Når drab og meditation går op i en højere enhed

Martin Petersen - klummeskibent.
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Når drab og meditation går op i en højere enhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mit kamera har været til reparation i snart halvanden måned. Det er i sig selv irriterende nok, men at det oven i købet faldet sammen med efterårsferien, hvor der er rig mulighed for at komme ud at finde motiver, et næsten nok til, at irritation udvikler sig til fuldblods frustration.

Det sker dog ikke, for heldigvis ligger Odense placeret så fordelagtigt, at der ikke langt til fiskevand.

Siden jeg i sommer lod mig lokke med ud til vandet for at holde en fiskende kammerat med selskab, har jeg ladet historien gentage sig og været ude og investere i udstyr nok til, at jeg nu igen kan kalde mig for lystfisker - en titel jeg ellers fralagde mig som 13årig.

Endnu har jeg ikke taget kampen op med Odenses egne fiskevande i form af åen og kanalen, men det slag skal slås, så snart jeg får styr på fiskekort og fredningsperioder.

Indtil da gør jeg mig primært i put and take ude i det fynske opland. Her kan jeg få lov til at betale pr. time for at stå ved vandet og tænke, "hvad gør jeg galt", når jeg forgæves hiver blinket ind gang på gang.

Jeg har lært kunsten at fremstå nogenlunde cool, selv om jeg for tredje gang har kroget mig selv, og jeg har lært at holde min banden indvendig, når jeg endnu engang smider et blink væk, fordi jeg stadig kun mestrer kællingeknuderne.

Det kaldes afslapning og virker uden tvivl langt bedre end både meditation og yogamåtter. Man står og glor på, at fiskene springer, fuglene flyver, og solen står op og går ned, mens man ved vandkanten kaster ud og trækker ind og prøver at bevise, at man ikke er nederst i fødekæden, men kan stille sig til herre over liv og død, når fisken bider.

Jeg indrømmer blankt, at jeg var rådvild, da det første gang skete. En ørred er alligevel et dyr på et par kilo og meget levende, når lige den er trukket på land - indtil man altså lader et tungt slag ramme den bag hovedet.

Da jeg havde overvundet mig selv og aflivet fisken, indså jeg, at det er ganske simpelt: Man jager, indfanger, dræber og tilbereder dyret.

Glæden ved jagten har evolutionen ikke kvalt. Jeg udlever den i vandkanten og snart igen, når mit kamera bliver leveret tilbage, i jagten på motiver.

Hellere det end at kede mig ihjel med at jage tilbud i midtbyen. Jeg kender heller ingen, der ville kunne lade sig imponere af en "I skulle have set den, der slap væk" historie fra H&M.

Når drab og meditation går op i en højere enhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.