Man skal passe på ikke at ødelægge noget af sjælen ved Brandts

De to ejere af Café Biografen, Ole Nielsen og Jørgen Christensen, har drevet stedet i 35 år. De er ikke glade for planerne om at droppe Amfiscenen på pladsen ved Brandts: - I min optik er det her en af de bedst fungerende pladser i Danmark. Den er original. Amfiscenen er noget, ingen andre har. At man som udgangspunkt begynder med at fjerne den, er helt galt, siger Jørgensen Christensen. Foto: Nils Svalebøg

Man skal passe på ikke at ødelægge noget af sjælen ved Brandts

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I denne uge kom nyheden om, at Odense får en afdeling af Cinemateket, der efter nytår hver tirsdag skal vise mesterværker og oversete filmperler i Café Biografen. Samtidig viste en ny rapport, at antallet af caféer og restauranter er vokset markant i centrum. Ole Nielsen og Jørgen Christensen har nu i 35 år styret Café Biografen med sikker hånd. Her fortæller de to om filosofien bag succesen og en frygt for, at det lige nu går lidt for hurtigt med udviklingen af dele af byen. Måske også på Amfiscenen.

Café Biografen har ligget i Brandts Klædefabrik i 35 år. Verden forandrer sig rundt om jer, og I er nu omgivet af andre caféer og spisesteder. Alligevel forbliver I lidt den samme. Hvordan oplever I udviklingen rundt om jer?

Jørgen Christensen: - Byen er rykket mere herop. I øjeblikket eksploderer det med caféer og restauranter - det nærmer sig vel en fordobling på tre år, tror jeg. Og det kan vi selvfølgelig godt mærke, men slet ikke som frygtet. Vi har en rigtig stabil forretning og kundekreds. Det er i den mere modne alder, men alligevel varieret. Og det er jeg glad for.

Ole Nielsen: - Det er en udvikling, du ser rundt om i landet. De små butikker har ikke længere råd til at ligge i midtbyen, også fordi konkurrencen er hård fra netbutikkerne. Derfor lukker forretningerne, og i stedet åbner små caféer, restauranter og værtshuse. Der er virkelige mange af dem i de store byer herhjemme, alle vegne. Og det bliver en del af fremtidens bybillede.

Hvad gør, at I to har kunnet holde hinanden ud i så mange år?

Jørgen: Vi har kendt hinanden i 37 år, og der er mange ægteskaber, der ikke holder så længe, så det er helt unikt. Vi kan have nogle ordentlige ture, hvor vi diskuterer, men vi kan også hygge os sammen og være private sammen. Vi kender hinanden så godt, at vi har hinanden under huden. Han behøver ikke sige noget, jeg ved, hvad han vil sige.

Er det lidt for nemt af være Café Biografen, som ligger her midt i smørhullet?

Jørgen: - Vi er meget bevidst om, at konkurrencen er skærpet, og den har da også fjernet nogle af vores kunder, som gerne vil prøve nogle af de nye steder. Og man spiser kun ude en gang om dagen. Derfor skal vi være så skarpe som muligt. For omkring et år siden hyrede vi en ny personalechef, så det ikke er os gamle nokkehoveder, der skal pumpe den energi ud og service. Vi lever af, at folk får en god oplevelse - det skal de have, hver gang de kommer ind.

Hvad vil I gerne med det her sted?

Ole: - I dag er Café Biografen jo nærmest blevet en institution i byen. Vi har folk, der kommer her i juledagene og går rundt og kigger og måske har mødt hinanden her for mange år siden.

Jørgen: - At vi har eksisteret i 35 år beviser, at sådan her skal det se ud. Vi gør os umage med at vedligeholde det og sørge for, at vi stadig er et godt og attraktivt sted. Hele tiden. Men vi kunne ikke drømme om at rive det ned og bygge noget nyt op efter at have hyret et marketingsfirma, der siger, at de unge vil have det sådan eller sådan. Prøv at se på den plads, der ligger her bag ved Brandts omkring Grønnegade. Den er topmoderne og interaktiv, og kommunen har brugt mange penge på den. Man har flyttet bilerne fra gaden og puttet dem ned under jorden. Men jeg synes ikke, pladsen har tilført nogen noget som helst. Så bare det at forny sig er ikke noget plusord i min verden. Man kan godt forandre noget, så det bliver værre. Man skal i stedet vedligeholde det, der er godt, og fjerne det, som ikke virker. Men når noget virker, skal man forkæle det og pleje det og værne om det. Det er min livsfilosofi.

Hvis man ser på det område, I er en del af, er der nu tale om, at Amfiscenen skal væk. Hvad kommer der til at ske?

Jørgen: - Jeg håber ikke, det ender med at Amfiscenen forsvinder. Kommunen ejer en enkelt af bygningerne, og KD-selskaberne ejer alt andet. KD har været gode til at pleje området og har senest hyret Gehl Architects til at forbedre adgangen hertil. Det, synes vi, var en fabelagtig idé. Men vi måtte ikke se det færdige resultat. Jeg erfarede dog, at Amfiscenen skulle jævnes med jorden og erstattes af en helt flad plads. I min optik er det her en af de bedst fungerende pladser i Danmark. Den er original. Amfiscenen er noget, ingen andre har. At man som udgangspunkt begynder med at fjerne den, er helt galt. Så kan man køre en blokvogn ind som scene, men det er ikke en scene, der kan holde 3-400 mennesker tørre, som når de sidder der i gryden og kigger. Det kan man ikke bare få mobilt. Siden har jeg spurgt masser af folk om, hvad de mener, man kan opnå ved at fjerne Amfiscenen, og det har jeg ikke fået et tilfredsstillende svar på endnu. Derfor bliver jeg ved. Jeg forstår det ikke.

Ole: - Jeg tror, den her plads har en stor stjerne og en stor plads i mange odenseaneres hjerte. Også dem, der har boet her og kommer hjem på besøg - de husker pladsen og Brandts og alt det, der har været i området hen over årene. Det skal ikke erstattes af et eller andet kønsløst. Det vil også tage noget af sjælen ud af Brandts.

Hvordan ser I på den udvikling, som Odense er i gang med?

Ole: - Jeg synes, at Odense er blevet en mere spændende by de sidste tre-fem år. Meget af det, som man tidligere bare talte om, er omsat til handling. Der sker virkelig noget. Men det er også klart, at det stiller store krav til dem, der styrer den her by. Man skal have fat og gøre tingene rigtige, for potentialet til at blive en rigtig stor by er der nu.

Jørgen: - Jeg synes faktisk, at man i dag har givet fuldstændigt los for alting. Jeg er nervøs for, at det går for alt for stærkt til at blive godt. Jeg er for eksempel bange for, at byggeriet på havnen er for stort, for tæt og for ens, så det om 20 år står tilbage sådan lidt slumagtig. Det er skide godt, at der sker noget, men jeg synes, det går alt for hurtigt. Opgravningen af byen har også skubbet på den udvikling, at flere og flere butikker lukker, for midtbyen er blevet meget svær fremkommelig, og den offentlige transport er dykket. Hvis letbanen bare når at indhente noget af alt det, skal vi nok være glade.

Fra nytår kommer Cinemateket til Odense - noget, man har forsøgt at få til at ske i årtier, men nu sker blandt andet på grund af teknologien. Hvad har I af forventninger til det samarbejde?

Jørgen: - Det passer som fod i hose til vores koncept, hvor vi dyrker filmkultur. Det er blevet sværere og sværere at lokke folk til at betale for en oplevelse, de ikke aner, hvad er. Folk køber det, naboen har købt eller snakket om, og det, de lige har set i tv. Det man ved, hvad er. Det andet skal lokkes frem. Og det er en af filminstituttets opgaver med Cinemateket, som understøtter det, vi andre gør. Det er et forsøg på at holde liv i den del af filmkunsten, som ville dø, hvis det var folks pengepung, der skulle bestemme.

Ole: - Der ligger en stor filmskat, som ses bedst på det store lærred. Det er den, vi nu begynder at få ud i provinsen. Det er vigtigt at få lov til at se de ting. Og en hel del af det bliver koblet op med foredrag og introduktion. Selvfølgelig skal det i gang, men så er jeg også sikker på, det nok skal køre.

Da I begyndte med Café Biografen, var de film I viste jo også klassikere...

Jørgen: - Vi kunne ikke få andet. Vi var rundt ved alle udlejerne, som gerne ville sende film til os. Vi skulle bare lige bevise, at vi kunne få folk i biografen først. Vi havde én Danmarkspremiere det første halve år, Udenrigskorrespondenten af Jørgen Leth, og der kom ingen.

Ole: - Det var lidt svært. Men dengang var der et grundlag for repremierer, fordi videoen ikke var slået sådan rigtig igennem endnu. Det vil ikke kunne lade sig gøre i dag. Men dengang kom der folk til film som 1900 af Bernardo Bertolucci, Dr. Strangelove af Stanley Kubrick, De syv samuraier af Akira Kurosawa og Zorba, grækeren. Det ville der ikke gøre i dag, hvis du bare satte dem op alene. De skal ind i en sammenhæng i et program, gerne med et oplæg.

Men hvad er det, der er særligt med de gamle, gode film?

Jørgen: - Nogle af de største oplevelser, jeg har haft i biografen, er de lidt skæve, anderledes film. De store mainstreamfilm kan være et sus af en oplevelse, men lige så snart man har forladt biografen, er det total væk. Jeg kan godt lide, at en film bliver hængende - at man identificerer sig med noget i filmen og får noget at tænke over.

Ole: - Ja, en god film er kendetegnet ved, at man har den i sig nogle dage efter. Det kan godt være, at man ikke kunne lide den, lige da man gik ud, men hvis den ligger derinde og rører på sig, sker der noget. Det sætter sig i en. Og måske ender man med at se den igen. De gode film påvirker os og den måde, vi lever vores hverdag på. Mange andre film har ikke mere at byde på, når man kommer ud.

Hvis man går i andre, større biografer, kan man få fantastiske lydoplevelser og stole, der nærmest ryster. Kan I følge med i det kapløb?

Jørgen: - Vi deltager ikke - vi valgte for eksempel 3 D fra, da det kom. Vi kørte med på digitaliseringen, fordi det var vi nødt til af hensyn til vores muligheder, og ved den lejlighed fik vi renoveret vores lydanlæg. Og vi kan faktisk heller ikke deltage i det kapløb med de tre sale, vi har. De skal have en vis størrelse før det giver mening.

Ole: - Der kommer ekstremt mange artfilm i øjeblikket, og hvis der ikke kommer nogle gæster, så bliver de taget af. Nogle af dem når folk nærmest ikke at registrere, selv om de bliver flot anmeldt. Vi ser det som vores opgave at få alle artfilmene til Odense, men samtidig sætter vi også film op, som henvender sig til et bredere publikum - det er vi nødt til for at kunne drive en forretning. Gjorde vi ikke det, så var vi her ikke.

I dag er der store streamingtjenester, der viser film og serier, for eksempel HBO og Netflix. Hvordan oplever I den konkurrence?

Jørgen: - Vi har været her så længe, at vi har været igennem en teknisk revolution på alle medier. Og sjovt nok, så er interessen for film vokset hver gang. Den måde at fortælle historier på bliver aldrig umoderne.

Ole: - Selvfølgelig er noget andet at se film på det store lærred i en biograf sammen med andre. Vi mødes i mørket, som et slogan lød en gang. Når dørene lukker, er der ikke nogen vaskemaskine, der står og bipper - du sidder i et rum og ser film og koncentrerer dig på en anden måde. Og så længe vi kan bevare nyhedens interesse - altså de fire-fem måneder, hvor vi for eksempel har Lykke Per, inden den kommer ud på nogle af de andre medier - så længe kan vi klare os. Men systemet er under pres. Warner Bros. har været ude med et ønske om at streame samtidig med, at filmene fik premiere, men blev talt fra det, og nu kan vi se, at selskabet investerer i sine biografer i USA. Så vi håber på, at det element bliver bevaret. Falder det, så vælter vi også.

- Så længe vi kan bevare nyhedens interesse - altså de fire-fem måneder, inden filmen kommer ud på nogle af de andre medier - så længe kan vi klare os... Falder det, så vælter vi også.
Ole Nielsen, biodirektør i Café Biografen
CV og Cinemateket
Jørgen Christensen, 67 år, har tre børn og snart tre børnebørn. Direktør i Café Biografen, uddannet arkitekt. Bor i Odense.Tre yndlingsfilm: The Big Lebowski af Joel og Ethan Coen, 1900 af Bernardo Bertolucci, Den skyldige af Gustav Möller.

Ole Nielsen, 65 år, har tre børn. Gift. Biografchef i Café Biografen, uddannet cand.mag. i dansk og film. Bor i Odense.

Tre yndlingsfilm: Godfather af Francis Ford Coppola, Mine aftener i Paradis af Giuseppe Tornatore, Fanny og Alexander af Ingmar Bergman.

Cinemateket hed oprindelig Filmmuseum, men skiftede navn i 1997. Det har til opgave at udbrede kendskabet til både kendte og ukendte danske og udenlandske film fra filmhistorien og at vise udvalgte film fra samtiden, der ellers ikke ville være blevet vist i de danske biografer. Der vises op mod 70 forskellige film hver måned. Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne og kunstmuseet er for billedkunsten.

Man skal passe på ikke at ødelægge noget af sjælen ved Brandts

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce