibent.
Foto: Birgitte Carol Heiberg

På visit i provinsfængslet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg er søndagsbilist, når jeg kan slippe af sted med det. Ikke forstået sådan, at jeg kører dårligt - tværtimod - men byder lejligheden sig i form af et lift eller en lånebil, så tager jeg med kyshånd imod muligheden for at komme en tur ud i det grå på den anden side af bygrænsen.

Og det i særdeleshed gerne om søndagen, hvor pendlerne kommer hviledagen i hu, og lastbilerne sparer deres hestekræfter op til den kommende uges strabadser. Bare mig, bilen, vejen og de indtryk jeg suger til mig undervejs. Bare trille rundt derude og betragte folk og fæ og kvæget på markerne, træerne, skovene og fra tid til anden parkere i vejkanten og suge det hele ind.

Køre igennem stednavne, der er de små stykker idyl, der danner glansbilledet af den danske andedam. Hvor gadekæret stadig står, og man for længst har opgivet at skilte alle de veje, der ender blindt, så man gang på gang må konstatere hertil og ikke længere og vende rundt og trille tilbage til det seneste udgangspunkt.

Vejene er ikke uden ophør, selv om mængden af side-, bi- og landeveje synes så uendelig, at man må spørge sig selv, hvad vi skal med al den infrastruktur. Er der reelt folk, der har et ærinde helt herude?

Det er derude, hvor vejskiltene viser til Nr. Esterbølle, Smidstrup og Jullerup, der aldrig har været en færgeby. I de små landsbyer hvor alt vitterlig er så provinsielt, at man selv uden mennesker på gaderne må indse, at der stadig findes en mentalitetsforskel på folk i land og by.

Og det er der nødt til at være. Idyllen er nemlig sæsonbetonet og lukker ved solnedgang. Er der intet at se, så er der intet at lave. Det er jo ikke for sjov, at der er sat loft på, hvor længe fængslede må sidde i isolation. De færreste har psyken til at klare ensomhed i for lang tid ad gangen, og de der har, de bor herude.

Derfor vender jeg også kun tilbage til rødderne på gennemtræk. Jeg ville ikke kunne klare begrænsningerne og den afsondrede tilværelse på landet en gang til, og jeg boede endda i en af de landsbyer, der både havde grill, tank og brugs.

Derfor er gensynsglæden med Odenses byskilt altid tilstedeværende, når man efter en dag på landet triller hjem igen. For idyllen derude er som en køn pige, der er dum at høre på - hvor nydeligt det end er, bliver det for træls i længden.

På visit i provinsfængslet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.