Et andet perspektiv

Martin Petersen, klummeskribent
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Et andet perspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Set fra Stige Ø er Lindøværftet på den anden side af fjorden en så massiv og stor størrelse, at enhver tanke om, at stedet nogensinde skulle kunne lukkes ned, synes utopisk. Problemer af en mere håndgribelig kaliber synes det dog også lettere at håndtere, når man står på dette Odenses yderste punkt.

Det er et privilegium bare at kunne tage turen ud ad Havnegade og videre ud ad Østre Kanalvej og vupti, så er man kørt ad helvede til uden på noget tidspunkt at have passeret bygrænsen.

Her går jeg altså rundt fra tid til anden og grubler, tænker og ser skiftevis lyst og sort på tingene. Det er så meget lettere at se tingene fra en anden vinkel, når man lapper rundt derude.

Eksempelvis ligner Vollsmose lutter fredfyldt idyl, som bygningerne et sted derovre stikker op mellem bøgetræerne, og bagude tager Fynsværket sig ud som en kulisse fra 'Star Wars'.

Sortehusene syner bare af ugæstfrihed, når man står på en af bakketoppene og skuer ned på denne lille samling huse, der nu i 100 år har ligget der og igennem tiden givet ly til både fiskere og fattigfolk. Hvad kreative tanker og planer der end måtte blive tænkt og lagt for området, må de stadig gerne ligge isoleret her fremover som et lille stykke levende historie fra Odenses periferi.

Stige Ø bugter sig nemlig i bakkedal som et fint billede på, at mænds foretrukne terapiform, fortrængningen, i praksis faktisk virker. Det er bare et spørgsmål om at dække alt det ubehagelige godt nok til og så abstrahere fra det længe nok – så sletter tiden alle spor.

På afstand tager bakkerne sig flot ud, men når man går rundt derude, er det let at se, at der er lang vej endnu. Lossepladsen ligger muligvis begravet en meter nede, men dødningehovederne på pergolatbrøndene taler deres eget tydelige sprog.

Det til trods er Stige Ø alligevel turen værd. En dag når havnemoderniseringen nok også derud, og så er det slut med at gå og sparke til jordknolde, mens man kigger på fjorden, fuglene og hestene ude på spidsen af halvøen.

Alt imens man prøver at finde svar på, hvorfor det aldrig blev til mere med den fodboldkarriere, og om det eventuelt er nu, man skal forsøge at gøre det stort som sanger – nu da talentshows har gjort talent overflødigt, Pavarotti døde, og Paul Potts vandt på skærmen som bedst timede reinkarnation nogensinde.

Indtil videre sænker blæsten og luften derude dog stadig din puls og samler dine tanker for dig, så længe vinden altså ikke står i øst og tager lugten af lossepladsen på den anden side af kanalen med sig.

Et andet perspektiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.