De pokkers motionister

Martin Petersen - klummeskibent
Foto: Birgitte Carol Heiberg

De pokkers motionister

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er nemt at lade sig inspirere af omgivelserne, når man går en tur i Ådalen langs OB's træningsanlæg.

Man suger ånden fra fodboldmiljøet ned i lungerne, og som et lyn fra en klar himmel står det klart, at den nemmeste måde at flytte en jogger fra åstien og ud i Odense Å naturligvis er en ren skuldertackling eller et forsætligt benspænd.

Det bliver en god dag, når jeg realiserer dette lille stykke selvtægt.

Ingen folkegruppe irriterer mig mere end joggerne! Disse tungt prustende tosser, der uanset vejret kommer glidende forbi en i deres spandextøj, høje på forpustelse og tanken om at de fire kilometer fremme har så meget mælkesyre i kroppen, at de kan bilde sig selv ind, at de aldrig har haft det bedre. Og så fitness bagefter. Uden tvivl.

Kroppen er et tempel, der skal passes og plejes hver dag. Det er mantraet.

Når jeg holder for rødt i krydset på Skibhusvej og kigger ind i fitnesscentrets hellige haller, ligner det dog mere en cocktail af masochisme, narcissisme og fetichisme - selvfølgelig serveret som proteindrik.

Det er disciplinen selvpineri for enkeltmand, vi ser udført foran fællesspejlet. At det virkelig er et lidelsesbillede, vi kigger på, bliver understreget af de dunkende toner fra den lokale radiostation.

Prisen for at holde sit BMI-tal mellem 20 og 25 kan heldigvis betales via PBS, for hvem har tid til at gå på posthuset, når der skal løbes ture og hives i jernet, uanset om man så gør det for at se en smule godt ud eller for at blive et pumpet lokum.

Jeg bliver aldrig jogger. Jeg løber ikke engang, hvis det tjener et formål.

Skal jeg nå noget, går jeg hellere hjemmefra i god tid, tager cyklen eller kommer for sent.

Spandextøj - NEJ!! Al beklædning sidder i forvejen lidt for stramt, når man som jeg har et body mass index på omkring de 27. Og at gå i fitnesscenter og betale for at trampe på en stepmaskine ville være rendyrket idioti, når nu jeg bor på fjerde sal.

Mine bløde former til trods ville jeg stadig kunne erobre verden på under 48 timer, hvis min vilje var så stålsat som mine baller.

Jeg kan takke de mange forgæves ture ned i vaskekælderen for, at min røv er på Vatikanets liste over emner til saliggørelse. Det sker dog næppe, så længe katolske præster og drengenumser udelukkende får negativ fokus, når de bliver fremstillet sammen i pressen.

Men så længe jeg slipper for at pruste meningsløst rundt, så kan jeg godt leve med, at resten af mig fremstår som en buddhafigur.

Måske er det lige groft nok at ville skubbe joggere i åen, men udfaldet er stadig langt mere harm- løst, end hvis jeg havde få- et idéen på Søndre Boule- vard. For jeg kan virkelig ikke lide jog- gere.

De pokkers motionister

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.